Tænk at have en landsdelsscene

Da jeg for mange år siden blev spurgt af min mand, om jeg ville flytte med til Aalborg, var den absolut første tanke, der fór gennem mit hoved: ”Der er da Aalborg Teater!” 

De tanker, der pludselig suser op fra det ubevidstes dyb og drøner ind i bevidstheden som en rambuk, skal man tage alvorligt. De er besked fra det lag i sindet, hvor de vigtigste beslutninger tages. Og jeg tog beskeden alvorligt og sagde ja.

Jeg vidste på forhånd ikke meget om Aalborg; men jeg var klar over, at hvis jeg skulle bo der og leve mit liv der, var det ikke afgørende, om der blev brændt snaps og rullet cigarer, eller bygget skibe og forestået passagerbesejling af Sjælland, eller plantet tulipanløg i Kildeparken og udskænket mjød i Duus’s vinkælder.  Det afgørende var, at der var et teater.

Det var der, og hvilket teater!

Jeg havde faktisk været der en enkelt gang i 1964 som 2. g’er fra Marselisborg Gymnasium i Århus. Elevforeningen arrangerede en tur, så vi fik chance for at se teatrets begejstret anmeldte Ibsen-forestilling ”Vildanden.”

Der blev løbet storm på billetterne, som måtte rationeres. Første prioritet tilfaldt den årgang, som læste ”Vildanden” i dansk. Jeg var heldig.

Så gik det med tog fra Jyllands hovedstad til Jyllands næststørste by, naturligvis i en særligt lejet selskabsvogn med bar og dansegulv, som DSB dengang kunne tilbyde.

Det blev noget af en teateraften! Hvad teatrets ydre angik, syntes vi jo nok, at vi med Århus Teater kunne være os selv bekendt. Vi gik i hvert fald ikke ned på prismekroner.

Hvad teatrets indhold angik, måtte vi erkende, at Århus Teater her fik kamp til stregen. Aalborg Teaters direktør Karen Marie Løwert havde været dristig nok til at ansætte den unge Lommer-pige Lone Hertz til rollen som Hedvig, og ikke bare Hedvig, men hele forestillingen, var hen- og medrivende. Vi tog begejstringen med hjem, og Lone Hertz blev samme år kåret som Studenternes Æreskunstner i Århus.

Jeg ankom altså til byen som min mands kone, med et beskedent flyttelæs og erindringen om en strålende teateraften som fundament og udgangspunkt for en ny tilværelse. Da jeg først var bosat i Aalborg, åbenbarede byens øvrige kvaliteter sig. Der var ikke bare en landsdelsscene, men sandelig også et landsdelsorkester! Det var dengang uden eget domicil og måtte derfor øve og give koncerter på nomadevis, selv om det fortrinsvis var i Aalborghallen, man kunne høre orkestret.

 Der var også et kunstmuseum, som sagde spar-to til alt, hvad jeg hidtil havde set af kunstmuseer.

Fra min barndom i Aarhus var jeg vant til, at museets stueetage var reserveret Grauballemanden, runesten og lerkar, mens malerierne hang på første sal. Siden havde man godt nok adskilt kunsten fra resten af kulturen og opført et særligt hus til kunsten i bunden af Vennelystparken, og det var da godt nok, men det var rene vand sammenlignet med Nordjyllands Kunstmuseum, som bare var overvældende. Og så sagde man endda, at det skyldtes ledende personligheder inden for Arbejderbevægelsen og oplysningsforbundene, at museet var blevet en realitet. Hold da op! Bare blæret!

Siden er udviklingen løbet stærkt i Aalborg, ikke mindst for kulturen og dens bygninger.

Kunstens tempel har fået en gennemgribende renovering, så det er blevet både større og mere funktionelt – og næsten uden at man kan se det. Landsdelsorkestret har fået sit Musikkens Hus i en vildt forførende arkitektur. Endnu en spektakulær bygning har rejst sig på havnefronten i skikkelse af Utzon Center. Det er pragtfuldt; og som altid er der en vekselvirkning mellem form og indhold. Høj kvalitet i form befordrer høj kvalitet i indhold. Det er ikke til at komme uden om, selv om stor kunst naturligvis også kan skabes under trange kår og i nøjsomme rammer.

Det er Aalborg Teater et bevis på, og det er faktisk for galt! Hvad er forklaringen på, at landsdelsorkestret folder sig ud i nye pragtrammer, mens landsdelsscenen stadig spiller sine forestillinger i slagtermester Grøntveds morskabsteater fra 1878?

Den bygeregn af Reumertpriser, som gennem årene er faldet over Aalborg Teater, må snart udløse et nyt teater med nye sceniske muligheder, for på trods af de mange storslåede produktioner lider Store Scene som det klassiske barokteater under visse begrænsninger.  Der er store planer om at flytte landsdelsscenen til Spritten, det kommende nye store kulturcentrum i Aalborg, men finansieringen lader meget tilbage at ønske.

Forklaringen på denne skævhed ligger lige for. Den hedder Teaterloven fra 2007. Med den nye kommunalreform blev ansvaret for landsdelsscenerne flyttet til staten. Det forekom umiddelbart logisk nok, for hidtil havde landsdelsscenerne været amternes ansvar og opgave; men nu var det slut med både Århus Amt, Fyns Amt og Nordjyllands Amt, og så fik staten altså opgaven med de tre landsdelsscener i stedet.

Det var desværre en fejl!

Landsdelsscenerne er gledet bort fra den lokale favn uden i tilsvarende grad at blive omfavnet af Kulturministeren.

For Kulturministeren er landsdelsscenerne de fjerne scener, som har svært ved at mase sig forbi Det Kongelige Teater og Kapel og Det Københavnske Teatersamarbejde om ministerens opmærksomhed.

Hvornår så man sidst Kulturministeren i Aalborg Teater? For hjemstedskommunerne er landsdelsscenerne blevet en slags uægte børn, som ikke er lyst i kuld og køn.

Giv landsdelsscenerne tilbage til landsdelene! Lad hjemstedskommunerne overtage dem og drive dem med statslig medfinansiering. Så skal I bare se, hvilken energi der vil blive frisat. Der vil komme nye teaterhuse. Der vil komme ny kunst. Og der vil komme nyt publikum.

Det sidste er tiltrængt. For mens musikken og kunsten har publikumsmæssig medvind som aldrig før, stagnerer det for teatrene.

Det er synd. Opskriften på nye tider for landsdelsscenerne er her.