Skip to main content
Kulturklumme

Kan Fjerritslev redde kulturen?

Næsten samtidig med at Taleban indtog Kabul, fik vi ny kulturminister herhjemme. Roskilde-borgmester Joy Mogensen, tiltrådt 27. juni 2019, blev afløst af Ane Halsboe-Jørgensen.

Født i Fjerritslev, 38 år, sproglig student fra Fjerritslev Gymnasium, uddannet Cand.scient.pol, tidligere LO-konsulent, folketingsmedlem siden 2011, skiftede nu jobbet som uddannelses- og forskningsminister ud med kirke og kultur.

Forgænger Joy var kørt træt, beskyldt for ikke at have kæmpet nok for kulturlivet under coronakrisen, og gravid igen, ville hun nu ikke mere.

Kritikken var også hård ind i mellem. ”Der har ikke været meget Joy i det danske kulturliv de sidste halvandet år”, var bare et enkelt af mange kritiske udsagn. Og den Vodskov-fødte sangskriver Annika Aakjær begyndte at spille bold på scenen lige før sit sidste nummer.

For så var det ikke længere musik, men fodbold vi var til, og så gjaldt andre regler, og vi måtte godt stå op og klappe og huje. Lige som de gjorde på stadion.

Så nu er det spændende, hvad Fjerritslev-pigen kan gøre for kulturen?

For næsten to år med nedlukning, oplukning, nedlukning igen og herefter vilkårlige og uforudsigelige sognenedlukninger har presset kulturlivet i bund. Ikke bare de store, institutionerne, museer, teatre, biografer og spillesteder – men især kunstnerne har måttet klare sig med meget små eller slet ingen penge.

De, som skal levere kulturen i form af musik, teater, litteratur og kunst har for alvor mærket, hvad der sker, når det ikke længere er muligt at få et liv som kunstner til at hænge sammen. Når indtægtskilderne tørrer ud.

Et eksempel. Rigtig mange musikere lever rent faktisk for under 10.000 kr. om måneden. Men klarer sig alligevel. Bor i et kolonihavehus, supplerer med arbejde som chauffør eller timelærer. Har måske en samlever, der har et fast job.

Men tjente du under 10.000 kr. kunne du ikke få støtte for tabt arbejdsfortjeneste. For så bliver dit arbejde som musiker betragtet som hobbyvirksomhed. Ligesom du kun kunne få støtte, hvis du kunne dokumentere, at du havde aflyste spillejobs.

Men hvem vil hyre et band eller en musiker, når du ikke vidste, hvor mange du fik lov til at sælge billet til?

Statsminister Mette Frederiksen, datter af typograf Flemming Frederiksen, Aalborg Stiftstidende, har sikkert gjort et klogt valg i at udpege en kulturminister med rødder i det nordjyske.

Kulturområdet har været forsømt, og netop corona-nedlukningen har også givet grobund for en heftig populistisk debat – bl.a. ført af socialdemokrater som Henrik Saas Larsen og Kaare Dybvad, der tog afstand fra finkultur og det elitære og gik ind for noget mere folkeligt.

Du ved frikadeller, fodbold og fadbamser til festivaler, hvor musikken så kan få lov at optræde som baggrundstæppe.

Men statsminister Mette ved godt at først venter et kommunalvalg, senere om små to år et ditto folketings, og det ville være uheldigt at lade kulturlivet strande helt til i uvirksom laden stå til.

Halsboe-Jørgensen har ingen særlig erfaring på området, og torsdag deltog hun i åbningen af Kulturmødet på Mors. For første gang ude i en større offentlighed og kunne forklare sig, hvor hun uden at love økonomisk støtte stod for nogle forfriskende synspunkter.

Nysgerrig er hun på, hvad der venter hende. Blandt andet to pligtopgaver. At se hvad hun kan gøre for de økonomisk trængte museer, der døjer med færre publikummer og svigtende indtægter.

Og så er medieaftalen, der igen og igen er blevet skudt til hjørne, mens medierne styrtbløder økonomisk, og Facebook og Google flødeskummer alle annoncekronerne, så vi til sidst risikerer at ende i en medieørken. Umælende lam, nemme ofre for fake-news.

Men i sit kultursyn skelner kulturminister Ane ikke mellem folkelig og elitær. Men går ind for nysgerrighed. Ser kulturen som en kraft, der kan samle os – ved både at udfordre os, danne os og gøre os til hele mennesker.

Ekstra penge kan hun ikke love, men vil gerne støtte lokale initiativer. Hvis noget blomster op lokalt, skal det have muligheder.

Så kære Ane.

Her har du et bud, på noget, vi her på sitet kulturen.nu gerne så blomstre lokalt i det nordjyske. Et kulturprojekt ”Stenbunden”, som vi forsøger at finde både offentlige og private investorer til.

Nordjylland er fyldt med større og mindre kendte lokaliteter – fra Råbjerg Mile i nord til Thingbæk Kalkminer i syd, fra de sorte huse i Agger til saltsyderiet på Læsø.

Alle har de en historie, både kulturelt og erhvervsmæssigt, som trænger til at blive fortalt og omformet til et kunstnerisk udtryk- det være sig i form af ord, musik, teater eller kunst.

Den stedbundne lokalitet kan give basis for stedfunden kunst.

Under overskriften ”Stedbunden – 12 nordjyske lokaliteter får deres eget kunstneriske udtryk” vil vi i løbet af et år besøge de 11 nordjyske kommuner og her skal kunstnere, musikere, teaterfolk og ordfolk lade sig inspirere af et bestemt sted. En bygning, en oldtidshøj, en udsigt – og med dette som udgangspunkt skabe ny originale kunst.

De nordjyske kommuner omfatter: Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Mors, Rebild, Vesthimmerland, Mariager Fjord og Aalborg – den sidste får to besøg, så det passer med et årsrul.

Med et nyt kunstnerisk produkt for hver måned.

Produktet vil både blive præsenteret lokalt og på sitet www.kulturen.nu – ligesom det er planer at etablerer et nyt site for kunstnerne - stedfunden.dk.

Dette site vil efter et års tid stadig stå åben både for de deltagende kunstnere og nye vækstlagskunstnere, som en gratis platform, hvor ord, musik, installation med videre kan nå ud til en større offentlighed.

På den måde vil ”Stedbunden – 12 nordjyske lokaliteter får deres eget kunstnerisk udtryk” kunne danne grundlag for ny kunstnerisk produktion – bundet til stedet, men også - efter research og undersøgelse - ny stedfunden kultur.

Der både kan gøre opmærksom på det særegne nordjyske og samtidig bearbejde det og give det nyskabende kunstnerisk form.

Så kære Ane, vi er et fattigt Nordjylland uden kultur – så giver du ikke et ring, så vi kan få en snak og en hjælpende hånd til det nordjyske kulturliv?

Foto øverst, Bent Stenbakken - Lars Horn.

 

Arkiv