- Og nu har vi vores økonomikorrespondent Casper Schrøder i studiet. Fortæl mig lige, Casper, hvordan er det, Casper, at det går med økonomien, Casper, det har du jo fulgt længe, Casper, så kan du give os et bud, Casper?
- Jo, Kaare, det er jo sådan med den danske økonomi, Kaare, at der var et opsving, Kaare, lige indtil coronaen ramte, Kaare, og så skete der en forandring, Kaare.
Ovenstående er opdigtet. Men meget tæt på virkeligheden.
Når jeg ser nyhedsudsendelser i dag, så handler det stort set altid om journalister, der interviewer journalister – mere om det senere. Meget mere...
Men det handler også om påtaget intimitet.
Måske står det i en eller anden håndbog: At vi skal være familiære og venskabelige grænsende til det intime over for hinanden på tv. Men jeg er ved at kaste op i lårtykke stråler derover. At journalisterne hele tiden skal gentage hinandens navne.
Én præsentation er nok. Men at fornavnet skal nævnes gang på gang i de indstudere samtaler irriterer mig grænseløst.
De vader og vader og vader
I det hele taget er tv-nyheder blevet til en dans om en manual. Alle gør det samme. På alle kanaler.
Kan nogen huske, hvornår de sidst har set i journalist i marken, som står stille, mens han/hun taler til kameraet? Eneste undtagelse lige der er Ulla Therkelsen. Men det skyldes sikkert, at hun ikke kan ved, hvor hun har stillet sin rollator. (Undskyld – det var en grov vits)
Hele tiden vader de rundt, journalisterne, når de skal rapportere. Jeg hader det.
Det er det samme i nyhedsstudiet. Nyhedsværten vader omkring i en nøje indstuderet dans. Imens popper den ene grafik op ad gulvet efter den anden.
Okay – det kan jeg faktisk godt lide, det der med grafikken i studiet i stedet for på en skærm. Men vaderiet? Stå dog stille for fanden!
Interview i kassevognen
I en udsendelse som ”Kontant” får man indtrykket, at al journalistik foregår fra en hvid kassevogn, hvor journalisten taler i telefon, som han holder i hånden foran sig – ikke op til øret.
Jeg har været journalist i 40 år nu. Men jeg har aldrig siddet i en kassevogn og lavet telefon-interview. Så lad være med at bilde seerne ind, at det er sådan, journalister arbejder.
En af de værste ting er dog journalist-interviewer-journalist.
Hvor er kilderne til historierne. Hvem ved noget?
På journalisthøjskolen lærte jeg engang, at man ikke skal vide alting. Men man skal vide, hvor man kan få alting at vide.
Derfra spørger man så kilderne. Kilderne er eksperterne. Ikke journalisterne.
Pas på troværdigheden
Ulla Therkelsen møder vi jævnligt på TV 2 News. Her rabler hun ordstrømme af sig. Den ene dag er hun ekspert på abortlovgivning i Polen. Næste dag ved hun alt om valgsystemet i USA. På tredjedagen er hun alvidende om corona-pandemien i Paris. Og på fjerdedag er hun ekspert på et bandeopgør i Sverige.
Det går altså ud over troværdigheden, at de rigtige kilder er sorteret fra. At man postulerer, at journalisterne er alvidende. For man sidder jo tilbage med spørgsmålet:
- Hvor ved du det fra?
Det giver jo faktisk samme troværdighed, som når Trump fortæller, at han har vundet valget stort…
Og hvis journalister blot rabler historier af sig, hvorfor må vi så ikke, spørger sølvpapirshattene, mens de brænder mundbind af foran en 5G-mast og fortæller, at Joe Biden drikker børneblod til morgenmad.
Må jeg så bede om kilder. Må jeg bede om at få deklareret, hvorfra oplysningerne kommer. Hvis ikke begynder jeg snart at råbe ”fake news” fra hvert et gadehjørne.
At gøre journalister alvidende er faktisk det, som er med til at skabe den amerikanske verdensopfattelse: Enhver har ret til at postulere, hvad han/hun vil. For det er præcis sådan, vedkommende oplever verden. Derfor er det rigtigt. 2 plus 2 giver 5G.
Varedeklarationen
Netop derfor er det vigtigt, at journaliststanden – og her taler jeg om tv-nyheder – kommer ned fra piedestalen og laver en varedeklaration.
Undtaget er naturligvis når Lillian Kretz står foran Capitol i Washington og fortæller om kupforsøget. Så er det begivenheder, der sker foran næsen af hende, som hun fortæller om. Det var stærk, flot og skræmmende journalistik.
Det er såmænd i orden, at journalister tager den alvidende hat på, men det skal gøres ordentligt. Det skal fremgå, at der er tale om en analyse – som jo ofte er personlig.
Eller det skal være en klumme – som denne klumme – hvor man kan se, at det er den pågældende journalist, der mener noget. For med klumme-formatet er man ikke totalt bedrevidende. Så giver man bare sin oplevelse af sagen.
Nu er du næsten færdig med at læse denne klumme. Men det er og bliver en klumme. Og du er, kære læser, nu velkommen til at drage din egen konklusion: Du kan tænke: Hvor har Max dog ret. Men du er lige så velkommen til blot at tænke, at nu har han igen tabt sutten.