Skip to main content
Klumme

Kan nordjyder ikke lide opera?

For et par uger siden anmeldte www.kulturen.nu Den Jyske Opera, da den optrådte i Musikkens Hus. Den Jyske Opera er, lige som Det Kgl. Teater, en professionel operatrup med base i Århus.           

Til forskel fra københavnerne, så er en stor del af jydernes virksomhed baseret på tournéer rundt om i landet, hvor man så samarbejder med de såkaldte landsdelsorkestre - fem professionelle symfoniorkestre, baseret i de største byer.

Ved opførelsen i Musikkens Hus anførte undertegnede, at antallet af medvirkende på scene og orkester oversteg antallet af publikummer. Spørgsmålet lå lige for: kan nordjyderne ikke lide opera?

Det Kgl. Teater bliver med jævne mellemrum kritiseret for ikke at være hele landets teater, selvom det finansieres af alle skatteydere. Den kritik er ikke ny - også omkring 1950 blussede den op, og der var undskyldningen fra Nationalscenen som DKT kaldes, at der i provinsen ikke var lokaliteter, der kunne opfylde kravene til de fine, kongelige forestillinger.

Da var man i gang med at bygge Aalborghallen, som blev indviet i 1953, og der går en historie om, at man, som en slags svar på DKT's undskyldning dimensionerede Aalborghallens scene og det tilhørende scenetårn nøjagtigt efter det gamle teater på Kongens Nytorv, incl. en kostbar drejescene.

Det hjalp en smule, men ikke alverden.

Aalborghallens fine scene kom dog det klassiske, nordjyske publikum til gode 30 år efter, da den driftige og idérige Ernst Trillingsgaard i 1985 blev direktør for det, der dengang stadig hed Aalborghallen.

Trillingsgaard er mest til revy, men han har en fin næse for hvor publikums smag bevæger sig hen, og han begyndte at præsentere operahistoriens klassikere, som regel importeret fra Østeuropa, hvor man kunne få de statslige operatrupper for billige penge. Mon ikke også, det var en protest mod det vrangvillige kongelige teater...?

Under alle omstændigheder var det en succes. Der var fulde huse når store lastvognstog med kulisser og busser med operasangere, kor og orkestre ankom til Aalborg om natten for at stille op, prøve og optræde dagen efter, hvor turen gik hjemad eller til et andet operahus.

Efterhånden blev succes'en så velvoksen, at også de noget dyrere ensembler fra bl.a. Tyskland og Italien (bl.a. Scala Operaen) gæstede Aalborg og det store, interesserede operapublikum.

Da man begyndte at planlægge Aalborgs musikhus (en idé, der først kom på bordet i 1935) råbte bl.a. undertegnede op om, at man ikke skulle bygge for småt og sørge for i det mindste at få et scenetårn og en scene, der var stor nok til opera.

Det skete ikke, men man har jo stadig Aalborghallen, der ganske vist mistede sin formidable "symfoni akustik" til fordel for en mere dæmpet "kongres akustik" for 20-30 år siden, men dog har de dimensioner, der skal til for at præsentere opera på professionelt niveau.

Det sker bare ikke! Jeg er ikke klar over, hvilke aftaler, der ligger om repertoire-fordelingen mellem AKKC og Musikkens Hus, men kan konstatere, at der i denne sæson udelukkende tilbydes 2-3 opera/ballet-forestillinger i Aalborghallen og et par operaer i Musikkens Hus med de begrænsninger, det har.

Den Jyske Operas optræden for nyligt virkede kukkasse agtig og det var som at opleve den ædle kunstart i et forsamlingshus, de flotte musikalske præstationer ufortalt.

Har nordjyderne mistet den store interesse for opera, Trillingsgaard udviklede i 90'erne? Næppe, for operagenren er stadig i fremdrift rundt om i Europa, naturligvis også i lille Danmark.

Men - og det er jo afgørende: hvis der ikke tilbydes opera, kommer der selvsagt ikke noget publikum. Erfaringer viser, at jo flere tilbud, der er, des større er publikumsinteressen. Men hvis en eller to operaer pr. sæson bliver kadencen, drukner de i alt andet.

Operafolket kan naturligvis tage til København. Der er heller ikke langt til Göteborg, Oslo eller Hamburg. Disse steder har man ikke blot de fysiske faciliteter, men også internationalt anerkendte operaensembler.

Det sidste ville nok være urealistisk i Aalborg, men hvorfor benytter man ikke Aalborghallen eller - som jeg tidligere har foreslået - bygger et operahus på Egholm?

Det lyder måske lige så utopisk, som da Aalborg Stiftstidendes musikanmelder i 1935 foreslog, at man byggede et koncerthus i byen. Der gik så 80 år før det blev realiseret, men hvis man speeder op kan man nå at indvie den nye Egholm-opera i år 2100. Det ville være flot og publikum skal nok komme.

Billedtekst: Foto fra 1989, hvor en delegation besøgte operaen i Kiev for at aftale gæstespil i Aalborghallen. På billedet ses bl.a. Kiev-operaens direktør, Ernst Trillingsgaard og denne artikels forfatter.

Arkiv