Heavy, punk og symfonisk rock

Da vi talte om 1960 i sidste kapitel, mente vi også, at musikken havde taget et tigerspring fremad i løbet af det foregående årti.

Men udviklingen fra 1960 til 1970 er om muligt endnu større.

50’erne førte nye instrumenter ind i musikken. Nye rytmer. Nye tekster.

Men 60’erne tilførte vildskab.

I 60’erne smed vi tøjet og hæmningerne. Vi smed fordommene. Vi smed den gode opdragelse. Vi tillod os at gøre sex til andet og meget mere end forplantning. Vi sniffede til den stærke tobak. Vi pissede på magthaverne. Vi turde sætte spørgsmålstegn ved ”plejer”.

Ingen skulle lære os noget. Ingen skulle overhovedet sige, at man bør gøre som man plejer.

Det gjaldt også musikken.

Progressiv, disco, glamrock, punk og heavy

I 70’erne begyndte rocken at stritte i alle mulige retninger. Progressiv rock, disco, glamrock, punk og heavy.

Hjemme i boligblokkene i Frederikshavn kan Bent stadig huske, hvordan hans ven Kurt Allan havde vinduet sat på klem og stereoanlægget fik for fuld styrke med ”Deep Purple in Rock” fra 1970 – den britiske gruppe med Ritchie Blackmore på guitar. Klassisk hård rock og senere kom verdenshittet ”Smoke on The Water” (1972) med det berømte riff, som selv Sussi & Leo tog til sig, når de spillede på Skansen i Skagen.

Det var slut med tiden med blomster i håret, bare fødder og afghanerpels.

60´ernes ”summer of love” blev afløst af indbyrdes nærmest uforenelige genrer. Den traditionelle ofte bluesbaserede rockmusik blev kastet på historiens mødding, men døde ikke. Men musikken delte sig op i et utal af stilarter med hver deres fangruppe.

Opbrud og krisetid

70’erne var opbrudstid og krisetid. Krigen i Vietnam sluttede, den vestlige verden røg ind i en svær økonomisk krise, produktionen stagnerede, og vi havde oliekrise i 1973 med bilfri søndage herhjemme. 

Der var overenskomststridige strejker og konflikter på arbejdsmarkedet. I Vesttyskland kunne folk med venstreorienterede sympatier risikere at blive ramt af berufsverbot, og samtidigt begyndte feministerne at røre på sig. Den traditionelle kernefamilie blev kritiseret, kollektiver blomstrede op, og kvindelige singer-songwritere som Joni Mitchell og Patti Smith satte ikke alene spørgsmålstegn ved magten, men havde også fokus på personlig selvanalyse.

Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og var ikke blot hjemmeløbende, der skulle sørge for mad, børn og sex til familieoverhovedet.

Piss Factory

Patti Smith var til rock med numre som ”Piss Factory”, og på debutalbummet " Horses" gav hun både Van Morrisons ”Gloria” og The Who-nummeret ”My Generation” en punket og stilsikker overhaling. Mens Mitchell imponerede med både sin ekstraordinære stemmes spændvidde, brugt som et instrument, og dybt personlige melodier på albums som ”Ladies of The Canoyn”, ”Blue” og ”Court and Spark”.

Der blev leget og eksperimenteret med kønsroller og midt i det hele dukkede forvandlingskuglen David Bowie op, der med sit tvetydige udseende – halvt mand, halvt kvinde, fuldstændig tog røven på den traditionelle rock.

.

Ziggy

Gennembruddet kom for alvor med ”Ziggy Stardust” (1972) med titelnummeret om den stofmisbrugende superguitarist, kalkeret over Jimi Hendrix, død 1970. Bowie var Ziggy og så alligevel ikke. For i løbet af årtiet skiftede han til stadighed stil og rolle og udseende, mens han forvandlede sig selv og sin musik. Glamrocker med gulerodsfarvet strithår, hvid, stilfuldt klædt soulsanger og The Thin White Duke, da han var på toppen af sit stofmisbrug.

Samtidig hjalp han Lou Reed med indspilningen af ”Transformer” – den med ”Take A Walk On The Wild Side” og ”Perfect Day”, inden han selv flyttede til Berlin og lavede triologien ”Low”, ”Heroes” og ”Lodger” i tæt samarbejde med producer Brian Eno, tidligere medlem af Roxy Music.

Bowies karriere og musik var karakteristisk for 70’ernes oprør mod den ”gamle” rock. Samtidig overlevede nogle af de store gamle, Dylan og Stones selvfølgelig. Mens en ny stjerne ved navn Bruce Springsteen med sit E-street band gav alt, hvad han havde i timelange koncerter med sange om biler, piger og drømmen om frihed. ”Born to Run” hed gennembruddet meget passende.

