Der er noget mærkeligt ved navnene på de politiske partier.
I dansk sammenhæng kan man more sig over nogle borgerlige, der kalder sig ’nye’, eller man kan se overbærende på betegnelsen ’enheds’-listen.
I al fald hvis man er gammel nok til at huske 1970’erne, hvor venstrefløjen bestemt ikke var enig med sig selv. Der er også et vist falmet skær over betegnelsen ’radikal’.
Ordet har sine rødder i det latinske radix (rod) og skulle forestille at gå i dybden, men partiet er vel nærmest kendt for det modsatte. Det mærkeligste navn har dog nok det tidligere så store parti ’Venstre’.
Venstreorienteret, hedder det ellers, venstrefløjen, venstredrejet, venstresnoet.
Revolutionen sad til venstre
Alle de politiske ord for varianter af socialismen stammer fra den franske revolution, hvor forsamlingen satte sig sådan, at de mest radikale, revolutionære og konsekvent nytænkende blev til gauche (venstre), mens de mere moderate, forsigtige eller decideret systembevarende kom til at hedde droite (højre).
Dette system er altså fra den borgerlige revolutions tid, men vi kopierede det efter vores ’revolution’ med grundloven af 1849. Modsætningerne skærpedes i provisorietidens forfatningskamp.
Bønderne ville have forandringer og blev derfor betegnet ’venstre’, mens de konservative efter samme logik blev til ’højre’. Partiet Højre blev til Det konservative folkeparti i 1915, men bondepartiet var mere konservativt.
De beholdt navnet ’venstre’ og bruger det endnu. Svært navn at skifte ud, og svært navn at forklare udlændinge.
Tendensen er international, selv om man i lande med to-parti-system roder på andre måder.
En demokrat i USA kan skiftevis blive kaldt leftist eller liberal. Fra et dansk udsigtspunkt er det jo en noget forvirrende terminologi og i parentes bemærket nok også en rimelig stor politisk bredde at skræve over.
Er der flere partier, kan fløjbetegnelserne spilles ud mod hinanden.
Et mindre centrumparti i Sydafrika brugte i 1990’erne uden større succes dette slogan: If you vote left, nothing will be right, if you vote right, nothing will be left.
Venstrehåndet er forkert
Men man kan godt undre sig over højre-venstre-betegnelserne i det hele taget. I de indoeuropæiske sprog er der en entydig tendens til, at højre foretrækkes for venstre.
Klummeskriverens far blev i skolen tvunget til at lære sig at skrive med højre hånd, men hvis han skulle banke et genstridigt søm i, kom hammeren over i venstre.
Venstrehåndede har tidligere følt sig overset, og selv i dag findes der lister på nettet, der fremhæver berømte venstrehåndede som f.eks. Leonardo da Vinci (der skrev spejlvendt), Barack Obama eller Aristoteles.
For højre har altid været det bedste: Right betyder ret, rigtig, lige, recht ligeså. På fransk er det droite med bibetydninger som f.eks. rank, oprejst, retsindig, retfærdig, oprigtig eller redelig.
På spansk siger man derecho, portugisisk direita med nogle af de samme betydninger. Oprindelsen er det latinske directa (direkte), en form af et udsagnsord, der betyder at styre eller dirigere.
Alt sammen plusord, og det gælder også den italienske variant, der også kommer fra latin: Destra er fra dexter, og det betyder alt muligt positivt: behændig, snild, dygtig, gunstig, positiv. Dexterity på engelsk er behændighed, fremmedordet ambidekstral betyder, at man kan bruge begge hænder lige godt.
Kejtet, ubehændig og dum
De modsatte betegnelser for den sekundære hånd antyder næsten alle sammen noget negativt. Det tyske links kender vi som låneord om modsat gevind, men associationerne er i retning af kejtet, akkurat som man sagde på gammelt dansk: kejt-håndet.
Linken betyder at snyde, tage ved næsen. Ret og vrang hedder på tysk recht und link, og det danske vrang er også negativt. Man kan vrænge, og det er ikke pænt.
Det kommer af et vride-verbum, og det forvredne hedder jo også stadig på det germanske sprog engelsk wrong. Gauche på fransk signalerer kejtet, kluntet, klodset eller vindskæv, ja det findes endda som verbum. Gauchir bruger man om, når træ slår sig.
På spansk bruger man om venstre det underlige ord izquierda. Det viser sig at være baskisk. Esku er hånd og kerros et keltisk(?) ord, der betyder snoet/vredet eller dum eller ubehændig.
På spansk kan man endda bruge et verbum som izquierdear, som betegner at gå vild, at afvige fra fornuft eller retfærdighed. Izquierda kan enkelte gange oversættes skurkagtig.
Men på latin er det jo ikke bedre, for modsætningen til dexter er sinister og/eller laevus, og begge betegnelser rummer en del negative betydninger.
I betegnelsen laevus ligger ikke spor overraskende både kejtet, ubehændig, dum og fjollet, mens sinister er mere truende, kejtet, ja, men også ugunstig, ufordelagtig eller slem.
Englænderne har lånt ordet i betydningen mørk og truende, ja uheldsvanger. Sandsynligvis stammer det truende i sinister fra det faktum, at varsler fra venstre var uheldige. De varslede ilde, de var infavorable, skadelige, katastrofale.
På dansk er højre også det bedre. Det har ikke noget med høj at gøre, det er i familie med det oldnordiske hægr, der betyder bekvem, passende. Man finder spor af den stamme i så forskellige ord som be-hage, bohave og hynde. Højre hånd er altså den mere passende, den bekvemmere.
Højre er ret, rigtig, lige, rank, behændig, snild, dygtig, gunstig, behagelig. Alt det rigtige er samlet der, så måske har de venstrehåndede en sag.
De kan ’have ret’, som vi siger på dansk. Hvad har det skæve da gjort, siden det skal være så forkert?