Så starter børnene igen i skolen. Det er den tid på året, og da vi alle sammen har prøvet første skoledag adskillige gange, får vi uvilkårligt billeder ind på nethinden. Hvor det var, hvem man mødte for første gang, hvilken taske og hvilken lærer.
Lige i denne uge er der nyhedsoverskrifter, der passer godt på skolestarten. Dels har SF meldt sig ud af folkeskoleforliget, så skolepolitik kan måske gå hen og blive en del af den kommende valgkamp.
Dels er der nogle kommuner, der har problemer med datasikkerheden, fordi de bruger Chromebooks i undervisningen. Og hvem ved, om oplysninger om eleverne kan ende på forkerte hænder?
Her i sprogklummen pakker vi også skoletasken for at se på, hvordan vi snakker om skolen. Hvad er det, de små pus går i gang med? For nogle er det et stort skridt at komme i skole. Man bliver udstyret med en ny identitet som ’skoleelev’.
Ordet elev har vi fra fransk, élève, og det er forbundet med ordet for at opdrage, élever. Den ordrette betydning er at ’løfte’, som jo er det, opdragelse går ud på.
Man skal løftes fra barn til voksen, fra umyndig til borger, fra dum til dannet, eller måske bedre: fra udannet til veltalende. Den, der løfter, er en elevator, og sådan en skulle skolen gerne være.
Og hvad skal de så lære? Ja, spørger man de små, er de sjældent i tvivl: Det handler om bogstaver og om at lære at læse og skrive. Den tærskel er afgørende for ens egen udvikling og for den måde, man senere indgår i det folkelige fællesskab på.
At læse og skrive er opgaven, for ellers kan man ikke blive en aktiv del af skriftsamfundet. Det er også derfor, et pennalhus hører med til den basale udrustning.
Med pennalhuset er vi langt tilbage i tiden. Der ligger nok ikke længere nogen pen i den – det skulle da lige være en filtpen, men fyldepenne er fortid, og kuglepenne anbefales ikke.
Penna er latin og betyder en fjer. Sådan et skriveredskab er vanskeligt at have i de moderne pennalhuse, men fjeren er grunden til, at huset egentlig staves med to n’er (selv om man godt må nøjes med et).
I klummeskriverens tid var hovedværktøjet en blyant. Den er godt nok ikke lavet af bly, men af ’bly-erts’, nemlig grafit. Bly hedder det oprindelig på grund af farvenuancen blå, men i vore dage er en enkelt farve ikke nok.
Farve hedder på græsk chroma, deraf Chromebook, farvebogen.
Men blyanten og dens grafitstriber på papiret havde den gode egenskab, at man kunne viske ud. Derfor ligger der stadig viskelæder i pennalhusene, og nogle elever samler så mange stykker sammen, at de aldrig får brug for dem alle.
Viske ud er at stryge væk, gerne med kviste, så gamle dages suppe-visk giver et godt billede af processen. Sådan kan man fjerne bogstaver i sne og sand eller andre bløde overflader, men nutidens digitale spor retter vi i uden den slags redskaber. Vi bruger ikke engang slette-lak mere, vi fortryder bare indtastningen.
Der ligger måske også en lineal i huset. Den skal rette stregerne ud, så de bliver lineære, så grafitsporet bliver en linje. Langt ude er sådan en ’linje’ i familie med det gamle ord for hør, nemlig lin, heraf linned.
Man brugte snore at skrive efter i de gamle håndskrevne bøger i middelalderen, før bogtrykket var opfundet. Simpelthen en udspændt snor, ligesom murere bruger en rettesnor at rette ind efter, når der mures manuelt.
Foruden læsning og skrivning skal de nye elever også lære at regne. To plus to giver fire. Regnesproget er latin. Det kan man se ved at regne regnearterne op.
Man kan lægge til (latin: ad og dare giver addere, at give oveni eller altså lægge til), man kan trække fra (latin: trække hedder trahere og væk sub, subtrahere).
Og senere kommer de lidt sværere funktioner. Gange hedder multiplicere (multi er mange og plicare er at folde), mens det at dele hedder dividere (også latin). Addition, subtraktion, multiplikation og division.
Men allerede fra starten taler man latin. Ordet plus er nemlig ren latin og betyder ’mere’. To plus to hedder altså egentlig ’to mere to’. Det modsatte er minus, der betyder mindre. Fire minus to er det samme som fire mindre to.
Resultatet kalder vi på latin summa (= sum), eller vi siger, at vi har et facit. Facit betyder på latin ’gør’ eller ’giver’. Så man sagde: To mere to giver fire (to plus to facit fire).
Skolen er, som det ses, en gammel institution med rødder helt tilbage i den første skriftcivilisation hos os, nemlig den græsk-romerske. Derfor hedder det både skole og skema med græske ord. ’Skema’ betyder ’det man har’, og ’skole’ betyder fritid.
Måske er dette lidt mærkeligt, men man må forstå det på den måde, at skolen er et tillæg, en udvidelse. Skolen er det, man kan gøre, når alt det nødvendige arbejde med at overleve er klaret.
Skole er fra starten en gentlemansport, der kræver den vigtige ressource tid. Ikke så underligt, at det var overklassen, der først så potentialet og investerede i uddannelse.
Uddannelse er nemlig et privilegium, hvilket man måske også kan læse ud af ansigterne på de mange håbefulde førstegangselever. Måtte de blive løftet.