Nirvana, britpop og Spice Girls

Nirvana, britpop og Spice Girls

I 1990 er der ingen, der husker begrebet fattigfirserne. De blev glemt allerede i starten af det foregående årti. Og den dag i dag har vi sikkert alle glemt, at Irak invaderede Kuwait netop dette år.

Golfkrigen – der måske skulle have heddet oliekrigen - blev indledt, da FN i 1990 gav USA mandat hertil, da Iraks daværende leder Saddam Hussein besatte Kuwait for at få kontrol over olien.

Det kunne den olieafhængige supermagt USA ikke tillade, og året efter havde de vundet krigen – om olien. Men også for demokratiet, hvis du spurgte præsident George H.W. Bush.

Ude i verden blev der budt på krig og højredrejning, mens koldkrigspolitikken smuldrede, og magtbalancen blev forskubbet efter Murens fald og Sovjetunionens ideologiske opløsning.

På mange måder blev rocken i 90’erne forvandlet til et kæmpestort supermarked, hvor du kunne shoppe løs og købe - læs lytte – til lige netop den musik, som passede til dig.

Hvor de foregående årtier havde været karakteriseret af store enkeltnavne, grupper, der bredt kunne samle en generation, skiftede musikken nu lynhurtigt form. Et ord som solidaritet og fællesskab blev forældet.

Jeg’et var kongen

Det var ideologisk ligegyldigt, om du var kapitalist eller socialist, rig eller fattig. Du var først og fremme et individ, og det var det, som var vigtigt – at du tilsyneladende kunne vælge frit og zappe rundt og få det netop, som du gerne ville have det.

Jeg’et var kongen, fællesskab var yt, og det afspejlede sig selvfølgelig også i musikken, hvor genrerne skiftede lige så hurtigt, som almindeligt underbukseskift.

Grunge, gangstarap, britpop, triphop, techo, R&B, low fi og easy listning hed de nye genrer. Grunge bliver også kaldt lyden fra Seattle. Grunge er egentligt amerikansk slang for modbydelig. Og det er et gammelt ord.

Nu bliver det så sat på en musikalsk genre. Og grunge er også guitar med forvrænget lyd.  Det er navne som Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden, Alice in Chains med flere.

De ting, vi skal hylde 90’erne for, startede jo naturligvis i det foregående årti. Sådan har det altid været.

Genopdaget

Men store gamle musikere kunne også pludselig blive genopdaget. På kanten af årtiet indspillede den amerikanske bluessanger og guitarist John Lee Hooker albummet ”The Healer”, fulgt op af ”Mr. Lucky” og skaffede sig lynhurtigt et kæmpestort ungt publikum med sin enkle, sejt frempiskende, hypnotiserende boogie blues.

Sådan var 90’erne præget af broget mangfoldighed. Mens man i 70’erne var trofast fan og var til heavy, disco, punk, reggae, rock eller metal, blev der nu lyttet bredt til meget forskellig musik.

Pladeselskaberne blev større og rigere og fandt nye måder at blive det på. Designkonstruerede bands som engelske Spice Girls, amerikanske Backstreet Boys og danske Aqua leverede pop målrettet mod en ny gruppe – tweens, altså børn der endnu ikke helt havde givet slip på sovedyrsbamsen, men heller ikke for alvor var gået i teenagerpubertet.

Björk, Beck og Blur

Blandt de mange nye navne finder vi islandske Björk, amerikanske Beck og engelske Blur, der hver på deres måde også tog fat i samtiden.

Beck brød igennem i 1994 med nummeret ”Loser” – om en taberskikkelse, der syngende opfordrer lytteren til at slå ham ihjel, men tilføjet et tonefald, der får dig til at tænke, at det måske ikke blot er ham, som er taber. Men hele det samfund, som hylder vinderne overalt.

Beck blandede og blander stadig - hiphop, rock, funk og folk og skabte sit helt eget udtryk, som både i tekst og musik tog pulsen på det ekstremt individualiserede, navlepillende vestlige samfund. På albums som ”Mellow Gold” , ”One Foot in the Grave” og ”Odelay”.

Islandske Björk, tidligere sanger i The Sugarcubes, brød igennem med albummet ”Debut” efter at være flyttet til London og skildrede storbylivets menneske med beats og hektisk puls. Senere kom ”Post” og ”Homogenic”. Personlige album præget af egne oplevelser og holdninger.

