Fra album til playliste

”Ved du hvad hun sagde?”

Nej – det har du måske glemt. Men det var noget med at tage bukserne af.

Ja – nu husker du det, ikke?

Ovenstående er titlen på en sang, som gav Rollo og King et gigantisk hit der i 2000. Ligesom Safri Duo slog igennem i hele verden med ”Played-A-live – the Bongo Song”. Men 2000 skal også huskes for, at Brødrene Olsen vandt Melodi Grand Prix med ”Smuk som et stjerneskud”. Så var også deres lykke gjort rent økonomisk.

Men det var nu alligevel lidt svært at komme ind i år 2000. Husker du nytårsaften 1999? Ja det gør du med garanti, for det var en aften med panik. Et eller andet paphoved havde fået den tanke, at når alle computere i hele verden skulle skifte de to sidste cifre i årstallet fra 99 til 00 – ja så ville de selvsamme computere bryde sammen.

Der blev lavet masser af test, der fortalte, at det ikke ville ske. Alle de kloge hoveder stod også frem i alle nyhedsudsendelserne og fortalte, at det var aldeles ufarligt. Men det var altså ikke mere ufarligt, end at hobevis af specialister var blevet indkaldt og stod klar nytårsaften. For hvad nu hvis….

Katastrofen udeblev, og i stedet blev der sendt krudt til himmels for et astronomisk beløb. År 2000 var en realitet. Nullerne var blevet født.

Du får lige et kort resume af historien, som den fortælles i historiebøgerne, lidt længere ned i teksten. For først skal vi have taget uskylden på musikken:

Pearl Jam

Halvvejs inde i år 2000 skete den lammende katastrofe på Roskilde Festival. Ni unge koncertgæster blev mast ihjel under en koncert med Pearl Jam. Det var en begivenhed, der kastede lange skygger over festivalen de kommende år. Der var en smule frygt for, at masserne igen skulle gå amok i mas og skub. Så der blev passet ekstra godt på.

Michael Jackson stillede i øvrigt også danseskoene i nullerne. Han blev 50 år i 2009. Det blev hans sidste fødselsdag. Kongen af poppen var væk. Han fik følgeskab til det hinsides af blandt andre John Lee Hooker, Maurice Gibb, Warren Zevon, Jim Capaldi, Arthur Lee, Dan Fogelberg og mange flere.

Vi gider ikke det udenom

Nullerne var også et oprør mod den almindelige måde at tænke musik på. Forbrugerne gik efterhånden mere og mere over til at nyde enkeltnumre i stedet for hele albums.

Typisk nok for vores måde at reagere på dengang og i dag: Vi gider ikke alt det udenom. Vi vil bare have de stensikre hits.

Det hentede vi så hjem ved vores computere. Vi begyndte at piratkopiere i vild stil. Først musikken og sidenhen filmene.

Nok lavede vi hjemmearbejdet med at piratkopiere ved computeren, men det var ikke den, vi slæbte med i byen. For hos Apple havde de fået en ide: iPod. En lille fætter lige til at stikke i lommen. Spækket med musik. Spækket med timers underholdning.

Naturligvis var sådan en iPod jublende dyr – det var jo Apple, der stod bag. Men i løbet af ganske kort tid blev markedet oversvømmet med mp3-afspillere. Musikken havde flyttet sig fra hjemmet til gaden. Og Sonys Walkman med tilhørende kassettebånd blev kørt på kirkegården. Den var jo upraktisk, uhandy og stor. Den blev dog lidt mere handy, da den blev til en Discman. Men mp3-afspilleren var genial.

Musik overalt. Og med overalt

00’erne var den nye digitale virkelighed. Der var musik over alt, på mobilen, på pc’en, som dengang stadig blev kaldt computer, der var streaming og musikvideo.

Selv om det gik nedad med cd-salget, så betød det ikke, at musikken forsvandt – den var her der og alle vegne. Blev brugt massivt i reklame og marketing, som lydtapet, når du stod ved Brugsens køledisk og skulle vælge flæskefars.

Ja, musikken blev ringetoner på de mobiltelefoner, som alle efterhånden havde. Blandt andet sekunderet af mp3-formatet, der gjorde det muligt at pakke og komprimere lyd og sende det via internet.

Musik blev med andre ord lille – målt i fylde. Den skulle ikke udkomme via en fysisk enhed. Kunstig hukommelse blev løsningen. Vi kan jo for nemhed kalde den for RAM. Eller bare hukommelse. Når man bruger ordet hukommelse i dag, tænker ingen på en hjerne, men på hvor meget plads, der er tilbage på hukommelseskortet.

Musikforbruget steg og steg, du kunne downloade og kopiere musik og skabe dine helt egne private playlister, men det betød selvfølgelig også, at musikerne ikke fik penge for deres arbejde.

