Der er krig i Europa. I Ukraine. Noget de fleste af min generation ikke havde forestillet sig skulle gentage sig efter Berlin-murens fald i 1989, Sovjetunionens efterfølgende opløsning og et farvel til den kolde krig og atomvåbentrussel.
Krig? Hvad er det nu for en størrelse – en lille vignet, en skildring fra Ernest Hemingways debut, novellesamlingen ”I vor tid” (1924), giver i al sin ultrakorte nøgternhed et bud. Ordene er ikke mange, men skaber en situation, iagttaget og afbildet, uden følelser.
”Vi var i en have i nærheden af Mons… Den første tysker jeg så kom kravlende over havemuren. Vi ventede til han havde fået et ben over og pløkkede ham så. Han havde en masse oppakning på og så forfærdelig overrasket ud og faldt ned i haven. Så kom der tre mere over længere nede ad muren. Vi skød dem. De kom alle sammen bare kravlende over muren”.
Krigens meningsløshed og det enkelte menneskes – soldatens – medvirken hertil er her skildret helt anderledes, end de farvede, personlige beretninger vi igen og igen bliver præsenteret for i f.eks. tv-reportage.
Her er oplevelsen af krigen skildret uden store ord, patos og forklarende eller fordømmende pegefingre. Billedet – Hemingways ord – skal alene ved sin enkle ægthed kunne fremkalde samme følelse som virkeligheden.
Selvfølgelig holder vi med Ukraine. Det skal vi. Når en desperat despot, et magtfuldt menneskes drøm om at etablere et nyt russisk storrige udmønter sig i krig mod et broderland.
Et forkvaklet forsøg på at genrejse det rige – Stalins Sovjetunionen, som Hitler-Tyskland angreb. Og uden hvis heltemodige krigsindsats, verden i dag ville have set helt anderledes ud.
Tysklands nazihær forblødte foran Stalingrad, og herefter vendte krigslykken for alvor.
Krig og kultur. Hvad har de to vidt forskellige fænomener med hinanden at gøre – for så vidt ingenting og så alligevel.
Når verdenssamfundet er i krise, og vi mennesker føler, at vores tidligere så ubekymrede tilværelse er truet. Når fødevarepriser stiger brat. Når ingen ved, hvad fremtiden bringer. Når en lang periode med fred bliver afløst af krig ganske tæt på. Når den globale verdensbalance sitrer i sin grundvold, og den frie handel pludselig får leveringspropper i pipelinen – hvad gør vi så?
Vi søger til bogen, musikken, teatret og kunsten for at søge fred og lindring. Du kan kigge på Picassos Guernica-billede, lytte til Bachs dødsmesse i H-mol, læse Tolstojs ”Krig og Fred” eller måske genhøre John Lennons ”Imagine”. Prøve at finde en mening med det hele.
Det kan være svært – også herhjemme. Vi har f.eks. faktisk ikke rigtig råd til at sørge ordentligt for vore gamle og syge. Der mangler varme hænder overalt, og alt for få vil uddanne sig til sygeplejerske.Mens vi bygger supersygehuse uden tilstrækkelig med sengepladser.
Men vi kan sagtens finde 600 mio. kr til våben, når vor statsminister Mette Frederiksen (S) er på fransk- undskyld - ukrainsk visit iført skudsikker vest hos sin præsidentkollega Volodymyr Zelenskyj. I øvrigt nydeligt pressedækket, så vi kan se, hvilken handlekraftig kvinde, der står i spidsen for vort demokrati.
Krig er meningsløs. Drab på uskyldige, civile og børn er uundgåelig, når nutidens moderne våbenteknologi bliver sluppet løs. Samtidig må du beundre det mod og det sammenhold, som nationen Ukraine har udvist i sin modstandskamp mod en langt mægtigere modstander.
- Nej tak, sagde den ukrainske præsident, da Rusland indledte sin såkaldte militære operation for at afnazificere landet, og USA tilbød ham en enkeltbillet ud af Kiev. - Ud med ham, ind med en marionetregering, har Putin sikkert tænkt. Men den gik ikke.
Men krige og våben fører ikke til fred – det gør diplomati og samtale og respekt for mennesket – det enkelt menneske, der som du og jeg drømmer om et godt liv. I sikkerhed uden vold og trusler, og missiler affyret mod hospital og boligblokke.
Eller hvad de unge russiske soldater sendt ud i en krig, de ikke selv har valgt at kæmpe i. At dø uden at vide hvorfor. Eller langt værre – på et falsk grundlag.
Det er hårde tider at være pacifist i, at bevare roen og besindelsen, når forsvarsforbeholdet står for skud, når flygtende ukrainere snildt får opholdstilladelse, mens de syrere, der blev sønderbombet med russisk hjælp i Aleppo rådnede op i asylcentre, mens de ventede på at få et svar.
Lad mig slutte fredeligt med et par linjer fra digteren Halfdan Rasmussens ”Noget om helte”
Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have, der står øller på mit bord.
Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø,
for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø.
Dette digt - i øvrigt sat i musik af jazzkomponisten Robert Norman - kan du læse som en pacifistisk bekendelse, skrevet til en tid med kold krig og trusler om klodens ødelæggelse. Halfdan var i øvrigt selv aktiv i modstandskampen mod nazismen, og hans debutsamling fra 1941 bar ganske symptomatisk titlen ”Soldat eller Menneske” og under besættelsen blev mange af hans digte trykt anonymt, blandt andet i antologien ”Der brænder en Ild” (1944).
Det er umuligt at være pacifist i disse tider. Sådan som Halfdan også oplevede det. Men vi kan håbe på snarlig fred for Ukraine og dets folk - og i resten af verden.