AaB – et taberhold

AaB er et taberhold. Lige nu. Sådan noget kan ændre sig, og det vil sikkert også ske. Men lige nu er AaB altså et taberhold.

Og den situation kan være en oplagt mulighed for at diskutere forholdet mellem en by og dens fodboldklub. Som i dette tilfælde altså er Aalborg og AaB – som i øvrigt bliver kaldt for ’hele Nordjyllands hold’. Så vidt vil jeg nu ikke gå i denne omgang. Her vil jeg koncentrere mig om samspillet mellem by og hold.

Når det overhovedet er interessant, hænger det sammen med, at et fodboldholds rekrutteringsgrundlag engang var byen og dens opland. Derfor afspejlede en fodboldklub i den periode også den lokale kultur. På godt og ondt.

Det er imidlertid slut nu, og har vel egentlig været det siden 1990’erne eller i hvert fald siden starten af 2000’erne. Det eneste der er lokalt nu, er vel kun logoet på fodboldtrøjerne.

Så vi trofaste tilskuere med faste pladser og årskort på de forskellige stadions rundt om i landet, sidder i virkeligheden og holder med 11 trøjer, som en direktion hyrer forskellige folk fra det meste af verden til at fylde ud i en kortere eller længere periode.

I den kombination er det interessante spørgsmål, hvilken kultur, der så kommer til at udfolde sig på sådan et hold. Er det mon stadigvæk byens kultur?

AaB som fodboldklub afspejlede i lange perioder, at Aalborg var en industriby med en stærk arbejderkultur. Dvs. at der blev spillet hård og kontant fodbold, uden mange tekniske finesser.

Lange glidende og syngende tacklinger var en fest, og en centerforward der kunne score med ryggen en nødvendighed. Sådan spillede man også i eksempelvis Esbjerg, Randers og Næstved. Legendariske klubber, hvoraf en del ikke er helt på toppen længere.                 

I de større byer var der lidt flere klubber at vælge mellem, så her kunne akademikere spille i en klub, eksempelvis AB i København, og arbejdere i en anden. Sådan var det ikke bare i København, men også i Odense og Aarhus.

Fodboldholdene afspejlede med andre ord byernes sociale sammensætning, og når de var store nok, kunne man også se klasseforskellene.

Dengang tabte man også. Da jeg flyttede til Aalborg i 1986 havde AaB i en længere periode nærmest været indbegrebet af et taberhold. Men med et mål 7 minutter før tid mod Svendborg sikrede Henrik Andersen i 1986 oprykning til 1. division, der var toppen dengang.

Da man indførte Superligaen i 1991, var man altså med fra starten, men det var lige ved at blive ødelagt af en truende konkurs i 1993. Man klarede med nød og næppe de økonomiske skær og har sammen med Brøndby, som de eneste hold spillet med i den bedste række indtil nu. Hvor det altså er ved at se rigtigt sort ud.

Der er sket meget med fodbolden siden 1990’erne.

Den er blevet mere og mere professionaliseret, hvilket vil sige, at man har direktioner og sportsdirektører til at købe og sælge spillerne, og på den måde lave det, der kaldes et ’produkt’.

Der kan ligne en god forretning i en stadig voksende underholdningsindustri, som skal fylde fjernsynskanalerne med mere eller mindre interessant indhold.

Den lokale forankring er som nævnt først og fremmest logoet, og alle med interesse for fodbold har for længst accepteret, at det er forskellige spillere fra forskellige byer og især lande, der skiftes til at fylde trøjerne ud i en kortere eller længere periode.

Og vi tilskuere er med på legen med illusioner om den ’lokale’ klub, så vi hidser os gladelig op, især når vores indkøbte flok en sjælden gang kan banke de indkøbte spillere fra klubber som FC København og FC Midtjylland, fordi de er de bedste og rigeste klubber i Danmark.

Så lugter det da lidt af lokal kultur og klassekamp.

Desværre har det lange udsigter, at det ligefrem kan opleves som en stime. Af mange forskellige grunde har det nemlig ikke været de dygtigste eller heldigste folk, der i de sidste 10-15 år har styret AaB.

En klub som AaB kan drives som en lokal klub, der sparsommeligt forsøger at udvikle en spillekultur, der kan sikres fra år til år. Her nøjes man med at købe spillere ind, der kan udfylde bestemte pladser i den veludviklede struktur.

Eller også kan den drives som en klub, der skal købe billige spillere, udvikle deres kompetencer på et konkurrencedygtigt hold, og så sælge dem dyrt nogle år efter. Det er ikke uden risiko, at kaste sig ud i dette format, men det har imidlertid været strategien på direktørgangene hos AaB op til den nuværende sæson.

Ud fra en selvforståelse om, at vi selvfølgelig er en af de store.

Men man har ikke for alvor fundet de gode spillere, der kunne udvikle sig og blive solgt til en svimlende og urimelig høj pris – eller noget der ligner.

Derfor har man heller ikke haft et hold, der kunne fungere som ramme for unge spillere, der i trygge rammer udviklede deres spillemæssige kompetencer. Hvilket har resulteret i, at der jævnligt er gået panik i ledelsen, som regel af gode, resultatmæssige grunde, og så har man skiftet spillestil eller spillere igen og igen.

Med det resultat at usikkerheden er blevet forstærket år efter år. Og nu ligger vi altså i bunden med et hold uden selvtillid og spillestil. Og uden den store tro på, at tingen for alvor kan ændre sig, selv om holdet har fået en ny, gammel træner. Men der kan jo godt ske mirakler. Ikke mindst i fodbold.

Det er imidlertid ikke bare klubben, der har ændret sig. Det har byen også. Den er ikke længere en industriby, med masser af muskuløse og kontante arbejdere, der fyldte værtshuse og Jomfru Ane Gade sammen med sømænd, ludere og håbefulde lommetyve.

Industrien er i stor stil lukket, der er kommet et universitet til byen, og kulturen i mangfoldige udgaver fylder mere og mere op i en by, der ikke mindst er befolket med folk fra middelklassen, der gerne vil snakke, underholdes og udfordres.

På den måde ligner Aalborg mere og mere de fleste andre middelklassebyer i Danmark. Vi er lidt mere et lokalt centrum end så mange andre, men mangler måske en særlig mentalitet.

Selv om vi jævnligt støder på noget, der kan minde om at vi engang var en handels- og industriby i Nordjylland, hvor det ofte kan være vanskeligt at huske, at der er noget der hedder moms. Nu er vi reelt lidt af det hele, uden at være noget særligt. Ud over de særtræk, som vores geografi og by har givet os.

Derfor er samspillet mellem byen og fodboldholdet i dag først og fremmest baseret på, at den ene part gerne vil underholdes, og den anden gerne vil underholde. Og sådan er det med moderne elitefodbold.

Desværre står underholdningen lige nu lidt tilbage at ønske. Derfor kan vi imidlertid godt drømme om, at vores trøjer kan slå trøjerne fra især København og Herning.