De store selskaber skar ned på deres talentafdelinger og i stedet dukkede en række nye små selvstændige selskaber op. Også herhjemme. Det var også blevet nemmere at indspille selv derhjemme – direkte ind på computerens harddisk. Antallet af udgivelser steg eksplosionsagtigt – det var simpelthen blevet billigt og ganske overkommeligt at lave sin egen musik og få den distribueret.

Da det nye årtusinde havde smidt bleen

Det nye årtusinde var nærmest blot lige klar til at smide bleen, da terrorister 11. september 2001 fløj ind i symbolet på USA's verdensherredømme, World Trade Centers tvillingetårne i New York. 3000 blev dræbt, al-Qaeda bevægelsen ledet af Osama Bin Laden var ansvarlig, og terrorfrygten bredte sig.

USA invaderede Afghanistan som modsvar, og i marts 2003 gik USA uden FN-mandat med støtte fra England - men også fra statsminister Anders Fogh Rasmussens Danmark – til angreb på Irak, der blev beskyldt for at fremstille masseødelæggelsesvåben samt beskytte terrorister.

Lynkrigen væltede regimet 9. april 2003, Saddam Hussein blev senere fanget, gemmende sig i et hul i jorden, dømt til døden og hængt. Og de der masseødelæggelsesvåben - dem fandt man aldrig.

Terrorangrebet og Irak krigen trak de ideologiske fronter op. Igen. Magtbalancen mellem øst og vest havde forskubbet sig efter Berlinmurens fald, kommunistlandenes opløsning og liberalismens sejrsgang også i det tidligere Sovjet. Nu blev der sat fokus på terrorisme og kristendom kontra islam ligesom integration og indvandring fyldte i debatten.

Hvor kommer jeg fra?

Og rockmusikken stod klar til samfundskritisk at forholde sig til, hvad der skete.

Men der var selvfølgelig også plads til at beskæftige sig med de personlige og eviggyldige spørgsmål – om kærligheden, hvor kommer jeg fra, og hvordan bliver jeg et lykkeligt menneske i balance med mig selv, mine nærmeste og måske hvem ved – Gud!

En af 60’ernes store sangskrivere Leonard Cohen kravlede ned fra sit frivillige zenmunkeeksil på Mount Baldy og udgav albummet ”Ten New Songs” (2001) med numre som ”In My Secret Life”, ”A Thousand Kisses Deep” og ”Boogie Street”.

Det album blev startskuddet for et nyt stort årti for den canadiske poet, som tog yderligere fart og resulterede i verdensomspændende turnéer med stort band, da hans mangeårige kvindelige manager tømte hans bankkonti.

Cohen i Mølleparken

Det efterlod Cohen uden penge, hvorefter en pengestærk velgører trådte til og sørgede for, at Leonard fik musikalsk mulighed for at overleve økonomisk og samtidig folde sin musik og poetiske tekster ud.

Blandt andet ved en stor udendørs koncert, august 2012, i Mølleparken, Aalborg, og anmeldelsen lød: ”Aalborg kommer ikke til at opleve noget større musikalsk i meget, meget lang tid.”

Samtidigt var sigtet skarpt i en sang som ”Everybody Knows” med den desillusionerede linje “ everybody knows that the Plague is coming, everybody knows that it’s moving fast”. Epidemiernes tid forudsagt, længe før de blev virkelighed.

Sådan var de store navne stadigvæk med os. Bob Dylan, Neil Young, Bruce Springsteen, Van Morrison og Rolling Stones. Dylan udgav bl.a. “Love and Theft”, ”Modern Times” og “Together Through Life”, med skarpskårne præcise budskaber til international anmelderhyldest, men ellers var der langt mellem nyudgivelserne fra ”rockronkedorer” som de britiske rullesten.

A bigger bang

I 2005 udsendte de dog endeligt nyt materiale, ”A Bigger Bang”, bl.a. med nummeret ”Sweet Neo Con”, skrevet af Mick Jagger, som kritik af amerikansk nykonservatisme. 3. september 2006 spillede Rolling Stones for 86.000 tilskuere i Horsens, deres sidste job på deres europæiske A Bigger Bang-turné.

Men også andre rocknavne stod klar – Arcade Fire, Coldplay og Pearl Jam tog politisk stilling mod vort vestlige overforbrug og imperialistisk krigsførelse, hvor adgangen til olieressourcerne vel talte lige så meget som kampen mod terrorismen. ”I don’t wanna live ind America no more” hed det afstandstagende på Arcade Fires album ”Neon Bible” (2007).

