Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå. Money, money, money, could be funny, it’s a rich man’s world. Åh, de penge, ja de penge, er til bekymring for gammel og for ung.
Man kan have mange, men det er svært at få nok. Penge er faktisk en ret moderne opfindelse, og på dansk er de altid flertal.
Man kan prøve sig frem: ’en peng, pengen, flere penge, alle pengene’. Penge er flertal, de findes ikke i ental. Hvis man kun har én mønt eller én seddel, siger man det: En tyver, en hund eller hvad det er.
På engelsk er det lige modsat. Det vil være en stor fejl at sige, at man har ’many monies’. Money er ental og kan ikke sættes i flertal, uanset at selve ordet kommer af det samme som moneter. Det hedder a lot of money og some money.
Så penge forekommer ikke i ental og money ikke i flertal. Penge er på den måde et ufuldstændigt navneord i det danske ordforråd, for det findes ikke i ental.
Det er money også i det engelske, bare modsat: det er uden flertal. Hvis man spørger en grammatiker, siger han, at ord uden flertal er utællelige. Sådan nogle har vi også på dansk, ja faktisk temmelig mange.
Man kan have sand, men uanset hvor meget, man har, er det blot sand/sandet. Sandene giver ikke rigtig mening. Sådan er mange naturfænomener utællelige, vi nævner i flæng blæst, krat, larm, luft, mørke, regn, sne, søvn, tåge, vind.
Disse fænomener er der ikke mange af, men meget af. Der kan falde meget regn eller meget sne, men falder der hagl, tæller vi pludselig igen, for så er der tale om mange hagl.
Råstoffer kan heller ikke tælles, f.eks. metaller som guld, sølv og bronze, krudt og for øvrigt også ukrudt. Det samme gælder nogle nærings- og nydelsesmidler som sukker, kaffe, vand og mælk, og så er der de øvrige: blod, vin, musik, tøj og utøj. Listen er ikke fuldstændig.
Nogle gange kommer der alligevel brud på logikken, når man bestiller ’to kaffe’ eller ’tre vand’, men så underforstår man nok kopper eller flasker, som jo sagtens kan tælles.
Enkelte ord er tvetydige. Vold er vold og kan ikke tælles, når det drejer sig om fysiske overgreb, mens vold i betydningen dige forholder sig anderledes, for der kan godt være mange volde i et anlæg.
Men ligesom med penge er der også en lille gruppe af ord, der ikke rigtig giver mening i ental. Det er nogle gange besværligt, men sådan har sproget altså ordnet det.
Man taler f.eks. om søskende, men hvis der kun er én, siger man søster eller bror. Samme med forældre, som også udspecificeres, hvis der kun er tale om den ene af dem, mor eller far.
Bukser er flertal, i al fald i daglig tale. Hvem har bukserne på? De bukser er der godt nok svaj i. Kun i fagsprog kan man høre en herreekviperingsekspedient tale om ’en buks, der klæ’r Dem’. Mæslinger kan heller ikke forekomme uden hinanden, og ville man tale om ’en skoldkop’? Næppe, de kommer i flok.
Det gør tropper også. Hvis man taler om trop i ental – og det kan man godt – er der nok tale om nogle spejdere eller bare et selskab, der ankommer i ’samlet trop’.
Men om soldater bruges det ikke, for trop er ikke længere en veldefineret enhed (som f.eks. deling eller regiment).
Det sidste eksempel er ’løjer’, til nytår, karneval eller bare i festligt lag. Sådanne løjer lader sig også kun opdrive som flere ad gangen, løjer er flokdyr, man kan ikke have ’et løj’.
På det seneste er der dog set kreative nydannelser i dette spørgsmål. Hvis man i skolesammenhæng bestræber sig på at undgå at angive forældres køn, men kun behøver den ene af forældrene, f.eks. Så kan man møde entalsformen ’en forælder’.
Også de utællelige ord er hørt i nye sammenhænge. Traditionelt set er værktøj utælleligt, man taler om så og så mange stykker værktøj.
Men i moderne administratorsprog er det blevet almindeligt at bruge billedet ’værktøjskasse’ om de greb og handlemuligheder, man har i den enkelte situation. Derfor kan man nu møde ’værktøjer’ i flertal: En leder skal vælge, hvilke værktøjer han vil tage i anvendelse.
Det er også muligt at bruge ordet personale i flertal. I gamle dage ville ’personaler’ betyde, at man talte om personalet på forskellige arbejdspladser.
Nu kan men møde det i betydningen ’ansatte’ eller ’medarbejdere’. Man kan sige, at en institution mangler mange ’personaler’ på grund af sygdom.
For nylig i P1 hørte jeg så den seneste. Det handlede om folkeskolen, som skal samarbejde med mange forskellige parter.
Der er skole-hjem-samarbejde, der er samarbejde med forvaltningen og det politiske niveau, og så er der på det seneste også tale om samarbejde med det private erhvervsliv og andre aktører uden for skolens normale horisont.
Om disse relationer sagde den indkaldte ekspert så, at skolerne måtte indgå i mange samarbejder. Ja, jeg tror endda, han talte om at få ’mange samarbejder op at stå’. Det er lige før, begrebet har fået sjæl og ben og begynder at gå.
Om lidt kan de der samarbejder nok løbe.