Kast fadøl i nakken på mig...

Næsten ét helt kalenderår af oplevelser er reduceret til en ufrivillig nonstop dans med coronaen, og dansepartnerens uforudsigelige dansetrin er styrende for den dans. Det er for alvor en dansepartner, der er kommet for tæt på. Jeg tror, vi alle trænger til en ’foran scenen’ dans til en stor udendørs koncert i stedet for!

Nu må jeg være ærlig. Hvis jeg skal vælge en foretrukken koncertform (altså som privat-Nicolaj), er det ikke en udendørs stå-op koncert. Mange af mine venner er over to meter høje, hvilket betyder at min nakke er i deres fadølshøjde, når de danser rundt til den rungende musik. Og jeg foretrækker normalt en tør sommerskjorte – ikke en pilsnerduftende fugtig skjortekrave. Men jeg trænger til at nogle kaster fadøl i nakken på mig. Jeg glæder mig ligefrem til det…

 Køkkenbordskampen!

I øjeblikket er Danmark – og store dele af verden – lukket ned. Helt ned! Vi møder nærmest kun mennesker i det ugentlige besøg i testcenteret eller i supermarkedet. Lørdag skal jeg testes i Skørping Idrætscenter, og jeg glæder mig til at sige hej til et par venner i køen. På afstand. Det er jo det tætteste vi kommer på en fest!

Det helt store er de små indkøbsture til det lokale supermarked. Jeg indrømmer gerne at de daglige eller ugentlige ture med indkøbskurven i den lokale Fakta eller Meny ikke ofte har hørt til mine huslige pligter. Det er absolut en opgave, jeg gerne har byttet ud med alle andre hverdagsrutiner. Indtil nu! Én-personsindkøbene i det lokale supermarked er blevet dagens mest ikke-virtuelle oplevelse. Og det er nu en køkkenbordskamp at få lov at være den, der må tage den sociale interaktion over køledisken iført det obligatoriske blå mundbind. Så sulten er vi altså efter ikke-virtuelle oplevelser.

Virtuel kultur

Der er ikke fordi, virtuelle oplevelser ikke er gode. Det er de! I AKKC har vi selv stået med Drive-In arrangementer, og det fungerede. I Aalborg Teater har de brilleret med fantastiske teaterforestillinger med flere tusinde virtuelle publikummer. Alle har vi virkelig lagt os i selen for at lave oplevelser. Hybride oplevelser. Virtuelle oplevelser. Og de helt små intime koncerter. Niveauerne er høje, men det er og bliver ikke det samme. I Aarhus Musikhus har de et sigende slogan Life is Live. Aldrig før har et slogan givet mere mening i oplevelsesindustrien. Life is Live – og det er ikke virtuelt. Vi trænger til at synge, danse (med andre en Coronaen) og til at kramme hinanden!

En ordentlig fest…

Den opsparede kultursult og den sociale krammetrang er tydelig. Når jeg får lyst til at nogle kaster fadøl i nakken på mig, er det ikke udtryk for, at jeg elsker netop den oplevelse. Det er udtryk for, at jeg er klar til at benytte mig af enhver mulighed for at stille den opsparede kultursult. Også hvis det koster en våd skjortekrave.

Som kulturarrangører skal vi være klar til at løfte den kæmpe opgave, det bliver at stille kultursulten. Den store udfordring er selvfølgelig, vi ikke ved, hvornår vi må – og det driller altså lidt i den normalt så organiserede planlægningsproces i et hus som AKKC. Og for alle andre arrangører.

Heldigvis er vi alle blevet verdensmestre i digitale løsninger. Vi er blevet rigtig gode til at bruge de virtuelle værktøjer. Og den kommer ikke skidt tilbage. Vi har alle lært meget det seneste år. Lært værdien af at Life is Live – men også lært de digitale add-on muligheder.

Er du klar til en hybridkoncert, hvor du kan være med både virtuelt (uden våd krave) og fysisk (med våd krave)?