Hvem er årets mest indflydelsesrige dansker her i 2020?
Tjah -hvis det lykkes én at opfinde en vaccine -den du ved nok – ja så kommer hun ind på en førsteplads.
Der er naturligvis også alle de mennesker, der står bag vej- og vildledningerne i forbindelse med pandemien. De må også siges at have haft indflydelse på vores liv i år.
Ser vi bort fra coronaen – så er der imidlertid én person, der for alvor brager igennem: Sofie Linde. En pensioneret overlærer kaldte hende godt nok for en selvoptaget dørholder i en kronik i NORDJYSKE mandag, men det får lov at stå for hans egen regning.
Når man ikke kan tøjle Y-kromosomet
Sofie Linde har nemlig fået sat fokus på sexisme. Og dermed på mandlige overgreb mod (især) kvinder. Ofte hvor der tillige er et magtforhold involveret, som gør det om muligt endnu mere uskønt.
Det er en vigtigt debat, der er gang i lige nu, og jeg tror, det er noget, der kan vise sig at være adfærdsregulerende i mange år fremover for folk, der ikke rigtigt kan tøjle Y-kromosomet.
Og i efterhånden lang tid har vi nu savlet over gramsende mænd, som er kommet til skade i den debat. Ikke at vi har ondt af dem. Seriegramsere fortjener en ublid skæbne.
Hykleri straffes også hårdt
Det være sig Morten Østergaard, der taler sig selv op som sexismens frontkæmper. Men mens han pudser glans på sin glorie med den ene hånd, så har han den anden hånd solidt plantet på bagdelen af den nærmeste praktikant. Hykleri er det. Og straffen blev derefter.
Og der har været Frank Jensen, der har gramset igennem i snart 30 år. Søndag aften stod han frem på tv og sagde, at han havde været en del af problemet, så nu ville han også være en del af løsningen.
Helt ærligt mand: Det svarer da til at bede Hitler om at bygge synagoger!
Næste morgen var han heldigvis blevet klogere. Og gad vide om han ikke havde fået hjælp til den selverkendelse. Det er jo sådan, at når Mette Frederiksen ringer, så tager man telefonen.
Kendisjagten
Sexismedebatten har udviklet sig til en kendis-jagt: Tv-værter, skuespillere, instruktører med mere står frem med den ene bandbulle efter den anden – ofte efterfulgt af en klapjagt på synderne.
Det gør, at vi nu står tilbage uden at der er fokus på den dagligdags sexisme, der foregår på arbejdspladserne. For det er jo ikke kun borgmestre og partiformænd, der ikke kan holde snitterne. Det er noget, der sker på virkeligt mange arbejdspladser.
Det gør, at projektøren altså ikke bliver rettet mod almindelige mennesker på almindelige arbejdspladser.
Jagtet vildt
Jeg har for eksempel den datter, der blev fyret på grund af sexisme. Som nyuddannet blev hun ansat på en meget stor uddannelsesinstitution i København. I hendes afdeling var kvinder jagtet vild. Og især én mandlig kollega – han kunne jo hedder Lars Bo eller noget helt andet -havde ofte hånden på hendes bagdel. Og til en fredagsbar efter fyraften fik han lokket en kollega til at tage min datter på brysterne for at mærke efter, om de var lige store.
Min datter gik til sin chef og blev mødt med et ”Åhh, Herregud”. Der var ingen lydhørhed for at gøre noget ved problemet. Hun gik til sin fagforening, som forsøgte at forlige sagen, men de konstaterede, at HR-afdelingen på uddannelsesinstitutionen gjorde alt for at dække sagen og give skylden til min datter. Så resultatet var, at hun blev fyret på grund af sygdom.
Sexismen er givetvis fortsat lige der. For nu kunne mændene jo se, at hvis kvinder ikke kunne tåle gramset, så skulle HR nok sørge for at få dem smidt på porten.
Må vi ikke pille? Så ud med hende
Sådan en historie ville være aldeles uinteressant, hvis den var enestående. Men det er den jo ikke. Der er masser af virksomheder, som dækker over sagerne. Og der er lige så mange virksomheder, der mener, at skurken i spillet er den krænkede. Den snerpede. Hende uden humor. For åh hvor har vi det da sjovt, når hænderne danser cancan alle de forkerte steder.
Men den slags historie gider medierne ikke beskæftige sig med. Skal vi have nogle gode krænkelseshistorier, så bliver de bedst, hvis der lige kan sniges lidt kendis ind over.
Jeg synes - kære medier - at I skal sætte fokus på det. Ellers frygter jeg, at den fantastiske bevægelse, Sofie Linde har sat gang i, blot betyder, at de kendte holder snitterne for sig selv. Men at gramseriet på de almindelige arbejdspladser – der hvor flertallet går på arbejde – vil fortsætte.
Lad os få fokus på de dagligdags historier. Lad os høre, hvad der bliver gjort derude på arbejdspladserne. Det er vi nødt til at høre om, hvis vi skal have sat en effektiv stopper for overgrebene.