At balancere på grænsen.

I dag har jeg skrevet intro-teksten til vores sæsonbrochure som snart går i trykken.

Den handler om, hvor forfærdeligt nervepirrende det er at lave teater.

Jeg har haft et konstant forhøjet adrenalin-niveau i 20 år. Til premiere, til prøvestart, til første dag i scenografien, til første gennemspilning, til første publikumprøve, til skitseaflevering, til modelaflevering, til den dag anmeldelserne kommer. Til hver gang man afprøver en idé, man mistænker er dårlig, men som muligvis kunne være genial. Jeg tror faktisk jeg er lidt nervøs i hvert fald en gang om dagen.

Det er også nervepirrende at lancere en ny sæson. Man lover en masse og siger en masse som man, med sved på panden og krydsede fingre, håber passer den dag, hvor forestillingerne faktisk spiller.

En teaterforestilling har nemlig sit eget liv. Man planlægger den flere år i forvejen, prøver at gennemskue alle tænkelige scenarier, tror man har styr på det, og i det øjeblik man begynder at prøve, bliver alt sprængt i luften.

Det sker hver gang. Forestillingen bliver et monster, som vil i tusinder retninger. Det er fantastisk og samtidigt helt forfærdeligt.

Men man ved det er nødvendigt.

Det er NU noget kan ske, som man ikke havde kunnet forudse. Der er pludseligt et helt hold mennesker, som har en masse meninger og kommer med en masse bud. Og det er selvfølgelig langt mere spændende, end det man selv kunne tænke sig til, alene ved sit skrivebord.

Nogle gange kommer man tilbage på sporet, men andre gange bliver det til noget helt andet, end hvad man havde lovet i sæsonbrochuren.

Og det er selvfølgelig det smukke og fascinerende med teater som kunstform. At den er ustyrlig og levende. Og spørgsmålet er altid, om man tør lade sig overraske.

Om man tør give slip på sin plan, og se hvad der sker.

Jeg hørte en gang et interview med Steven Spielberg. Han sagde, at den eneste måde at opnå succes på, var hele tiden at balancere på grænsen til fiasko. Hvis man ikke risiker fiasko, kan det stadig blive godt, men kun godt, Ikke vidunderligt og fantastisk og banebrydende!

Og hvem vil ikke være banebrydende og vidunderlig?

Så jeg har altid prøvet at efterleve den tanke. At balancere på grænsen til fiasko. At turde være i det, man ikke har planlagt. At tage chancer og lade sig overraske.

Det lykkes måske 30 procent af tiden. Mere kan mine nerver ikke holde til.

Resten af tiden bruger man alle de tusinde tricks, man ved virker. Det musiknummer, der altid får folk til at græde. Den joke, som altid får folk til at grine. (Der er for eksempel altid godt at have et toilet med på scenen.)

Men jeg elsker de der 30 procent! Jeg håber, at vi går en ny sæson i møde, hvor adrenalinet ikke bliver spist af, hvorvidt vi har lov at holde åbent eller ikke - men hvor det går til at lave vidunderlig og overraskende kunst!