Depression, heroin og et jagtgevær

Og der var Kurt Cobain, som i 1986 dannede bandet Nirvana, kun 19 år gammel. Efter debuten med ”Bleach” (1989) udkom ”Nevermind” i 1991 med storhittet ”Smells Like Teen Spirit”, som forenede punkens støjsmerte med melodi og en sangtekst om at være prisgivet reklamens magt. Støjrock og pop samlet i et, formidlet af Cobains stemme – nærværende og sårbar.

Depression og heroin banede vejen for det jagtgevær, der blæste hovedet af ham. Endnu en 27-årig, som forlod os for tidligt, før talentet blev ordentligt foldet ud. Tænker vi jo altid bagefter.

Men der var også navne som Travis og Radiohead, hvis sensitive udtryk fik tilnavnet klynkerock, mens britpoppens navn, Oasis og Blur, skabte rocksange, der tog pulsen på samtiden, kraftigt inspireret af 60’ernes The Kinks, Small Faces og Beatles.

I USA fik den traditionelle country og countryrock nyt liv i form af americana – en genoplivning af gamle dyder, enkel og inderlig musik, med navne som Steve Earl og en kvindelig guitarist/sangskriver Lucinda Williams med ”Car Wheels on a Gravel Road”. Begge byder på politisk og socialt engagement og synger samtidigt om længsel og kærlighedssorg – sådan som country altid har gjort. Roots rock.

Der var britiske P.J. Harvey, der på et tidspunkt havde en kortvarig affære med Nick Cave, som kombinerede blues og minimalistisk rock a la Patti Smith til sit helt eget udtryk – lyt til ”To Bring You My Love” (1995). Senere fulgte ”Is This Desire?” Kærlighed, sex og religion sunget dramatisk, hysterisk af en kvindelig rockmusiker.

Engelske Massive Attacks udgav ”Blue Lines”, electronica, vokalbåren, som miksede soul, blues og hiphop, og vestkystrapperen Snoopy Doggy Dogg var stilskabende med ”Doggystyle” (1993), fulgt pænt til dørs af andre gangstarappere som Ice Cube og Dr. Dre.

Fra Danmark må vi ikke glemme Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Inside the Whale.

90’er-festen fortsætter

Men 90’erne lever nu stadig, og der er mange, der elsker 90’erne. I årevis har man kunne deltage i den ene festival efter den anden med det tema. Og 4. juni 2022 er der – igen – vi elsker 90’erne-festival på Dyrskuepladsen i Skalborg. For det, vi husker fra dengang for snart 30 år siden, er det sorgløse. Nåja: Altså hvis der overhovedet kommer festivaler i år.

For os danskere bliver 90’erne nok bedst husket for Aqua, som pludselig gjorde dansk musik til noget, der kunne måles på handelsbalancen. 33 millioner solgte plader. Og sangen ”Barbie Girl” er af de mest solgte singler nogensinde.

Mattel, der står bag dukken af samme navn, lagde naturligvis sag an mod Aqua. Retten afviste sagen, og i begyndelsen af det nye årtusind begyndte Mattel så at bruge sangen i deres markedsføring. If you cant beat them, join them.

Bøssepesten

1990’erne er også et årti præget af en sygdom, der i første omgang blev kaldt for bøssepest: Aids. Det var opstået i årtiet før som en uforklarlig sygdom blandt homoseksuelle mænd. Siden greb den om sig hos stofmisbrugerne. Og til sidst var alle i fare. I starten vidste man kun én ting om sygdommen: Den var seksuelt overført.

Med andre ord: Hvor 60’erne slap sex fri, så satte 80’erne og 90’erne sex i fængsel.

Men nej: Der er ting, vi ikke vil gå glip af. Så pludselig kom der gang i kampagnerne for sikker sex. Kondomerne reddede festen.

Den reddede dog ikke livet for alle de smittede. Og halvvejs inde i 1990 døde Kim Schumacher. Nok var han ikke rockmusiker, men hans indflydelse på musikken i Danmark var gigantisk. Han blev radiovært i 80’erne. Og han lærte os to ting: At en radiovært kunne være hylende morsom. Men først og fremmest lærte han os en masse musik at kende, som vi knap nok anede eksisterede.

