Dagens gåde: ”Hvad er forskellen på en prut og en fis?”
Ja, før du begynder at svare med mere eller mindre hjemmelavede kategorier om lydniveau eller varighed, skal du lige forstå, at spørgsmålet lægger op til en vittighed, ikke en snak om definitioner.
Svaret er – som du måske har gættet - ”Ikke en skid”.
Sådan en vits bekræfter en af de trends, man har fundet i de senere års undersøgelser af bandeord på dansk. Udviklingen indebærer, at brugen af bandeord med religiøst ordvalg svinder ind i forhold til brugen af ord, der handler om afføring eller sex.
I gamle dage var det ellers almindeligt, at der lå et religiøst hensyn bag ønsket om at begrænse brugen af bandeord. En god borgerlig opdragelse skulle lære mennesker at tale pænt, og så var der visse ting, man ikke sagde.
Særlig forbudt var Djævelen, forklædt under mange navne.
Han kunne hedde ’Satan’ som på hebraisk (det betyder modstanderen), Djævelen fra græsk (Diabolos – ham der splitter ad) eller slet og ret Fanden, som de nordiske sprog benævner ham.
Så sagde man ’for satan’, ’fandme’ eller ’for dævlen’, når man ikke fulgte reglerne for god sprogbrug, og man kunne også bruge hans opholdssted, ’for helvede’.
Ja, selve ordet ’bandeord’ har en religiøs baggrund. Når man lyste nogen i ’band’, blev de udelukket fra det gode selskab, de fik forbud mod at komme i kirken og få syndsforladelse. Det er det værst tænkelige i en kristen enhedskultur.
En anden type bandeord henter deres styrke fra sygdomme, vi ikke kan kontrollere. De er (heldigvis) ikke særlig mange. Mest almindelig er det nok at bruge kræften som i udtrykket ’kraftædeme’ eller ’kraftpetervælteme’, men der er også andre.
’For pokker’ handler nemlig om bylder fra syfilis. Og ønsker man nogen langt pokker i vold, er det ikke spor pænt.
I ældre tid havde man så stærke forbud mod bandeord, at der udviklede sig mellemformer. I klummeskriverens barndom hed den slags ’missionsbanden’.
Man måtte ikke sige helvede, og så blev det til ’for hulan’. Sådan er ’saftsuseme’ også blevet til, og det må være Satan, der gemmer sig langt nede i de lyde.
Et af de allermest almindelige bandeord hos ældre danskere er en sådan omskrivning af Satan. Han bliver nemlig kaldt ’søren’. Av for søren, sørens osse, søreme, sørensjaskme.
Sådanne udtryk hedder i forskningen eufemismer. Det betyder ordret noget vel-sagt, dvs. at man i stedet for det generende, direkte ordvalg beslutter sig for noget svagere, der ikke forarger folk, men alligevel lader den talende slippe af med de nødvendige aggressioner.
Det har ført mærkelige orddannelser med sig. Ud over Søren har man også ved forbavselse kunnet bruge Jesus, men man har bare udtalt ham ’Jøsses’.
Helvede afsvækkes lidt, hvis man siger ’for hæwlede’. Det, man ikke kan lide, kan man kalde noget l-o-r-t, altså stave det i stedet for at sige det. Der findes også sjældnere ordsammensætninger som dælendytme eller denondtelyneme, og brugerne har måske ikke helt gjort sig klart, hvad der ligger i det ordvalg.
Meningen er dog klar. Man udtaler en forstærkning af sit udsagn, der henviser til større kræfter. Hvis ikke det passer, hvad jeg siger, må den onde slå mig med alskens ulykker.
Og bandeordenes funktion er altid netop dette: at forstærke udtrykket. Man kan have brug for at understrege sin forbavselse: Du godeste!, hvad søren? For Saten da osse. Eller på udenlandsk: Jesus! Oh, my God!
Andre gange bandes der, når det gør ondt. Overvej lige, hvad du siger, når hammeren rammer forbi sømmet og lander på en af dine fingre. Et kraftudtryk, vil jeg godt vædde med.
Undersøgelser har vist, at mennesker for så vidt har brug for denne verbale udladning. En engelsk forsker ved navn Richard Stephens lavede et forsøg med isvand.
To grupper forsøgspersoner skulle se, hvor længe de kunne holde fingrene nede i en spand med isvand. Den ene gruppe måtte bande, den anden ikke.
Resultatet var, at den gruppe, der fik lov til at bande, var i stand til at holde fingrene nede i isvandet i ca. 50% længere tid end de andre. Et lignende forsøg med løft af vægte viste, at forsøgspersoner med tilladelse til at bande i gennemsnit kunne løfte 2,1 kg mere end de tavse.
Så vi bruger bandeord til at påvirke os selv.
VI bruger i det hele taget bandeord til at understrege meningen med udsagn og forstærke vores foragt eller afstandtagen eller andre grimme følelser.
Her bliver bandeord svære at skelne fra skældsord, som jo er, når man kalder andre noget mindre pænt. Men her må skelnes, for skældsordene er så mange, at der er stof nok til en helt ny klumme.
Den sidste gruppe af bandeord, dem der har med afføring og sex at gøre, er udbredt på alle sprog. Man kan jo sige ’shit’ på engelsk, ’drit’ på norsk, ’merde’ på fransk og ’Scheisse’ på tysk. Det er noget lort.
Når denne gruppe ord er blevet mere almindelige end de religiøse over tid, skyldes det et eneste ord, det mest udbredte af dem alle sammen: f-ordet, det grimme ’fuck’, som man slet ikke måtte skrive, hvis dette var en amerikansk hjemmeside.
Det ord er blevet udbredt, fordi engelsk står så stærkt i Danmark. Vi importerer det til alt muligt, men uden de hæmninger, brugen af det har i andre lande.
Man kan bruge det som udråbsord (Fuck, hvor længe skal jeg stå i den her testkø?), som udsagnsord (Fuck af med dig, omikronvariant!), som navneord (Jeg gir ikke en fuck for Trumps bortforklaringer) og endelig som tillægsord (Den her burger smager fucking godt).
Så på grund af benovelse over Amerika og ordets store fleksibilitet er det hos de yngre årgange ved at blive det mest brugte. De gamle siger ’søreme’ og ’du godeste’, mens de unge siger ’skide et eller andet’ og ’fuck’.
Men undersøgelserne kan ikke bekræfte, at det bliver værre med tiden. Bandeordene er nogle andre, men der blev bandet lige så meget før i tiden.
Så hvis du troede, verden bare blev værre og værre, er du måske skuffet? Der er ikke andet at sige end: ”Skide være med det!”