Lige som andre steder har det været vanskeligt i Tyskland at få publikum tilbage til kunsten efter corona-nedlukningerne. Det hjælper så småt, men man ser stadig 3/4 tomme koncertsale og teatre i et land, hvor der generelt meldes udsolgt til alt inden for kunstens verden.
Før inflationen skabte en ny krise verden over forsøgte man at huske publikum på værdien af den kunstneriske oplevelse. Det hjalp en del, men nu hvor økonomien har overhalet sundheden på hele verdens dagsorden, er prisen på kunsten blevet en vigtig parameter i arbejdet med at få fyldt teatrene m.v. - både i Danmark og Tyskland.
Der er herhjemme set spirende forsøg på at reducere egenbetalingen nu, hvor folk har færre penge mellem hænderne, men i mit andet hjemland, Tyskland, har man lykkedes med betalingsmetoder, der tilsyneladende virker.
Egenbetalingen til koncerter, udstillinger etc. har altid været højere i Tyskland, end i Danmark.
Ikke fordi de offentlige tilskud ikke er store nok, men fordi kravet til kvalitet er større, og det vil og kan det tyske publikum gerne betale for. Selvom der tilbydes rabatter, ståpladser m.v., der kan få en koncertbillet ned på 10-15 Euro, ligger prisen oftest på 70-100 Euro.
Det er først i de seneste år, at prisen på en billet med Aalborg Symfoniorkester har rundet 300 kr., selvom man der også tilbydes stole til 50 kr.
Men på det seneste har helt nye måder at regulere egenbetalingen på set dagens lys i Tyskland. Et koncept hedder "Oplev først, betal senere".
Her betaler man ved udgangen og følgelig i forhold til den oplevelse, man har haft, snarere end forventningerne til den.
Et anden idé kaldes "Betal hvad du kan", og der køber man som sædvanligt en billet ved indgangen, men betaler altså hvad man kan, dog mindst 10 Euro.
Ud over at sådanne koncepter er blevet godt modtaget, sker der faktisk det, at der kommer flere penge i kassen, end normalt og forventet.
Også begrebet "9 Euro", der er overtaget af DB, de tyske statsbaner, og som har bredt sig mange steder i landet, har fået succes i kunstverdenen. Det handler naturligvis om en enhedspris på sølle 9 Euro i entre.
Når man spørger publikum direkte, svarer mange, at de gerne betaler mere end normalt, fordi der er andre, der ikke kan betale meget. Eller man synes, at oplevelsen var større end forventet, og finder det rimeligt at betale for det.
Sagt på en anden måde: det ligner alt andet, end kampen om billigt smør i supermarkedet. Der træder én eller anden form for solidaritet i kraft, når det gælder kunst.
Den tankegang synes jeg, at danske kunstinstitutioner bør tage ved lære af.
Somme tider kan man ekspandere sig ud af en krise i stedet for at spare sig ud af den, og det er tilsyneladende det, der sker her - eller rettere: lavere priser fylder salene, og bedste kvalitet højner den frivillige egenbetaling.
Prøv det!
Øverste billede: Kø i Paris foran Krøyer-udstilling, Musée Marmottan Monet.