Han gjorde os opmærksomme på genrer, der var store i USA, men som vi rynkede på næsen af herhjemme: dance, hiphop, R’n’B, techno og blot lige ud af landevejen nemme popsange. Han fik nedbrudt barrierer. Han fik folk til at være tolerante over for andre genrer end de sædvanlige.

Da han slog igennem som radiovært havde DR stadig - næsten - monopol. Og monopolet var for DR lig med en belærende tone.

Året efter døde Freddie Mercury fra Queen– manden der har skabt verdens største stadionhit. Manden som er lydtæppet til ethvert mesterskab: ”We Are the Champions”.

Jo – aids krævede sit.

Og så til jazzen

Miles Davis og Dizzy Gillespie døde, to af jazzens store og markante stilskabere. Samtidig blev der udgivet jazzplader som aldrig før herhjemme. Stærkt støttet af Statens Musikråd.

Jazzen havde været meget formel og konservativ stilbunden i 80’erne. Nu blev den mere fri, mens andre traditionsbundne holdt trofast fast i ”klassisk” jazz.  Også tildelt øgenavnet jazzpolitiet og det længe før Hjørring Politi fik samme tilnavn, da de lukkede Tversted Jazzydays i oktober 2020, lige før pianisten Carsten Dahl skulle spille med sin trio.

Teknisk og instrumentalt var niveauet højt. Der var stor bredde, og improvisationen var i højsædet med inspiration fra europæisk kunstmusik, men samtidigt med rødder i sort jazz.

Det myldrede med nye og spændende navne: trompetisten Kasper Tranberg, saxofonisterne Jakob Dinesen, Frederik Lundin og Hans Ulrik, og i det nordjyske dannede saxofonist Jakob Mygind gruppen Matchbrothers, som blev amtsorkester i 1996 med et budget på 310.000 kroner, og samtidig udkom gruppens første cd ”Ape-Art”

Den danske jazzscenes førende pianist Carsten Dahl spillede oprindeligt trommer og havde medvirket på 14 cd’er blandt andet med hans mentor, trommeslager Ed Thigpen, inden han udgav sin egen første ”Will You Make My Soup Hot & Silver”. Hans spil er præget af nøgenhed og luft, pausen og enkelhed er i højsædet, i stedet for det ekspressionistiske overbud af toner.

Men der var også de store traditionelle navne som bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen, fast med Oscar Petersons trio, der i 1991 modtog Nordisk Råds Musikpris, trommeslager Alex Riel, som spillede med en række amerikanske musikere, bl.a. Jerry Bergonzi og Harry ”Sweets” Edisons, mens saxofonisten Jesper Thilo holdt flot fast i mainstream udtrykket.

De kvindelige musikere

Og de kvindelige musikere indtog scenen med saxofonisterne Christina Dahl og Christina von Bülow, percussionist Marilyn Mazurs band ”Future Song” og sangerinder som Cæcilie Norby og Susi Hyldgaard, hvis debut hed ”My Female Family”.

Og der var fusion, verdensmusik og electronica, der gjorde avantgardeguitaristen Frank Zappas ord om at ”jazz is not dead, it just smells funny” til skamme. Zappa døde selv i 1993, efter at han siden tiden med gruppen ”Mothers of Invention” havde spiddet sin samtid for politisk snæversyn og seksuelt hykleri, mens han samtidigt blandede jazz, klassisk og rock til en række kompositioner i absolut særklasse.

Den irske sanger Van Morrison boede i en periode sammen med en dansk kæreste i Vanløse, senere dokumenteret på sangen ”Vanlose Stairways”, og arbejdede flere gange sammen med Danmarks Radios Big Band, bl.a. ved en spektakulær augustkoncert i Helsingør Toldkammers gård i 1995.

Og det kunne du tage som bevis for, at både rock og jazz ikke var bange for at lege sammen, berige hinanden og ved at ligge sammen kunne blive til noget mere og større.

Ingen skriverier uden musik: Bent Stenbakken har hørt: John Hiatt:”Bring The Family” og Sharon Van Etten: “Remind Me Tomorrow”. Max Melgaard har hørt P.J. Harvey: "Let England shake" og Van Morrison: "Days like this"

Du kan tegne abonnement på kulturen.NU lige her: Tegn abonnement (kulturen.nu)