Man kender det fra alle storbyer. Det alternative og det lidt skæve tiltrækker masser af mennesker, stor interesse og investeringer. Der går et stykke tid og så er det skæve og det alternative presset ud – og ingen opdagede det, før det var for sent.
Det skal vi tænke på i Aalborg, når vi laver byfornyelse. Måske er det skæve og alternative mindst lige så vigtigt at bevare som landsbypræget i Gl. Hasseris – også selvom de mennesker, som lever og ånder for - og i disse - miljøer ikke har helt samme nemme adgang til byens magthavere som andre.
Karolinelund er et eksempel på et sådant alternativt miljø. Takket være naboskabet til Tulip er anvendelsesmulighederne begrænsede. Her kan f.eks. ikke bygges boliger. Derfor var det oplagt for byrådet at overlade dette område til de borgere, som havde ideer til at udnytte det. På den måde kunne man skabe et attraktivt område i byen, uden at det kostede kommunen noget særligt. Enkelte byrådsmedlemmer var bekymrede for, hvad dette anarki kunne udvikle sig til og ønskede en egentlig planlægning og kommunal styring af aktiviteterne. Heldigvis blev deres bekymringer afvist og Karolinelund har i stort omfang været overladt til brugerne. Det har betydet, at vi har fået et område midt i byen, hvor byhaver ligger side om side med skatere, graffitimalere og unge kunstnermiljøer.
Som et led i byudviklingen er vi nu gået i gang med at frilægge Østeraa. Det er jeg begejstret for. Jeg tror, det var ved kommunalvalget i 1978, jeg første gang var med til at stille forslag om, at åen skulle frilægges. Så det er en gammel drøm, som virkeliggøres her. En å gennem byen og Karolinelund giver nogle enestående muligheder for at skabe spændende byrum og attraktive rekreative muligheder.
Projektet truer imidlertid også de alternative miljøer, som i en periode presses ud. Først var der problemer med skaterne, som også havde andre problemer med kommunen. Det ser ud til, at vi fandt gode løsninger på dette. Efter min opfattelse er det imidlertid vigtigt for livet i Karolinelund, at skaterne vender tilbage. De udgør en vigtig del af det liv, som gør Karolinelund til et attraktivt område.
Graffitimalerne har også fundet et fristed i Karolinelund. Her har store og mindre store talenter fået mulighed for at udfolde sig – og nogen af disse kunstnere har opnået stor anerkendelse også uden for Aalborg. Der har udviklet sig et spændende og kreativt miljø. Desværre forringer arbejdet med at frilægge åen og renovere Karolinelund deres muligheder markant. Selv om kommunen har lovet dem, at de nok skal få lov til at vende tilbage, er det ikke rigtig lykkedes at overbevise dem om, at Karolinelund også fremover vil være et attraktivt område for dem.
Det er rigtig ærgerligt. Karolinelund bliver aldrig det samme igen, hvis graffitimalerne ikke vender tilbage. Derfor håber jeg, at Aalborg kommune i dialogen med graffitimalerne vil være åbne overfor deres forslag til løsninger, så vi kan fastholde dette spændende og kreative miljø.
Graffitimalerne kan ikke bare gå og vente på, at renoveringen af Karolinelund er overstået. De har brug for steder, hvor de kan udfolde sig i ”ventetiden”. Vi har masser af flotte gavlmalerier i Aalborg, men i vi skal også skabe nogen fristeder, hvor der er plads til graffitimalerne. Det kan kun lade sig gøre i dialog med dem. Vi må lytte til, hvilke behov og ønsker, de har. Heldigvis ser det ud til, at Aalborg Kommune er indstillet på det.
Det er vigtigt – ikke bare af hensyn til graffitimalerne, men for hele Aalborgs skyld. Hvis Aalborg for alvor skal være en by, som tiltrækker mennesker og virksomheder, er det nødvendigt med plads til det skæve og det alternative. Vi har brug for fristeder, som det Karolinlund har udviklet sig til.