Den sorte musik bliver hvid

60’erne. Det er her det hele eksploderer i et tempo, som efterlader alle målløse. Ikke bare dem, som levede og var unge og med til det hele dengang. Eftertiden ryster også stadig på hovedet og spørger tit med ikke så lidt misundelse i stemmen: - Hvad skete der?

Det myldrede frem med bands og musikere, som stadig den dag i dag bliver spillet, hørt, sætter standarden og såmænd også stadig er aktive. Rolling Stones, Beatles, The Who, Beach Boys, Jimi Hendrix, Neil Young, Aretha Franklin, The Velvet Underground – du ved dem, som havde en guitarist ved navn Lou Reed. Og der var Jefferson Airplane, som du ser på det store billede over artiklen. Lige der spiller de på Woodstock.

Plus ikke at forglemme Onkel Bob fra Amerika, den guitarspillende folkesanger Robert Allen Zimmerman, opvokset i minebyen Hibbing, der inspireret af digteren Dylan Thomas, ændrede sit jødiske navn til Bob Dylan. Ham vender vi tilbage til lidt senere, for vi skal lige se på, hvordan det så ud i samfundet og ikke bare samfundet, men hele verden dengang.

Vietnamkrigen

Der var kold krig, atombombetruslen, Vietnamkrig, fredsmarcher og i USA kæmpede de sorte – afroamerikanerne – for lige borgerrettigheder. I 1961 blev muren – altså MUREN – mellem øst og vest i Tyskland vest bygget og tvangsdelte koldkrigsagtig storbyen Berlin i de næste 28 år.  DDR ville holde på sine borgere, og mange blev skudt, når de prøvede at flygte til Vesten.

Muren blev både et symbol og skærpede tonen mellem USA og Sovjetunionen. Modstanden mod Vietnamkrigen voksede ikke bare blandt den amerikanske befolkning, men også kloden rundt.

Martin Luther King blev skudt, John F. Kennedy blev skudt, og protesten tog form af et antiautoritært oprør: Ungdomsoprøret der fra midt 60-erne og sådan cirka 10 år frem tog afstand fra alkens borgerlige normer, forbrugsvanvid og militær.

Beatles og Bob

Frigjorte bryster, fri musik og nej til krig i alle dens former - især Vietnamkrig. Hippier overalt på kloden talte om og dyrkede fred og kærlighed, peace, love and understanding. En utopisk, verdensomspændende strømning, der lånte og fik holdninger, meninger og skyts fra – du har gættet det – musikken.

Centralt i perioden stod The Beatles og ikke mindst Bob Dylan, der nærmest blev betragtet som 60’er generations talsmand med svar på alt.

En rolle den i dag 80-årige hadede og fik lagt markant afstand til, da han på Newport Folk Festival i 1965, satte strøm til sammen med Paul Butterfield Blues Band og spillede elektrisk rock, så folkesangeren Pete Seeger var lige ved at hugge strømkablerne over.

Blowin’in the wind

Men indtil da var det gået meget godt med ”Blowin’ In The Wind”, ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall” og ”Master Of War”, og så pludselig vrængede han af det hele på albummet ”Highway 61 Revisited” – ”how does it feel to be on your own, with no direction home”.

Og der var The Beatles, der lagde ud med naive kærlighedssange om at holde hånd og ”she loves you, yeah, yeah, yeah”, men snart med gruppens grundlægger John Lennon – oprindelig hed gruppen The Quarrymen (blandt andet) – i spidsen drejede sangene i en anden retning, hvor det handlede om stoffer, personlige problemer samt politiske og spirituelle emner.

Mesterværket ”Sgt. Peppers  Lonely Hearts Club Band” fra 1967 er nyskabende på et niveau, som sikrede albummet førstepladsen på både den engelske og amerikanske hitliste.

Et langt brev fra en ven

Pladerne dengang var som at modtage et langt brev fra en gammel ven. Sådan har vor egen sangskriver Niels Skousen omtalt perioden. Og herhjemme begyndte beatscenen og folkemusikken at spire. Med Cæsar og Povl Dissing men også pigtrådsbands som det hed dengang – Peter Belli og Beefeaters - men længere fremme også navne som Steppeulvene, Savage Rose, Alrune Rod og Burnin’ Red Ivanhoe.

Dengang i midt 60-erne blev du ofte spurgt, om du var fan af Rolling Stones eller Beatles. Stones var de frække, uartige og mere langhårede end de velfriserede gulvmopper i The Beatles.

Stones var saftig blues. Sort blues viste det sig, når du tjekkede numrene ud på deres første lp-er og fandt ud af, at de var krediteret en vis McKinley Morganfield.

Bag navnet gemte sig Muddy Waters, bluesguitarist og sanger, der lang tid, før Stones og for den sags skyld også Eric Clapton, hittede på de sorte radiostationer med numre som ”I Can’t Be Satisfied” og ”Hoochie Cochiee Man”

Stones havde såmænd også nuppet deres bandnavn fra en Muddy Waters sang, og de britiske bands overtog markedet der i midt-60erne og eksporterede oven i købet deres kopier af amerikansk rock og rhytm’n’blues til musikkens eget hjemland, USA.

Soul

Men der var også anden sort musik ”over there" – det var Motown og Stevie Wonder, der var soulens Otis Redding, Aretha Franklin og den eksplosive James Brown.

Al sammen var det musik, folk, pop, protestsang og soul, som skabte lyden og baggrundstæppet for ungdomsoprørets kultur og opgør.

Og midt i det hele var der Velvet Underground, der med den kyniske førstestemme Lou Reed ikke gav meget for tidens flower power idyl og psykedeliske trip, men sang om heroinmisbrug og om at stå på gaden abstinensrystende og vente på sin pusher.

