Hvert efterår regredierer en forbavsende stor mængde danskere til den tilstand af jægere og samlere, som de ellers som art har forladt for flere tusinder år siden.
Personligt rækker hverken mine evner eller tilbøjeligheder til mere end lidt spontan plukning af brombær og hindbær langs skovstierne, men alligevel optager andre menneskers indsamling af svampe mig en del.
Jeg bærer rundt på en både kraftig og uværdig misundelse, næret af de svampe, de så ivrigt opsøger og putter ned i deres kurve. Selv spiser jeg gerne svampe, når de er sikkerhedstestede og er forvandlet til flødestuvede kantareller og anden smovs.
Men jeg er også fascineret af svampe.
Jeg ved ikke så meget om dem, og deri ligner jeg nok mange andre: Naturen omkring os har det skidt, og dybest set ved vi meget lidt om den. Vi interesserer os ikke for den, med mindre den er nuttet, er farlig eller kan spises.
Svampesamlere ved efterårstide
Efterår er svampetid. Det ved de fleste, og jeg har fået det bekræftet, når jeg gennem de seneste uger har besøgt skovstierne i mit område.
Ganske ofte møder jeg andre skovvandrere på stierne, udstyret med kurve, poser, knive og børster. Ofte smiler de venligt til mig, sådan friluftsmenneske til friluftsmenneske, og det er hyggeligt.
Samtidig ligger det tydeligt i luften, at vore veje hurtigt bør skilles igen. De er svampesamlere, og svampesamlere foretrækker at arbejde alene. Ikke fordi de mener, at skovens efterårspragt bedst lader sig nyde i ophøjet ensomhed.
Baggrunden er, at enhver svampejæger med respekt for sig selv har sine egne private og dybt hemmelige ”steder”, som de helst ikke deler med andre. Derfor ser man nødigt, at andre skovgæster klæber sig til en, og derved får kendskab til de lækre steder med de mange favoritsvampe.
Inkompetence, usikkerhed og angst
De kan jo ikke vide det, men jeg udgør slet ikke nogen fare for, at deres gode steder bliver udplyndret af andre end dem selv.
Min kompetence på området er så begrænset, at jeg stadig bliver usikker og fyldt med angst, når jeg forsøger at skelne en almindelig kantarel fra en almindelig orangekantarel. Og hvis det drejer sig om at kende en mælkehat fra en skægget en af slagsen får jeg sved på panden, og mine hænder kan begynde at ryste.
For mens den almindelige mælkehat er ’velsmagende’, er den skæggede ”svagt giftig og kan volde ubehag’. Jeg lader dem derfor alle stå. Køber mine kantareller i det lokale supermarked, og nøjes med forundret at betragte, hvordan min græsplæne invaderes af klynger af fløjlsfodet fladhat, der smovser løs på rodnettet fra mit afdøde kastanjetræ.
Hattene er angiveligt anvendelige i supper og sammenkogte retter, men jeg er stadig usikker på, om de virkelig er, hvad de udgiver sig for at være, og lader dem derfor stå og forfalde ude i efterårsregnen.
Plante, dyr eller noget for sig selv
Svampe udgør en stor gruppe levende organismer der kan opdeles i omkring 100.000 kendte og navngivne arter. I Danmark alene kender vi til 8000 arter.
Jeg er næppe den eneste der gik rundt og troede, at svampene ’sådan cirka’ er planter, men sådan forholder det sig ikke. I modsætning til planterne kan svampene ikke lave fotosyntese, og lever således, ligesom os, af at nedbryde organisk materiale til noget mere enkelt, de kan leve af.
Svampene kan gøre dette på to måder. Nogle arter nedbryder organisk materiale, der allerede er dødt. Andre arter, som man samlet kalder parasitterne, lever af levende planter og dyr.
Endelig er der ’symbiotikerne’, der ligesom parasitterne nok lever af levende planter eller dyr, men gør det på en så tilpas win-win agtig, bytteorienteret måde at forskerne har besluttet sig for, at de ikke ’snylter’, men derimod praktiserer symbiose.
Udover det med den manglende evne til fotosyntese, har svampene også proteinet kollagen til fælles med dyrene. Bundlinjen er, at forskerne har besluttet, at svampene hverken er dyr eller planter, selvom de mest ligner dyr. De udgør deres egen, helt selvstændige art.
Helt spooky bliver det når svampearter som f.eks. slimsvampene i løbet af deres livscyklus laver et ’cross over’, og på skift er både dyr (amøber, sværmere) og svampe (spordannende). Dygtige væsner !
Mit yndlingseksempel på den slags komplekse væsner er snyltekøllen, der i Amazonas junglen inficerer sagesløse fluer med sine sporer, og således erobrer kontrollen over deres bevidsthed, og får dem til at flyve til en anden del af junglen, der tilbyder optimale betingelser for snyltekøllens videre udbredelse.
Her dræber sporerne fluen, og spiser dens indre. Næret af dette måltid transformerer de sig til langstilkede paddehatte, der skyder op fra fluens ryg, og derefter spreder nye sporer, der flyver ud og inficerer nye fluer, osv. osv.
S1 og klodens fremtid
For godt 10 år siden fortalte forskerne os om S1, en næsten spritny svampehybrid, der for kun 500 år siden opstod mellem to eksisterende svampearter, og dermed dannede en ny trussel mod de kornarter de vælger at snylte på.
Lidt sensationsagtigt illustrerede videnskabsfolkene ’nyheden’ ved at fortælle, at denne artsmæssige knopskydning svarede til, at en ny art opstod gennem et intimt møde mellem et menneske og en orangutang. 
Så mens arter uddør i skræmmende mængde og med tilsvarende hastighed, sker der samtidig ting og sager, der yder uventede bidrag til biodiversitet på måder. som vi hverken ønsker eller måske er klar over.
For 6 millioner år siden rejste et væsen i det nuværende Tchad sig på bagbenene og spankulerede derefter oprejst omkring.
Om væsenet var resultatet af et både intimt og genialt møde mellem to nærtstående abearter eller af indtagelsen af sjove, lokale svampearter eller af noget helt tredje, får vi nok aldrig at vide.
Måske fik det bær-, frugt- og svampesamlende væsen samtidig øget sine muligheder for at overleve gennem jagt på andre arter og derved vænne sig til en livsstil, der over tid ville reducere biodiversiteten fatalt?
Mere opmuntrende viser eksemplet måske, at naturen udvikler sig og overlever på måder vi ikke kan forudse, og måske heller ikke kan kontrollere.