Rocken var blevet 50+, og musikalsk var alle genrer i spil i forskellige nye former. Genbrug – ja til en vis grad, men også revitalisering og udforskning af den rigdom, der var blevet bygget op.

Nye sangskrivere

Duoen The White Stripes, med parret Meg og Jack White, spillede garagerockinspirerede sange med rødder dybt nede i soul, blues og tidlig rock. Men også engelske Artic Monkeys fik et stort publikum, guitarrock med skridsikre riffs og ungdomslivstekster.

Nye sangskrivere dukkede også op. Navne som Cat Power, Martha og Rufus Wainwright var mere inspireret af americana og rock end af folkemusik, men skrev personlige sange farvet af deres samtid.

Winehouse

Og britiske Amy Winehouse slog stort igennem med ”Back to Black” (2006). En tatoveret lillepige, der sang smertefuldt soulfarvet, så du kunne høre Aretha Franklin i hendes foredrag. Et mageløst lille varieret album med kendingsmelodien ”Rehab” om ikke at ville lade sig indlægge til afvænning for kæresten var vigtigere. Og der var ”Back to Black” om at miste ham og ”Tears Dry On Their Own”. Blot fem år senere måtte vi sige farvel til hende, 27 år gammel, døde hun ulykkelig af stof- og alkoholmisbrug.

Club 27 havde høstet igen.

Skousens dobbeltsyn

Herhjemme udgav sangskriver Niels Skousen albummet ”Dobbeltsyn” (2002) med det præcise generationsportræt ”68”, om ungdomsoprørstiden, dens helte og dens forlis med refrænet – ”jeg er egentlig ikke utilfreds, det bare en bagskid, der har varet siden 68”. 

Og fulgte fint op med albummet ”Daddy Longleg” (2006) med både personligt undersøgende og præcise samtidsskildringer.

Århus-pigen Tina Dickow slog igennem herhjemme efter et længere London-ophold og markede sig med album som ”Count To Ten” og ”A Beginning – A Detour – An Open Ending”. Sangskriveri forløst af en klokkeklar stemme, der både mindede om Joni Mitchell og var helt sin egen i skildring af kvindelivet i 00’erne.

Vor egen nordjyske sangskriver Allan Olsen fandt lige som så mange andre ud af, at det var meget nemmere og gav sangene et helt andet nærvær, når du gjorde det med et par gode mikrofoner og en laptop – og det kom der bl.a. skiven ”Gæst” ud af, og lidt længere fremme ”Multo Importante”.

X-Factor

Midt i nullerne kom også X-Factor. Det var tv-programmet, der gav alle mulighed for at se sig selv i rollen som den nye Elvis. Masser af unge mennesker har siden stillet op. Undervejs er de skiftevis blev svinet til af dommerne og udråbt til genier. Og sjovt nok er der ingen, der kan huske, hvem der har vundet. Så snart der bliver slukket for kameraet, bliver der også slukket for berømmelsen.

Lad os være lidt uforskammede og tilføje et: Heldigvis.

Jazzen herhjemme kort

I løbet af tiåret satte en hel ny generation af musikere deres præg på jazzen. Eksperimenter og nytænkning var i højsædet. Trommeslager Kresten Osgood spillede både med ”gamle” jazzmusikere som bassisten Hugo Rasmussen og saxofonisten Bent Jædig, men også i hiphoporkesteret Ikscheltaschek.

Guitaristen Jakob Bro dukkede op, kom med i den amerikanske trommeslager Paul Motians gruppe og skabte sig snart et internationalt ry og karriere med sin på en gang drømmende og eksperimenterende stil – sådan som den kom til udtryk på ”Balladeering”.

Den elektroniske jazz prægede 00’erne. Inspireret af norske navne som Bugge Wesseltoft og Niels Peter Molværs stemmingsfulde hybridmusik og laptoppen var lige så naturlig på scenen som saxofon, bas og trommesæt.

Vort ”store” minibigband New Jungle Orchestra med kapelmester og guitarist Pierre Dørge rundede 30 års jubilæet i 2010 – bl.a. markeret med albummet ”Whispering Elephants”.

Jazzcentret, Center for Dansk Jazzhistorie, blev oprettet på Aalborg Universitet i 2006 under kærligt og vidende formynderskab af lektor Tore Mortensen. Centret rummer en af de største - måske den største - jazzsamlinger i Europa.

Og vor store jazzbassist Niels-Henning Pedersen døde i april 2005, kun 58 år gammel.

Man kan ikke skrive om musik uden noget godt til ørene. I arbejdet med denne artikel har Bent Stenbakken hørt: Bob Dylan: ”Together Through Life” og Lucinda Williams:”Good Souls Better Angels”, mens Max Melgaard hørte: Bob Dylan: “Modern Times” og Rolling Stones: ”A bigger bang”.