Havde nogen for ét år siden spurgt mig: Hvad er corona?
Ja så havde jeg uden betænkningstid svaret: En mexicansk øl.
Og hvis jeg for ét år siden havde stormet ind på DR-generaldirektør Maria Rørbye Rønns kontor og havde sagt til hende:
- Jeg har alletiders bedste idé. Hvad med om vi lader en køn lille mandsling sidde ved et flygel fredag aften i allerbedste sendetid, mens han spiller en stribe udødelige danske sange og opfordrer folk ved skærmene derhjemme til at synge med!!!!
Ja så var jeg gået fra generaldirektørens kontor med en fyreseddel i hånden. Og givetvis også et aftryk af hendes vinterstøvle på bagen af mine bukser.
Men det var dengang. I stedet har vi nu det meste af året levet med, at corona også er en luftbåren sygdom, som kan lukke lande, grænser, butikker, biografer, teatre, koncertsale. Ja alt.
At tænke kreativt
Den vigtigste lære i løbet af de seneste 10 måneder har dog været, at vi skal være glade for kulturen og især menneskene bag. For er der nogen, der kan tænke kreativt, så er det kunstnere. Der gik da heller ikke lang tid, før landets kulturliv var i gang med at gentænke alt.
12. marts lukkede Danmark. Inden månedens udgang kunne man se ”Coronamonologerne” på Teater Republique.
Jeg ved godt, at det teater ligger i København. Men det betød intet, for ”Coronamonologerne” var en teaterbegivenhed, der fandt sted på din pc, din tablet eller din telefon. På præcis det tidspunkt du havde lyst dertil. Der gik tre uger: Så var forfattere og skuespillere parate til at formidle gode teateroplevelser til os overalt i landet.
Kort efter kunne man se ”Karantæne” på Det kgl. Teater. (Billedet til venstre) Mindre end én måned efter nedlukningen var de klare med et helt nyskrevet stykke dramatik. Nyskrevet og nytænkt. For stykket handlede om et coronalukket Danmark. Det blev spillet af skuespillerne hjemmefra og optaget med webcam på deres respektive pc’er.
Musikerne i Aalborg Symfoniorkester skiftede Musikkens Hus ud med Musikkens Bus (ja sådan hedder den). Bussen kørte musikere i små grupper ud til plejehjem og andre gode steder, hvor de – på behørig afstand af hinanden og publikum – gav små koncerter.
For de har jo musikken i kroppen. Og den skal ud.
Og lidt længere henne i nedlukningen lavede Teater Nordkraft en repremiere på "Dig og mig ved daggry". (Billedet til højre) Ligeledes med virtuelle tilskuere til skuespillerne - eller var det omvendt?
Sådan har kunstnerne vist gang på gang, at de er mere omstillingsparate og nytænkede end de fleste.
Tak for det siger jeg bare. For det har været med til at føre os gennem krisen i et lidt bedre humør.
Så åbnede det så småt i juni
Til juni lukkede landet så småt op igen. Jeg husker stadig den brusende og dejlige fornemmelse, da jeg i forsommeren sad i salen på Teater Nordkraft og var en del af publikum for første gang i mange måneder. Teater Nordkrafts Comedy Tirsdag var første gang åbent for publikum 9. juni. I døren stod teaterdirektør Minna Johanneson med håndsprit og sagde til gæsterne:
- Hvis man tager sprit, så får man sprit.
Så efter endt afspritning af hænderne blev gæsterne tilbudt et glas champagne. Og kort efter en forestilling med comedy.
Her sad vi så i en teatersal med hvert andet sæde ledigt. Uhh - hvor jeg nød det.
Selv om det er et halvt år siden, sidder vi stadig på hvert andet sæde, når vi går i teatret rent fysisk.
Nåh-nej. Det gør vi så heller ikke længere. Teatrene og alt andet er lukket til efter nytår.
Åbner det snart igen?
Tror vi så på, at der bliver genåbnet, så snart vi har fået nytårskrudtet ud af øjnene?
Næppe. For ikke nok med at julen står for døren og masser af folk mødes, som ikke ser hinanden til daglig. I den boldgade kan nytårsaften nemt vise sig at være endnu værre. For nytår er jo ikke den hyggelige familiefest som julen. Nytår er for mange lig med at fyre den totalt meget af. Dans, skrål og druk.
Det kan nemt blive farligt.
Så fra min lænestol er der ikke udsigt til, at den kan blive skiftet ud med et teatersæde eller biografsæde foreløbig.
Undskyld at jeg sådan ødelægger den gode stemning. Men du er sikkert enig med mig, kære læser. Det her kommer til at tage tid.
Men tilbage til tanken om at sidde i hver sin stue og skråle med på hele sangskatten. Phillip Faber og Mads Steffensen fik jo rent faktisk en succes ud af at lave ”Fællessang – hver for sig”. På trods af at jeg jo - i tankerne - gik fra generaldirektørens kontor med et støvleaftryk i numsen.
Alsang
Der gik alsang i den. Vi skulle sammen synge imod den fælles fjende. Tyskerne var skiftet ud med en virus. Coronaen gjorde, at det mest håbløse koncept for kun ét år siden i stedet kunne blive en af de største succeser i stedet. Pludselig blev den sædvanlige streaming hjemme i stuerne afløst af fællessang – i det gode gamle flow-tv. Vi var sammen om en tv-oplevelse. På samme tid.
Det er også en del af coronaen: Vi er alle forandrede. Vi gør ting, der ville være utænkelige for ét år siden. Også når vi ser tv.
Nu venter vi så. Ikke på Godot, men på fremtiden. Det kan godt ske, at alle landets læger sidder og spidser kanylerne lige nu for at kunne stikke os med en vaccine. Men det gør ikke, at der er fred og ingen fare om få måneder. For vi skal jo alle have nålen, og det sker ikke fra den ene dag til den anden. Lægernes og sygeplejerskernes kanyleakrobatik på vores overarme kommer til at tage tid.
Teatre, koncertsale, biografer, restauranter, motionscentre, museer med mere åbner heller ikke fra den ene dag til den anden.
Så godt vi har kunstnerne. De skal i gang med at nytænke kulturlivet.
Igen.
Det bliver godt. Altså lige indtil vi er blevet befriet fra virussens besættelse.