Pink Floyd, Genesis og Yes

I den modsatte grøft fandt vi superbands som Pink Floyd (billedet), Genesis og Yes, der spillede såkaldt progressiv rock. Lange virtoust spillede symfoniske forløb – af og til præget af både selvhøjtidelighed og teknisk praleri – se, bare hvor dygtige vi er.

Modsat punken, der demonstrativt vendte tilbage til rockens grundform, tre akkorder, en god melodi og et budskab, som var til at forstå. Mens 60’erne var opgangstid, bød 70’erne på økonomisk nedtur, og det sattes sit præg på musikken.

Grupper som Ramones, The Jam, Sex Pistols og The Clash gjorde en dyd ud af at spille høj støjmusik, gerne majestætsfornærmende som Sex Pistols, og bevidst grim. Det blev nærmest et dogme, at man ikke skulle kunne spille et instrument for at stå på en scene, og du kunne høre musik som et opgør med den velpolerede rock og musikindustrien samt saltsyrekritisk kommentar til 70’ernes massearbejdsløshed med vilde strejker, hjemløse og bz’ere.

Grimt ad helvede til

Grimt af helvede til lød det, men så kunne du alternativt kaste dig ud på dansegulvet med svaj i bukserne og glitterbluse og give dig hen til Bee Gees, Donna Summer, Barry White eller svenske ABBA.

Men der var også soulmusikkens Stevie Wonder, det blinde vidunderbarn, som voksede op med gospel, sang i kor og spillede klaver, trommer og mundharpe. Wonder udviklede sig i 70’erne fra at være en del af Motowns hitmaskine til selvstændig albumkunster.

Med titler som ”Signed, Seal Delivered” ”Inner Visions og ”Songs in the Key of Life”.

Jimmy Cliff og Bob Marley

Endelig dukkede der noget helt nyt op fra Jamaica: Jimmy Cliff og ikke mindst Bob Marley brød stort igennem med reggae. Rytmisk sej og dansevenlig bød Marley og hans The Wailers på numre som ”No Woman, No Cry”, ”Redemption Song” og ”I Shot The Sheriff”.

Og så er der alle dem, vi ikke har glemt, men ikke foldet ud. Leonard Cohen, Van Morrison og Tom Waits. Dybt personlige sangskriver hver på deres måde. Altså dengang i 70’erne, hvor rockmusikken tog stædigt livtag med økonomisk krise og politik og samtidigt lød både rebelsk og vedkommende.

”If left is right, the right is wrong, better decide, which side you’re on”, sang Tom Robinson Band.

Og så er der selve 1970

Euforiserende stoffer var efterhånden blevet en integreret del af den musikalske udvikling. Det var ikke blot hash, det var også lsd, kokain og heroin.

Stofferne udvidede bevidstheden hos musikerne – altså de der brugte den slags. Det skabte nogle fantastiske værker. Men de levede også livet farligt, og stofferne fik revet et utal af musikere til det hinsides i løbet af få år.

- Driving that train, high on cocain, lød det i Grateful Deads sang “Casey Jones”, som blev udgivet 14. juni det år. Det skete på albummet ”Workingmans Dead”. Et album der også markerede et skift i stil hos nogle af syrerockens mest udsyrede udøvere. For pludselig var de mærkelige, skæve toner fra deres tidlige lidt tågede albummer skiftet ud med flerstemmig sang.

Rygtet fortæller, at Deads guitarist Jerry Garcia havde spillet steelguitar på Crosby, Stills, Nash & Youngs fantastiske album ”Deja Vu” (udkom 11. marts)

- Hvad skal du have for at spille steelguitar for os, spurgte Crosby, Pills, Hash & Junk.

- I skal lære os at synge flerstemmigt, svarede Jerry Garcia.

Chicago: Revolutionens fortrop

Men andre gik i en anden retning. Chicago udgav deres første album. På coveret skrev de, at de dedikerede deres musik til revolutionen. Det var dog en revolution, de opgav, da de få år senere var blevet styrtende rige på deres blæser-baserede rock-albummer med stort pop-potentiale.

Ligeledes i den rå udgave hørte vi Guess Who spille ”American Woman”. Senere i årtiet var de måske knap så stolte af, at de havde givet en koncert i Det hvide Hus der i 1970. De spillede for præsident Nixon.

The Doors udgav ”Morrison Hotel”. Black Sabbath udgav deres debut-LP. Beatles sluttede ballet med “Hey Jude” og ”Let it be”. Joni Mitchell udgav “Ladies of the Cannyon”. “Benefit” hed årets udgave fra Jethro Tull.

Eric Burdon stiftede bandet War. Poco, Hot Tuna, Emmerson, Lake & Palmer, Elton John, Ry Coder, Deep Purple og Kris Kristofferson udgav debut-plader. Og The Who spillede ”Live at Leeds”, mens Creedence Clearwater Revival udgav “Cosmos Factory”.

