Reality for voksne eller børn?

Reality-tv hører det 21. århundrede til. Jovist fandtes det også før, men da vidste vi ikke, at det hed reality-tv.

For 21 år siden så vi Big Brother herhjemme for første gang. 

Og ja: Vi så det. Det var dengang alle havde den store tv-pakke fra kabel-tv-udbyderne. For streamet tv var ikke opfundet endnu. Og hvor var det spændende... Men det varede nu også kun en lille halv time hver dag. Aviserne svømmede over med det, så alle fulgte med.

Akke ja - der var dengang man stadig kunne klippe stramt. I dag er det blot gentagelser af gentagelser.

Vi sad og gloede på nogle mennesker som spiste og drak og sov og kedede sig. Vi sad og håbede på, at en lille romance ville opstå. Eller måske blot (og endnu bedre) en spontan omgang sex. Om ikke andet så i det mindste et raskt slagsmål.

Vi gloede forgæves. For Big Brother var blot 12 unge mennesker, der kedede sig.

Efter nogle år fandt producenterne ud af, at man kunne streame direkte fra Big Brother-huset. Det foregik via tv-selskabets hjemmeside. Og hver morgen var deres servere ved at gå ned, fordi alle mennesker så med, når de unge mennesker gik i bad om morgenen. Kunne vi ikke få lir i lagnerne, så kunne vi i det mindste få et mikroskopisk  glimt af en nøgen krop.

Stadigvæk var det strengt taget meget ærbar tv.

Siden blev det noget værre med koncepter som Paradise Hotel og meget mere. Jeg har ikke set det, selv om det er blevet sendt i efterhånden 17 sæsoner. Men jeg har da læst noget om, at det handler om masser af sprut, masser af sex og masser af intriger.

Her bliver deltagerne også udvalgt noget mere nøje. I starten var det mere tilfældigt, og Big Brother blev blot lidt mere interessant, fordi en af deltagerne fik tilnavnet Dildo-Jill.

Så vi nogensinde den dildo?

Reality-tv er også flyttet ind på de gamle, hæderkronede og ærbare tv-kanaler: DR og TV 2.

DR har opfundet konceptet "Gift ved første blik". Og jo: Her har jeg set med.

"Vores eksperter har matchet parrene", lyder det igen og igen. Og så ser vi ellers billeder af psykologer, antropologer, coacher med mere, der sidder med billeder af unge mennesker, som de lægger kabale med.

Vi er nok ikke så imponerede over deres evner til at sætte folk sammen. Men "Gift ved første blik" var fra starten ganske underholdende. Og så godt fundet på, at DR har solgt konceptet til resten af verden. 

Der er såmænd også kommet et par parforhold ud af tv-serien, men eksperterne er eddermame bag ud på point, for de fleste af de matchede par er endt i vrede eller ligegyldighed.

Seneste skud på stammen har været "Vild kærlighed". Igen har eksperterne været på spil. Og igen har eksperterne været på vildspor i i vildmarken.

I "Vild kærlighed" sættes fem par sammen. De skal så flyde ned ad en svensk elv på nogle tømmerflåder. Ombord på flåden har de masser af tid, for de har kun to ting at lave:

De skal styre tømmerflåden uden om sandbankerne i elven, og de skal snakke. Hver/hveranden aften går parrene i land og overnatter på en luksus-campingplads.

Det interessante lige her er, at det eneste parforhold, der kom ud af det projekt, var et andet end det eksperterne matchede. For undervejs fandt deltagerne ud af at bytte kærester. Der blev det lidt interessant. Fordi deltagerne blæste på konceptet og selv fandt på regler.

Men når der laves 12 udsendelser om en tur på en tømmerflåde, så skal de måske være lidt kortere. For hvor har udsendelserne dog flydt over med gentagelser. Det er helt ekstremt, så mange gentagelser, der har været.

Ikke desto mindre er det lidt interessant, hvad der får os til at kigge med?

For strengt taget er det jo kedeligt at se på kærlighedskoncepter på tv, når vi ved, at det kun undtagelsesvist lykkes de såkaldte eksperter at føre nogen sammen, som gider hinanden.

Men det skyldes måske også, at når deltagerne kommer ombord på sådan et koncept, så bliver de faktisk lidt snerpede og gammeldags. Der er dæleme ikke meget Tinder eller Jomfru Ane Gade over de unge mennesker, når de er overvåget af tv-kameraer hele tiden. Så er de faktisk ganske ærbare. Altså med mindre man lokker med dem til at drikke sig stjerne-stive i Paradise Hotel.

Sjovt er det også at se - og det gælder alle kærlighedsprogrammerne - at de udvalgte i starten er overrumplende begejstrede for hinanden. At de synes, at deres partner i tvangsægteskabet er sød, smuk og begavet. I hvert fald i starten. 

Siden følger perioden, hvor fornuften, snusfornuften og den irriterende rationalitet indfinder sig: Deltagerne bliver helt ekstremt gode til at finde fejl hos partneren. Forude venter så vrede eller blot ligegyldighed. Begge dele er dræbende for et godt parforhold.

Sjovt nok er der heller ikke mange, der egentlig tør kysse og nusse. Nej: Der er ingen, der siger, at de skal krølle lagner sammen fra første blik, men de er godt nok tilbageholdende rent fysisk. Det bliver til et par kram. Men det er nok mest fordi kram hos mange, er den gængse måde at hilse på nu om stunder. Selv i provinsen.

Og jo mere tilbageholdende, des bedre er de til at finde fejlene på den anden side. Des mere snerpede. På ingen tid kommer disse kærlighedseksperimenter til at ligne en iransk Koranskole.

På TV 2 har de også brugt den svenske ødemark. Her er de matchede hold sendt ud i små sommerhuse på nogle småøer og klippeskær i svenske søer. Altså fuldstændigt isolerede øer. Her sker præcis det samme: Begejstring efterfulgt af fejlfinding, efterfulgt af resignation eller desperation. Efterfulgt af ligegyldighed over for den matchede person.

Og så er der jo "Date mig nøgen". Her er der vist heller ikke nogen par, der har fundet sammen. På mange måder er det koncept det mest ærlige, når det drejer sig om dating:

Man starter med at kigge på hinandens kønsorganer. Den med det grimmeste ryger ud.

Så kigger man på babser/sixpack og så videre. Og hver gang ryger en potentiel partner ud. Indtil man tager på værtshus med den mest attråværdige.

Og går hjem hver for sig.

Det er godt fundet på, men læren er, at man aldrig scorer, hvis man starter med at studere kommende kæresters køn med en lup.

Hvor er det godt, at man har en kæreste og ikke er et ung menneske, der skal have et tv-hold på nakken for at finde kærligheden.