Om krig og Rusland

Det skyldes muligvis bare den virus, der farer rundt i kroppen på mig, og hvis navn er mig ukendt; men det er også en mulighed, at Verden virkelig er blevet slået for panden med en tøjrkølle, så den er splintret aldeles ad.

Endelig er det en mulighed, at Verden er, som den altid har været, så det alene er mine indbyggede forestillinger om den, der har fået en tur med tøjrkøllen.

Under alle omstændigheder kan jeg hverken finde hoved eller hale i Verdens gang. Jeg vil omskrive en eks-kulturministers klodsede udtalelse og spørge: ”Vil det ikke være upassende at skrive om noget som helst andet end krig, Ukraine eller Rusland?” Uanset hvad, så kan jeg i hvert fald ikke skrive om noget som helst andet.

Jeg ved ikke noget om krig. Jeg har aldrig smagt den. Jeg har aldrig lavet den. Jeg har ikke opskriften på den.

Jeg forestillede mig, det var en uddøende kulturel adfærd, der beklageligvis stadig pletvis kan forekomme, hvor en mindre oplyst befolkning udsættes for den af despoter, der endnu ikke har indset, at krig er totalt old school. At den er et monument over fejlslagen politik, og at den, der løsner det første skud, samtidig sikrer sig selv en evig plads i historiens hall of fame over uduelige politikere.

Den forestilling holder åbenbart ikke.

Jeg ved ikke noget om Ukraine. Først i 2005 erfarede jeg, at der er et selvstændigt ukrainsk sprog. Indtil da forestillede jeg mig, at russisk var befolkningens modersmål. Jeg troede i det hele taget, at landet under Sovjettidens tryk var blevet til en forholdsvis homogen masse, højst med lidt regionale forskelle.

Det har dog bekymret mig at de, der blev kaldt ”prorussiske separatister” ikke har kunnet inddrages i en forhandling, men er blevet holdt til ilden af Putin. I skolen læste vi noget fra ”Damals in Odessa” af Heinrich Böll. Det er stort set mine forestillinger om Ukraine. De holder åbenbart slet ikke.

Garderobemærket

Jeg ved ikke meget om Rusland. I min vindueskarm ligger et lille slidt garderobemærke fra et børneteater i Skt. Petersborg. På hver knag i garderoben hang to små træbrikker med nummer på. Det ene tog man med sig, når man gik ind i teatret, så man kunne være sikker på at finde sin frakke igen. Når man tog frakken på, hængte man selvfølgelig garderobemærket tilbage på dets plads.

Jeg blev helt elendig, da jeg fandt garderobemærket i min frakkelomme lang tid efter, at jeg var kommet hjem, for alt havde været så nøjsomt og spartansk i teatret.

Jeg gemte mærket og ville give det tilbage, da kunstnere fra teatret senere kom til Nordjylland. De lo af mig og bad mig gemme det som en souvenir. Det har jeg også gjort og med stor glæde. Teatret hed ”Den grimme ælling” og havde så smukke forestillinger. Holder den forestilling om Rusland?

Første gang jeg hørte om Rusland, var i Folkemusikskolen i Århus. Vi hørte ”Nøddeknækkeren.” Vi dansede dansene derfra. Vi lavede små stumper tekst til dele af musikken. Vi tegnede dragter til de forskellige personer i balletten.

Det var flot og indtagende, malende musik. Alle elskede vi ”Blomstervalsen.”

Det var der mange andre, der også gjorde, og valsen var at høre i radioens ønskekoncert næsten hver søndag. I dag synes jeg, at den er kedelig og banal, men jeg erkender, at den går fint til besvimet kylling i kunstigt brunet sovs med færdigkøbt agurkesalat. Tjajkovskijs musik. Fest, eventyr, skønne billeder. Holder den forestilling om Rusland?

Børnefilmklubben

Senere stødte jeg på Rusland i Århus Børnefilmklub. Byens socialdemokratiske styre havde sørget for, at byens skolebørn fik tilbud om gode børnefilm hver anden søndag eftermiddag, og når der vistes udenlandske film, sad skolerådmand Bernhardt Jensen personligt i salen med en mikrofon i hånden og læste de danske undertekster højt af hensyn til de læsesvage børn.

Min far blev noget mistænksom, da han hørte, at vi også så russiske børnefilm, idet han åbenbart anede en rød propagandistisk sammensværgelse mod de ubefæstede barnesjæle. Det beroligede ham, at der ”kun” var tale om tegnefilm.

Vi så ret mange.

Aldrig har jeg set så smukt tegnede tegnefilm! Aldrig har små pigers øjne været mere blå, og aldrig har de lidt eller stridt mere for gode gamle bedstemødre eller fattige, frygtsomme, forældreløse kammerater. Aldrig har små piger kunnet tale tydeligere med yndefulde dyr eller påkalde sig de gode magters hjælp mod det onde.

Altid var pigerne i smukke kjoler med bomuldsbluser under og med tykke fletninger. Og aldrig er røgen steget i en nydeligere tynd stribe op ad skorstenen fra småbitte bondehuse under tykke dyner af sne. Og altid vandt det gode til sidst.

Bernhardt Jensen talte på livet løs; men han kunne ikke overdøve filmens russiske fortæller, der bandt de små stumper dialog sammen. Vældig, som klang fra en domkirkeklokke, lød den dybe mandsstemme. Jeg fattede ikke, at et sprog kunne lyde sådan.

Hjemme foran spejlet i badeværelset øvede jeg mig på at frembringe lignende lyde. Man skulle løsne i kæbehængslerne, slappe af i tungens muskler og tage hele mundhulen i brug, som var den en kirke, man talte i. Så kunne det godt lyde russisk. Gribende fortællinger om behjertede, smukt klædte almuefolks liv, hvor det gode altid vinder til sidst. Et sprog, der i udtryksfuld kraft er uovertruffen. Holder den forestilling om Rusland?

Man ser verden som i et spejl med knust glas. Man hører uforståelige volapyk-nyheder, hvor sandhed og løgn ikke er til at skille fra hinanden. Kun grusomhederne står ubestridte og uimodsagte.

Krigen er ikke blot et fænomen tilhørende verden af i går. Den er middelalderlig. Soldater plyndrer de overvundne byer, som Rantzaus soldater, da Aalborg efter indtagelsen under Grevens Fejde ”blev givet fri til plyndring i 3 dage.”

Det eneste lillebitte lys er, at Ukraines præsident er skuespiller. Der er på hele kloden ingen profession, hvis indehavere jeg hellere vil betro verdensfreden. Mon jeg bliver smidt ud af Folkekirken, hvis jeg lukker øjnene, klemmer hånden sammen om garderobemærket og påkalder alle skuespillere i verden og beder dem forene sig og sørge for, at det gode vinder til sidst – og helst inden ret længe?