”Når engang det sidste glas er drukket, og døren ud af livet står på klem, alt er klappet klart og kursen stukket, ja så går jeg til mit andet hjem”.
Sådan lyder de første linjer i guitarist og sanger Benny Holst ”Engle har bare tæer”, hvor han gør sig kloge og muntre tanker om, hvad der venter efter perleporten i himmerige.
Linjerne dukkede op i mit hoved, efter at jeg i torsdags havde været til bisættelse i Skørping. En gammel ven Klaus Böse Jensen, socialpædagog, tømrer, lystfisker, musiker, livsnyder og meget, meget mere lå der og ventede på os i salen på Kulturstationen.
Det er jo noget sært noget det der med, når folk dør. Og det gør flere og flere af dem, jeg kender.
Måske har det noget med alder at gøre. Men for mange er det svært at forholde sig til - for hvad skal der egentlig ske, når jeg skal herfra.
Altså alt det praktiske. Rigtig mange i min omgangskreds er således stadigvæk organiseret i folkekirken, for så tager de sig jo af det, og det går den slagne vej med bedemand og præst, der får personlige stikord og minder fra familien og derefter kan holde sin prædiken.
Men kirke og kirkegård er ikke en enhed. Du kan faktisk godt blive begravet uden at blande kirken ind i det.
Begravelse er jo også kultur – altså at vi får sagt ordentligt farvel og kan mindes, le og græde over den døde. Vi var mange, der var mødt op i Skørping.
Gamle venner, musikere, socialpædagoger, tidligere kærester, de unge, han havde kæmpet for, efterladt familie, og det blev et langt og farverigt farvel.
Klaus blev fundet død i eget hjem, havde døjet med helbredet, astma og kol i en del tid, uden at det satte en dæmper på hans kolossale livsappetit.
Før sin død havde han i april skrevet mail til nevøen Jesper, at når han ikke var mere, skulle de sørge for at få spillet Keith Jarretts ”My Song” (1976) – og så måtte de for øvrigt gøre med ham, hvad de havde lyst til. Hak, hak - hak mig bare op og giv mig til krabberne. Det må I finde ud af, hvordan jeg skal begraves.
Men ”My Song” den skulle spilles.
Derfor stod de musikalske venner - saxofonist Jakob Mygind sammen med Ib Buchholtz, flygel, Olav Gudnason, kontrabas og Klaus Thrane, trommer - på scenen, klar til at spille den smukt sørgmodige melodi med både lyrik og vanvid indbygget. Mens Klaus - altså ikke Thrane - lå i den hvide kiste foran.
Svoger Lars styrede forløbet – for det blev det – fem kvarter med taler, anekdoter, musik, gråd og grin, og vi sang både "Se, nu stiger solen af havets skød" og Gustav Wincklers "Gem et lille smil til det bli'r gråvejr"-
Det kom som en overraskelse for nogle af os, at Klaus faktisk var medlem af folkekirken, men de efterladte havde fundet, at netop bisættelsen var en mere passende måde at sige farvel på.
Dette ustyrlige kuglelyn af en livsnyder – en mand, der med stor fornøjelse spillede på både sav, mælkebøtte, altsax, mundharpe, penny whistle og tværfløjte. En uortodoks, total dedikeret socialpædagog, en tusindekunster – på mange måder et rigtigt renæssancemenneske, der bredte sig frodigt og kunne og vidste meget.
Og gavmildt gav - men også kunne blive overmandet af mørket og ofte kom på konfrontationskurs med sin direkte sandhedssøgende facon.
En mand, som kunne sidde ved morgenfrokostbordet i forårssolen med Underberg, Slotsøl (den sorte), masser af bacon og pludselig udbryde:
- Bacon er et grundstof. Det skulle optages i det periodiske system!
Selv lærte jeg Klaus at kende i midt 70’erne, da AUC og Biblioteksskolen lå i de tre grå betonklodser på Langagervej og var første begyndelse til det Aalborg Universitet, vi kender i dag. Jeg gik på bogvogterskole, han gik på musisk-æstetisk linje.
Böse kunne du møde på grønttorvet en lørdag, og ”henter du ikke lige to øl henne i kiosken”, og 17 – 18 timer senere sad du så på cafeteria Geva for enden af Maren Turis Gade og fik rundstykker og gammel Dansk med Klaus. Måske med et par kloge, søde piger vi havde mødt undervejs på byturen. Mens havnearbejderne så misundeligt på.
Sidste år var Klaus som sædvanlig på fisketur i det norske. Det første postkort viste billedet af en laks og en kort tekst bagpå: 3.1 kilo.
Nogle dage efter kom et tilsvarende med en større laks og en langt længere tekst:
5,3 kilo. Måske eksisterer Gud alligevel?
Mine egne erindringsord for Klaus tog form af en talt blues – ”Blues for Böse”:
Han var overhovedet ikke bøs.
Tværtimod. Men fyldte godt med sin rungende latter og 110 procent altid-til-stede nærvær.
Uregerlig som et forårsføl på grønt græs.
Når du tilfældigt mødte ham - på gaden, til koncerten, på værtshuset – altid nysgerrig på, hvad der skete i livet med én selv.
Åben som en ladeport.
Nem at falde i snak med. Snak, der hurtigt og næsten altid udviklede sig til samtale om musik, litteratur, måske kunst og altid politik.
Og – ”jeg kender et sted ovre på Egholm, hvor der står havørred tæt på kysten”.
Hvad menneskelivet sådan har at byde på, og hvordan vi får det bedste ud af det.
Böse havde en enorm appetit på det hele, blev på en måde aldrig mæt og fik nok. Hans krop, hjerte og intellekt var ikke skabt til det småtskårne og nøjsomme.
Livsnyder forpligtiget til at få det optimale ud af nuet i livet.
Bøs var Böse ikke, men direkte, varm og ikke bange for at være på kant. Ville ikke såre, men gjorde det ofte ubevidst med sin insisteren på totalt nærvær her og nu.
Udmattende kunne det være, og så kom den store varme forløsende latter.
Han var så nem at være sammen med og samtidig så svær at komme tæt på.
Det var lettere for en kamel at komme igennem nåleøjet, hvis du ville helt nær på og tale med Böse - om Böse selv. Der var grænsen. Og ikke alle fik lov at komme ind.
Böse var altid til stede på sin egen måde. Ustyrlig og helt sin egen.
Nogle af min ungdoms mest inspirerende, fugtige byture har været med Böse ved min side.
Han var ikke til at stoppe, hvis festen blev eller var en mulighed.
Eller også skabte han den selv. Festen. Han var en ven, der aldrig gik hjem.
Og hvem andre kunne finde på at anbefale en ganske utraditionel kur mod tømmermænd – gå i Budolfi Kirke til søndagsgudstjeneste og hør domprovsten svovle synderne ned i det sorteste helvede.
- Det hjælper, mente Klaus.
Solidarisk som få, tæt på i samværet med andre og samtidig fjern som en blinkende stjerne, der på den sorte nattehimmel.
Vi kommer til at savne ham og hans store varme forløsende latter.
Han var ikke bøs. Han var overhovedet ikke bøs.
Klaus var ikke nogen bøs mand.
Æret være hans minde.