Da musikken var sort: 1950'erne

Da musikken var sort …

Det bliver stort det her. Selv om vi sikkert også risikerer at få røven alvorligt på komedie, når vi i løbet af syvafsnit prøver at give jer rock-musikkens historie. Med afstikker til jazz og andet godt rytmisk.  Tegnet med nogle lange dristige strøg, men også med plads til småanekdoter og sidespring.

I dag fortæller vi om 1950 – og en lille smule om årene før og en del mere om resten af årtiet.

Rødder i Afrika

Rock havde dybe rødder ned i de sorte amerikaneres musik. Rhythm´n´blues, der blev spillet i Chicago og de andre amerikanske storbyer. Og dens rødder kan vi føre tilbage til de afrikanske slaver, som blev sejlet over havet for at slide sig ihjel i sydstaternes bomuldsmarker.

Det er musik med stærkt rytmisk drive, og improvisation foregår inden for en let genkendelig ramme, gerne med en forsanger, der er i dialog med kor eller et instrument. Call and response.

Du skal ikke have hørt meget blues for at genkende det mønster, AAB, hvor vers og omkvæd følges af og beriger hinanden.

– I’ve got a woman,

mean as she can be,

I’ve got a woman,

means as she can be,

some times I think,

she’s just as mean as me.

Rhythm´n´blues - og for den sags skyld den hvide amerikaners country – skildrede amerikansk hverdagsliv. Arbejderne – dem der knoklede i marken, på slagteriet eller i bilindustrien. Og samtidig beskrev de glæden ved at holde fri – festen, kvinden, sprutten og fortvivlelsen over ikke at være fri.

Ja kvinden. Det var mestendels en mandeting dengang. Det er det såmænd stadig, vil mange sikkert hævde.

A whop bop-a-lu a whop bam boo

”A whop bop-a-lu a whop bam boo” skreg den sorte Little Richard på singlen ”Tutti Frutti” (1956). Solgt i tre millioner eksemplarer. Svedig, sensuel og lige på -  markeret på andet og fjerde taktslag.

Det gik stærkt, og den lille pianist var ikke alene. Elvis Presley, Jerry Lee Lewis, Buddy Holly, Bill Haley, Roy Orbison og ikke mindst Chuck Berry fulgte efter og solgte, så pladeindustrien gned sig i øjnene, og forældre, lærere, præster og andre fornuftige chokeret talte om ”negermusik” og ”djævelens musik”.

Dengang blev sort musik, race records, ikke spillet på radiostationer, der havde hvide lyttere. Skiverne blev markedsført til afroamerikanere og bød på racemusik, afroamerikanske genrer, som blues, jazz og gospel. Men radioværter blev af og til bestukket for at gøre det alligevel. En enkelt af dem var Alan Fred, der var blevet betalt for at spille Chuck Berry.

Fred havde et radioprogram ”The Moondog’s Rock and Roll Party”, og der er dem, som mener at navnet rock´n´roll stammer herfra.

Vi er også nødt til at kigge på samfundsudviklingen, specielt hos storebror USA, hvis vi skal forstå, hvorfor den nye musik - som i virkeligheden var ældgammel afrikansk – bragede uimodståeligt igennem.

Opgangstider

Det var opgangstider oven på den store krig mod nazisternes Tyskland. Lønningerne steg, fremtiden så lys ud og de unge - det vi i dag kalder børn – skulle ikke ud og tjene deres egne penge og sørge for sig selv som 14-årige.

De blev hjemme, de gik i skole og fik uddannelse, og de havde penge. Penge, der ikke var øremærket til husleje og mad, men som kunne bruges på fornøjelser. På forbrug. På tøj – læs mode. På kultur – læs rock’n’roll.

Tænk biograffilm, tænk singleplader, tænk transistorradio, tænk burger og jeans, som vi kaldte cowboybukser, da de første landede i DK – alt sammen produkter målrettet mod teenagere.

Så både sorte og hvide overgav sig til den nye musik – rocken, kropslig og tempofyldt. Selvfølgelig udslettede den ikke country, pop og blues. Og der var stadigvæk plads til velpresset jazzpop med navne som Frank Sinatra og Nat King Cole. Lige som Tommy Steele og Cliff i det europæiske hvidvaskede den sorte musik, så næsten al sex og oprør var væk.

Chuck og Elvis vandt

Men på den lange bane var det Chuck Berry (billedet) og ikke mindst Elvis Presley, som vandt.

Elvis (1935-1977) mødte en gang i sommeren 1953 op i studiet hos Sam Phillips i Memphis for at indspille en single til sin mor. Er års tid senere er han tilbage for at indspille en countryballade, juni 1954. I en pause kaster han sig over en gammel blues ”That’s Allright Mama”, og den får derudad i højt tempo.

Han lød simpelthen sort, men var uomtvisteligt hvid, og når han  rullede med hofterne og vippede med det sorte hår, fik han teenagehjerterne til at banke. Elvis passede perfekt til tiden og kunne sælge den blues, som hvide radiostationer ikke ville spille.

50’erne startede med 1950

Men hvordan startede 1950’erne? De startede naturligvis med 1950. Og hvordan startede 1950? Det gjorde de med - Gud bedre det - ”Rudolf med den røde tud”.

Der er ikke meget hoftevrid og sex over den single. Men den dag i januar 1950 var verden heller ikke klar dertil. Endnu.