Det band og de sange tog forskud på noget, som kom i 70’erne – David Bowie, Roxy Music og ja Lou Reed selv da han gik solo. Bowie kigger vi på i næste afsnit.

Men hvad skete der i selve 1960?

Vi springer 10 år frem i hvert kapitel af denne historie. Så hvor vi i går fortale om 1950 – med afstikkere til 50’erne, er turen i dag kommet til 1960. Afstikkerne er beskrevet ovenfor.

Der er sket meget på de 10 år. Men 1960 er nu heller ikke helt kedelig. I januar melder en knægt ved navn Stu Sutcliffe sig ind i et band, der hedder Johnny and the Moondogs lige i de dage. De havde tidligere heddet Quarrymen.

Hans livs dummeste beslutning - økonomisk set - er måske at forlade bandet lidt senere, da det hedder The Beatles. Det er under det navn, bandet debuterer 17. august 1960.  Altså som selvstændigt orkester.

Allerede i maj var de backing for Johnny Gentle ved en stribe koncerter i Scotland. På det tidspunkt lystrede de navnet The Silver Beetles.  Men den der 17. august er en skelsættende dato i musikken. Da gik The Fab Four på scenen i Hamburg for første gang.

Og de var fem på scenen…

De fik præcis 10 år på rockscenen. Så gik de hver til sit.

Sergent Presley

Tilbage i januar 1960 blev Elvis Presley forfremmet til sergent, og to måneder senere skal han ikke længere være udstationeret i Vesttyskland for den amerikanske hær. Og så vælter Elvis verden med ”Love me tender” og ”Are you lonesome tonight”. Jo Presley får for alvor fat – igen - efter sin militærtjeneste.

Der kom også en ny dans dette år: Twist. Det var Chubby Checker, der lagde musik dertil med ”The Twist”.

”Save the last dance for me” er også en af årets melodier. Indspillet af The Drifters.

4. april fortæller RCA Victor Company, at de nu også vil udsende deres singleplader i stereo. Det er – naturligvis – Elvis der også bliver den første i stereo på singleplade. Det bliver med sangen ”Stuck on you”. Tjah – måske er det der stereo alligevel kommet for at bliver. Men lad os nu se de kommende år.

Jørgen Ingmann spiller Apache

1960 er naturligvis bygget på et skelet af 50’erne. Det vil sige, at folk nu har lært at elske sange som ”Johnny B. Goode” (Chuck Berry), ”Jailhouse rock” (Elvis), ”Rock around the clock” (Bill Haley), ”Tutti frutti” (Little Richard).

Det er disse byggesten, der skaber musikken i 1960.

Og hvem kan vi huske fra dengang?
Jørgen Ingmann – men også The Shadows – spille Apache. Lige der blev markedet delt: Shadows solgte nummeret til englænderne, og Ingmann til amerikanerne året efter.

14-årige Young stifter et band

Bandet The Jades bliver også grundlagt i 1960. Og hvad så, tænker du måske. Når vi så tilføjer, at det var en 14-årig dreng der stiftede orkestret sammen med ligeledes 14-årige Ken Koblun på bas, så insisterer du sikkert stadig på at tænke: Og hvad så! Men knægten med guitaren hed og hedder Neil Young.

Joan Baez slog også igennem i 1960.

Der var også ting, der aldrig overlevede 1960. For eksempel 78’eren. 1960 blev det sidste år, hvor der blev udgivet en grammofonplade på det klassiske format med 78 omdrejninger i minuttet. Nu skulle pladespillerne snurre med 45 eller 33 omdrejninger i minuttet.

Og jazzen kort

60’erne var på mange måder, hvor jazzen også herhjemme for alvor i sin nyere form, bebop og freejazz, ligesom klassisk musik blev løsrevet fra samfundet. Det var lytte og ikke dansemusik. Den traditionelle jazz, New Orleans blev dog stadigt dyrket i talrige lokale klubber over hele landet. East Park River, hed den i Aalborg.

Den traditionelle jazz var i begyndelsen 60’erne stadig ungdommens dansemusik, og det var i de mange jazzklubber, at de unge mødte hinanden. Ofte spillede lokale amatørbands også her, men der var også landsdækkende orkestre. Papa Bue’s Viking Jazz Band var et af dem og solgte i 1960 en million eksemplarer af singlen ”Schlafe mein Prinzchen”.

Men det var også i 60’erne at de amerikanske jazzmusikere kom til Danmark. På flugt fra racisme og diskrimination. De fleste slog sig ned i København, tenorsaxofonisten Dexter Gordon, 1962, pianisten Kenny Drew, 1964, tenorsaxofonisten Ben Webster, 1965 (foto ovenfor). For at nævne tre markante.

Musikere på et niveau og med et håndelag, der både løftede den danske scene og de danske musikere. Især omkring det københavnske spillested Montmartre, men også på landets øvrige jazzscener.

Det var de amerikanske tilflyttere, der fik sat fokus på København som jazzby og gjorde den til det, som blev kaldt Europas jazzcentrum. 

Ingen rock-artikler uden musik i højttalerne

Under skrivningen af denne artikel har Bent Stenbakken hørt Muddy Waters: ”Fathers and sons” og The Beatles: “Abbey Road”, mens Max Melgaard har hørt Grateful Dead: "Live/Dead" og The Byrds: "Fifth Dimension"

 

 

 

 

 

 

 

 

Og husk nu: Journalistik koster penge at producere. Så tegn abonnement på kulturen nu. Det koster ikke alverden. Det koster det samme som en cigaret om dagen. En Spangsberg flødebolle om ugen. Et specialøl om måneden. Eller en rigtig god flaske Barolo én gang om året. Klik her: 

Tegn abonnement (kulturen.nu)