Lige nu sidder (eller står?) du og læser denne tekst.
Som tekst er den ikke længere afhængig af tryksværte eller papir, den kan tilgås – som man siger nu – digitalt, og ingen blander sig i, om du læser fra din computer, I-pad eller telefon. Så nok er papirforbruget for nedadgående, men tekstforbruget er ikke.
Det hedder en tekst, fordi den er vævet. Tekstil og tekst er to ord, der er tæt i familie, og sammenhængen er dyb.
Den går måske helt tilbage til den skriftløse tid, hvor man flettede og vævede, så det var en lyst. Ligesom man fletter hår og kurve, strikker trøjer, væver linned, knytter poser, tvinder reb og binder læderstropper, knytter man også ord sammen i større formationer.
Ordet tekst er altså en metafor, der henter sit billede, sin forståelsesramme, fra et håndværk. Tekst hedder det, fordi ordet er latin.
Texere er at flette og væve, og det flettede hedder textum. Deraf kommer ordet tekst, og tekstil er simpelthen afledt af samme glose.
Man fletter mening, som man væver tøj. En enkelt tråd kan blive til et helt klædningsstykke, ligesom en enkelt sætning fører tråde ud i mange retninger og kan kombineres til alt muligt.
Når man væver, lægger man først trådene i den ene retning, og det kalder man trenden. Et meget brugt billede, blot på engelsk, når vi opdager og diskuterer tidens trends.
Den anden tråd på tværs, der går over og under trenden/rendegarnet, hedder islæt, og også det ord kan bruges som et billede.
Man taler f.eks. om, at der i en tale kan være islæt af vrede eller andet, altså at det kan spores og ses som en del af billedet. Islæt kunne oversættes med ’indslag’, for det er udsagnsordet at slå, det kommer af. Man slår jo trådene sammen ved hjælp af vævekammen.
Så en tekst er som et stykke kunsthåndværk. Nogle flettede kurve er ganske gemene arbejdsredskaber, og sådan fungerer de fleste tekster vel også: Brugsanvisninger, praktiske meddelelser, den fraværendes tale fastholdt på skrift, så man kan høre, hvad han vil én: Gå ikke over sporet, der kommer tog! Sådan en tekst er en ret simpel fletkurv.
Men de mere kunstneriske findes også, smukt vævede, lange tekstiler med indviklede mønstre, måske endda kniplinger. Den slags tekstiler minder mere om tekster, som er poetisk gennemarbejdede eller kunstnerisk ambitiøse. Forfattere er kunsthåndværkere.
Store forfattere væver en litterær billedvævning, de spinder en ende, de tager en tråd op, de tærsker langhalm eller lapper på hullerne i deres plotstruktur. Man kan flette noget ind i en bisætning, have hjemmestrikkede synspunkter eller lægge ledetråde ud. Vævning og tekst er stadig tæt forbundet.
Vævning er også et godt billede på, hvordan man kan forstå det grundlæggende i computeren. Det siges, at nogle af de mest fremsynede tekster om det, der senere skulle blive algoritmer, blev udvekslet mellem en engelsk professor og hans fremmelige elev for snart 200 år siden.
Professoren hed Charles Babbage og havde sat sig for at lave en regnemaskine. Hans begavede elev hed Ada Lovelace, og hun forstod flere af de perspektiver, som maskinregningen kunne afstedkomme, end professoren gjorde.
Hun havde blik for, at maskinerne kunne mere end bare regne, de kunne fodres med enhver symbolsk meddelelse, man kunne formalisere.
Ligesom en tråd kun har to muligheder: enten over eller under trenden, er computersystemet binært, dvs. det opererer kun med de to værdier 0 og 1.
På Lovelaces tid havde franskmanden Joseph Marie Jacquard i 1804 opfundet en halvautomatisk væv, der kunne kodes med en slags hulkort og derved frembringe forskellige avancerede mønstre i vævede stoffer langt hurtigere, end menneskelige vævere formåede.
Disse mekanismer forstod Lovelace perspektiverne i, og hun blev dermed en tidlig forløber for den moderne datalogi.
Men de engelske væversker var ikke så glade for maskinvævene. Der opstod i løbet af industrialiseringen en strømning blandt arbejdere, der går under navnet ’maskinstormerne’, for en gang imellem greb de til vold for at undgå, at maskinerne tog arbejdet fra dem. Hvis maskinerne ikke fungerede, måtte man vende tilbage til den menneskelige arbejdskraft, sådan var logikken.
På fransk hedder en træsko sabot. Sådanne jernbeslåede træsko var meget nyttige i angrebene på de første industrimaskiner, og fra de træsko fik handlingen sit navn: At angribe og ødelægge en fabriksmaskine kom til at hedde sabotage.
Endelig er der også et tredje område, hvor der er væv. Det gælder det menneskelige legeme, hvor ordet væv også bruges, men ikke til at betegne hverken stof eller tekst.
Vævet er det, vores krop er lavet af med samt knogler, sener og hud, og det hedder sådan, fordi det ligner stof. Det er sat sammen på indviklede måder, som kom det ud af en avanceret væv, og da man opfandt ordet, mente man også at kende væveren, for det var jo Vor Herre.
På græsk hedder væv histos, så alle de medicinske specialudtryk med histo- foran handler om væv, vævsprøver, vævstyper, vævsreparation osv.
Alt dette skrives på Væverens Sidevej; der blev den tekst til, du nu læser.