Clapton som solist

Ja, selv Eric Clapton fik sin debut som solist det år, mens Led Zeppelin udgav deres tredje album.

Og alle os, der ikke lige var med på Max Yasgars mark i sommeren 1969, hvor Woodstock fandt sted, kunne i stedet se dokumentarfilmen derom, der havde premiere i 1970. 7. januar 1970 blev Max Yasgar i øvrigt sagsøgt for 35.000 dollar af sine naboer. De mente, at de mange gæster til rockfestivalen havde gjort så meget skade på deres afgrøder, at de forlangte erstatning. Som vi skrev ovenfor: Regler blæste man på. Man blæste også på hegn, så Yasgars naboer var lidt fortørnede over, at han lige kom til at invitere 450.000 mennesker.

De største singlehits i 1970

De fem største singlehits fra 1970 var ”The wonders of you” med Elvis, ”In the summertime” med Mungo Jerry, ”Venus” med hollandske Shocking Blue, ”Aint no mountain high” med Dianna Ross og “Once upon a time in the West”.

Der var også ting, der sluttede for evigt med 1970. The Beatles, Simon and Garfunkel og The Turtles gik hver til sit. Og så var der dem, der gik hinsides: Janis Joplin, Jimi Hendrix og Allan Wilson (fra Canned Heat). De blev alle 27 år.

Nå ja: Club 27 fik nye medlemmer de følgende år. Ofte med narko som udløsende faktor.

Men 1970 gav også liv til helt nye talenter, som  blev født det år: Mariah Carey, Claus Noreen (Aqua), Beck, Paul Potts og mange flere.

Jazzen satte strøm til

Da trompetist-guden Miles Davis satte strøm til på ”Bitches Brew”, forenede han jazzen med impulser fra rock og funk, og varslede en fornyelse og kursændring, der fik langtrækkende betydning. 

Det hed jazzbeat, jazzrock og fusion og det gav os grupper som Weather Report, Return to Forever, Herbie Hancocks Headhunters og John McLaughlins band Mahavishnu, der kombinerede jazz, rock og indisk musik på ”Birds of Fire”.

Det var ofte navne, der tidligere havde spillet med Miles, der nu satte fart i 70’ernes fusionscene.

Pianister som Chick Corea og Herbie Hancock, saxofonisten Wayne Shorter og trommeslager Tony Williams var med til at tegne billedet, men også en pianist som Keith Jarrett placerede sig centralt med sit skandinaviske samarbejde med saxofonisten Jan Garbarek, udmøntet i album som ”Belonging” og ”My Song”.

Også herhjemme gik der jazz/beat, jazzrock og hvad det nu hed i den danske jazzscene. Med navne som Blue Sun, Buki-Yamas, Palle Mikkelborg ”Entrance” og i det nordjyske udgav gruppen Coma deres første lp, ”Financial Tycoon” (1977).

Tyrkerpunk, kaldte de selv musikken og bandet talte bl.a. saxofonisten Jakob Mygind (senere New Jungle Orchestra), trommeslager Klaus Thrane (Lars Lilholt) og guitaristen Viggo Steincke. Se Multi Maren annoncen herunder, hvor sanger Malthe Nielsen under en jam med Coma tilføjet mundharpespiller Poul Ewald fik skabt Rockmaskinen.

Multimaren

Ligesom i udlandet bød den danske jazzscene på mangfoldighed – lige fra bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen, som spillede med alle de store, også udenlandske navne som Oscar Peterson, til trommeslager Marilyn Mazurs kvindeband Primi Band.

Der var publikum til både traditionel jazz og mainstream, men samtidigt skete der en hel masse nyt og spændende på fusionsscenen. Og jazz-rockens fusionsmusik kunne du ofte høre på de samme steder, hvor der blev spillet rock.

I Aalborg på det hedengangne spillested ”Multi-Maren”, hvor der ikke herskede den i dag så udbredte genreforskrækkelse, så du gik lige gerne ind og høre svenske Egba, Dexter Gordon eller Dr. Dopojam, når de var i byen.

Mens vi skrev, hørte vi

Ingen rockartikler uden musik. Under skrivningen af dette har Bent Stenbakken hørt Keith Jarrett:”My song” og Patti Smith: “Twelve”, mens Max Melgaard hørte Little Feat: “Down on the farm” og Velvet Underground: “Loaded”.

Og husk nu: Journalistik koster penge at producere. Så tegn abonnement på kulturen nu. Det koster ikke alverden. Det koster det samme som en cigaret om dagen. En Spangsberg flødebolle om ugen. Et specialøl om måneden. Eller en rigtig god flaske Barolo én gang om året. Klik her: 

Tegn abonnement (kulturen.nu)