Men sangen bragede ind på de amerikanske hitlister 7. januar 1950. Den lå dog kun på førstepladsen en enkelt uge. Det var jo strengt taget også efter jul og hellig tre konger.

Musikken i det herrens år 1950 var temmelig friseret. Det kan godt ske, at der var en enkelt udgivelse fra året før -10. december 1949 - som var værd at lægge mærke til. Fats Domino udsendte ”Fat man”, der af mange blev betegnet som den først rock’n’roll-sang.

Men var det rigtig musik? Det var jo N-musik.

Ja kære læser, du ved godt, hvad N står for. Det er det der ord, vi ikke må sige i dag, selv om det er brugt længere oppe i teksten. Dengang i 1950 fandtes der dog ikke andre ord for folk med sort hud. I hvert fald ikke i Danmark.

Rock’n’roll var på ingen måde stået igennem i det herrens år 1950. En af de helt store dengang var Bing Crosby. Han sprøjtede den ene hitsingle ud efter den anden det år. Det skete på baggrund af en lang og solid karriere som både sanger og skuespiller. Allerede seks år tidligere havde han sat en Oscar på kaminhylden for bedste mandlige skuespiller.

Også Frank Sinatra finder vi på listen over de mange udgivelser i 1950.

Goodnight Irene

Længst tid som nummer 1 på hitlisten i 1950 finder vi ”Goodnight Irene”. Det nummer blev såmænd skrevet 17 år tidligere af Huddie Ledbetter – bedre kendt som Lead Belly. Men der i 1950 blev det et monsterhit med Gordon Jenkins og holdt sig i 13 uger på førstepladsen. Med andre ord: Den sang er lyden af 1950.

Hen over jul dette år var det ”Tennessee Waltz” der toppede.

Men med udgangen af 1950 blev mødommen sandelig også taget på musikken. I løbet de kommende år blev blæsere og violiner erstattet af helt andre rytmer og helt andre instrumenter. Rock’n’roll blev født. For der kom en hvid dreng ind i klassen.

Han havde mange fortrin: Han så godt ud. Han kunne synge. Og så kunne han vride kroppen på en måde, der ikke var set tidligere. I hvert fald ikke på den pæne musikscene.

Nok havde nege… - undskyld de sorte – rytmen. Men da Elvis greb fat i den, så blev det faktisk okay også for de hvide at lytte dertil.

Det vil sige: N-ordet hærgede stadig. Der blev set misbilligende til Elvis. Var han i grunden ikke blot en gadedreng i alt for stramme bukser? Bød han sig ikke bare til og gjorde sig lækker over for de kyske og uskyldige piger. Ja fristede han dem ikke over evne?

Gu' gjorde han så, og tak for det.

Født i 1950

Der var så en del musikere som absolut ikke havde indflydelse på musikken i 1950. Vi nævner lige i flæng: Billy Ocean, Joan Armatrading, Peter Gabriel, Karen Carpenter, David Cassidy, Peter Frampton, Stevie Wonder, Suzie Quatro, Kid Creol, Tom Petty, Agnetha Fältskog, Graham Parker med flere. De blev til gengæld alle født i år 1950.

Men der var jo også All that Jazz

Og lige inden vi runder af – så er der også jazzen og 50’erne var ikke noget stille årti for musikken, der også kan føre rødderne tilbage til de afrikanske slavers musik og smeltediglen New Orleans, hvor europæisk musik, folkemusik, working songs og meget andet blev blandet. Og de døbte barnet – Jazz!

Der i 50’erne forandrede jazzen sig markant. Fra at have været dansemusik, ofte spillet af bigbands med sangere, hvor der var noget både for øjet og fødderne, blev den nu mere elitær lyttemusik. Øret og intellektet før fødderne.

Bebop blev lanceret af navne som altsaxofonisten Charlie Parker, pianisten Thelonious Monk og trompetisten Dizzy Gillespie. Det lød vildt, springende ottendels- og sekstendelsnoder, hurtig rytme og synkopering – det skurrede i mange ører.

Især hvis du var til Louis Armstrong, swing og New Orleans. Bop var smalt, og da Charlie Parker døde i 1955, var han nærmest ukendt sammenlignet med Benny Goodman. I dag er det omvendt.

Og jazzens egen mester, Miles Davis indspillede ”Kind of Blue” (1959) med saxofonisterne Cannonball Aderley og John Coltrane og pianisten Bill Evans. Et stilskabende, ”klassisk” album, som er blevet nærlyttet lige siden af alle fordomsfri øren – tidløst som Mozart.

Ingen artikler uden musik

Denne artikel er skrevet under indflydelse af musik. Ved skrivningen har Bent Stenbakken lyttet til Chuck Berry: "Greatest hits" og Miles Davis: "Kind of Blue", mens Max Melgaard har lyttet til Bob Weir: "Blue Montain" (indspillet 2016, men er gammelmandsmusik) og Fats Domino: "The fat man sings". Så her er fire album vi anbefaler:

 

 

 

 

 

 

 

Og husk nu: Journalistik koster penge at producere. Så tegn abonnement på kulturen nu. Det koster ikke alverden. Det koster det samme som en cigaret om dagen. En Spangsberg flødebolle om ugen. Et specialøl om måneden. Eller en rigtig god flaske Barolo én gang om året. Klik her: 

Tegn abonnement (kulturen.nu)