Sproget er elastisk, og ord kan forvandle sig. I dag handler det om at lave udsagnsord til navneord. Af ’ane’ kommer anelse, af ’fornemme’ fornemmelse, af ’læse’ kommer læsning og af ’fortælle’ fortælling. Man kan nemt fortsætte listen, for de er overalt, når man først får øje på dem.
På latin kalder man sådanne ord for verbalsubstantiver. Hvis man skal gøre karriere i et bureaukrati, skal man beherske dem, for det juridiske sprog er fuld af dem: hastighedsoverskridelse, eftersætning, anholdelse, domsafsigelse, lønindeholdelse.
I de fleste situationer kan det være lige præcis lige meget, om man konstruerer disse verbalsubstantiver med -ing eller med -else. Der er ingen forskel på, om man siger bevarelse eller bevaring, bearbejdelse eller bearbejdning og genoprettelse eller genopretning.
Men i nogle tilfælde findes kun den ene udgave. Man kan sige opbevaring, men ikke opbevarelse. Det hedder måling, ikke målelse, og på samme måde med betaling. Kun i en satirisk sammenhæng kan dette give mening (ikke menelse), og måske er der flere end klummeskriveren, der kommer i tanke om figuren Randi i "Jul på Vesterbro".
Og ligeså den anden vej: Udryddelse kan ikke hedde udrydning, anholdelse ikke anholdning og betegnelse ikke betegning. På svensk er det lidt anderledes, men det vender vi tilbage til.
Hver sin betydning
Endelig er der nogle få eksempler på, at begge udgaver af verbalsubstantivet findes, blot med hver sin betydning. Et godt eksempel kunne være de to ord, man kan lave af udsagnsordet fordybe. Hvis man siger ’fordybning’, mener man noget helt konkret, en bule nedad i en overflade. Hvis man derimod siger ’fordybelse’, tænker man på det mere abstrakte, den handling at fordybe sig i noget, at tage sig tid til at dykke ordentlig ned i det.
Følelse og føling er begge lavet af ’at føle’, og her er der samme forskel: Føling er konkret, sansebaseret, følelse er abstrakt, indre. Sådan er det bare ikke altid, for det tredje eksempel er udsagnsordet ’at stave’. Ud af det kan man lave ’stavning’, som i al sin enkelhed er det at stave, men man kan også lave ’stavelse’, som er de mindstedele af ordene, der fremkommer ved at dele dem efter antallet af selvlyde. Forskerne siger så, at ordet er blevet genstandsbetegnende frem for handlingsbetegnende.
Når vi kan vælge relativt frit mellem -ing og -else, skyldes det sproghistorien. Endelsen -ing er den normale, nordiske måde at lave velbalsubstantiver på, mens endelsen -else er lånt fra nedertysk. Deraf kommer det, at vi fortsat laver ord i massevis med -ing, men ingen med -else. Inspicering, koordinering, transmittering.
Frit valg
Alle de ord er fremmedord, og derfor har man frit valg og kan også bruge deres latinske former: inspektion, koordination og transmission. I sådanne tilfælde er der også kun sjældent betydningsforskelle. Er ’isolation’ og ’isolering’ helt det samme, f.eks.?
Men tilbage til Sverige. Svenskerne har været udsat for præcis samme påvirkning fra det nedertyske og har derfor også en mængde ord med endelsen -else. Men det ser ud til, at de har været mindre påvirket sydfra, for de har færre af dem. De siger ’beskrivning’ for beskrivelse, ’fortsättning’ for fortsættelse og ’ledning’ for ledelse. ’Mottagning’ for modtagelse, ’renhålning’ for renholdelse og ’övning’ for øvelse. Blandt de kendte kan også være ’beteckning’ for betegnelse, ’uppfatning’ for opfattelse og ’översättning’ for oversættelse.
Men man skal lede længe for at finde eksempler på, at svenskerne har indført -else i stedet for -ing. De siger ’underrättelse’ for underretning og ’berättelse’ for beretning, og så er det ved at være sagt.
Men når man lukker ørerne op i Sverige, kan man godt blive ’en aning’ forvirret, når man ikke med det samme får den rigtige ’uppfattning’ af en ’berättelse’.