Good morning, Aalborg. Respect to the Danish football team, who have won many hearts along the way. Respect to the Danish supporters, who had really shown, what sticking together as a nation can do.
Opslaget på Facebook tikkede ind tidligt om morgenen, efter at Danmark havde tabt semifinalen ved EM i fodbold med 2-1 i den helligste af alle fodboldhaller, Wembley i London.
Afsenderen var min gode ven, Tony Russell, bedre kendt som Chelsea-Tony på grund af sit livslange og passionerede kærlighedsforhold til barndomsklubben hjemme i den britiske metropol.
De få linjer, der naturligvis også kan betragtes som en vinders storladne gestus overfor taberen, indrammer på mange måder det både mytiske og mystiske ved fænomenet fodbold.
Spillet, der historisk set har rødder i Egypten, hvor man har fundet bolde lavet af læder og papyrus helt tilbage til år 2000 f. Kr., har gået sin sejrsgang kloden rundt og må i dag betegnes som verdens mest udbredte underholdningsfænomen.
Grunden til den moderne udgave af fodbold blev lagt på de britiske øer omkring år 1170, så det er altså ikke uden grund, at engelske fodboldfanatikere henført og med rungende ølbasser skråler med på en sang om, at ”it`s coming home”.
Med tydelig reference til, at brexitterne ikke har vundet en grim pokal siden verdensmesterskabet i 1966.
Det enkle og det simple
Med disse få historiske kendsgerninger på plads og til almindelig oplysning for den ikke-fodboldinteresserede læser – for de findes faktisk – er det på plads at gøre sig nogle overvejelser om, hvorfor et relativt simpelt spil har så kolossal appel til folkemasserne verden rundt.
Jeg tror, at netop det enkle, det simple og det overskuelige, er en væsentlig forklaring på fascinationskraften.
Vi kan alle være med, vi kan alle sidde på udskiftningsbænken og vi kan alle være mandags-trænere. Vi ved alle bedre end Kasper Hjulmand.
Meget bedre.
Og så er der uforudsigeligheden.
I en verden, hvor moderne teknologi efterhånden har bastet og bundet os ind i teknologiske tremmebure og hvor vi reverenter taget bliver overvåget døgnet rundt, så byder fodbolden på det overraskende, det uventede.
Selvfølgelig er også fodbold blevet hæmmet af taktiske og tekniske bindinger, men pludselig brydes monotonien i et lysende øjeblik af genialitet, og spillet folder sig ud i en svævende dans over græstæppet. Det elsker vi, vi grå hverdagsmennesker i trædemøllen.
Forglemmelsen spiller også en afgørende rolle. Når vi ser fodbold, så forsvinder alle fortrædeligheder i godt halvanden time. Så bliver fodbold det, som vi savner: En tur i drømmenes teater. På stadion eller ved TV-skærmen kan vi leve og dø i passionens favntag.
Endelig er der den måske helt afgørende forudsætning for fodboldens verdensomspændende sejrsrunde: Den eliminerer sociale, politiske, religiøse og geografiske skel. Fordi fodbold – i modsætning til f.eks. politik – spilles efter de samme regler og kalder på de samme følelser verden rundt.
Politik og korruption
Jeg erkender, at der nok mere er tale om lommefilosofiske betragtninger end om statistisk og på anden måde videnskabeligt baserede analyser.
Men det er bare en indiskutabel kendsgerning, at fodbold er i stand til at engagere, begejstre, skabe fortvivlelse, give mentale flugtmuligheder og holde liv i spinkle drømme. Meget mere end politik og kunst – teater, film, musik, litteratur etc. – er i stand til.
Men der er ridser i lakken på skønmaleriet. For fodbold er jo også blevet politiseret og korrumperet i et omfang, som er vanskeligt at begribe.
Når vi er oppe i de luftlag, hvor det handler om Champions Leaque, VM og EM, så skal man være mere end almindeligt naiv for at fornægte, at her spiller økonomi og kommercielle interesser en helt afgørende rolle.
Selv det tykkeste lag fernis af overfladiske betragtninger om fodboldens sociale og kulturelle betydning kan ikke sløre, at gemen bestikkelse og korruption trives i de gustne overlægs drivhus udenfor kridtstregerne.
Hvorfor skal VM ellers afvikles i et blodigt og udemokratisk despoti som Qatar?
Alle, der taler om, at politik og sport – in casu: fodbold – skal holdes skarpt adskilt, overser, at den mødom blev taget for mange år siden.
De to fænomener er uløseligt forbundet og vævet sammen i et uskønt kludetæppe, som gør det til en politiske forbrydelse at ville oplyse et stadion i regnbuefarver i protest mod behandlingen af seksuelle minoriteter.
Og det er dokumenteret, at yderligtgående bevægelser langt til højre i det politiske univers hægter sig på fodboldens popularitet til at fremme deres egne depraverede synspunkter. Og sådan kan man blive ved. Listen er endeløs.
Ude på Frejas baner
Men tilbage til det basale: Selve spillet. Fascinationen af det grundlæggende enkle. Min generation, den store lige efter 2. Verdenskrig, havde ikke mange tilbud at vælge imellem, men fodbold var et af de få.
Så det har jeg spillet så længe, jeg kan huske og mine ben har kunnet bære mig.
Først på et hjørne af min fars græsmark nede på Lolland, så i den lokale klub, hvor der kun var én bane og hvor de slidte målfelter gav hudløse knæ til mig som målmand.
Og nu som veteranspiller i den gamle arbejderklub Aalborg Freja. Der stinker af kamfer i omklædningsrummet og stikkelsbærbenene er pakket ind i det ene bind efter det andet.
Men når bolden triller og regnen pisker ind fra vest, så er den uskrømtede glæde som et brus i brystet – selvom der bliver længere og længere fra hjernens beskeder og ud til hænder og fødder.
Jeg elsker det.
Som Tony elsker sit Chelsea.
Og som vi holder af det landshold, der tog os med på en lille eventyrtur fra Eriksens fatale kollaps i Parken til det gloriøse nederlag på Wembley.
For hvad var det lige, landsholdet gjorde? Samlede og frisatte os ovenpå halvandet års ulidelig indespærring i pandemiens livløse hylster. Er der andet end fodbold, der kan det?