I mange måneder har vi samlet os foran vores skærme for at synge sammen, uanset om det har været fredag aften til fællessang eller den daglige morgensang kl. 9. Vi har skabt os et fællesskab, fordi vi har haft brug for at stå sammen, minde hinanden om andre tider - både de gode og de dårlige og skabe et moment af fællesskab i et adskilt samfund.
Vores lyst til at dyrke vores sangskat og synge sammen har styrket min egen glæde ved at synge til trods for, at jeg synger hver eneste dag og lever af at få andre til at gøre det samme i mit erhverv som korleder.
Jeg er glad for den sangskat, vi render rundt med som danskere. Både de danske og de internationale sange, som har fået plads i vores højskolesangbog, hvor rigtig mange af vores store hits jo står skrevet. Mange danskere har en højskolesangbog stående på hylden derhjemme, nogle bruger den oftere end andre, og den bliver også uddelt til mange af landets efterskole- og højskoleelever. Den bog kan være et samlingspunkt, når vi mødes om morgenen og vil starte dagen med en sang, eller når vi skal lulle hinanden i søvn om aftenen.
Jeg har altid holdt meget af den bog, fordi den husker mig på gode minder fra højskoletiden, og fordi jeg bruger den i mit arbejde, hvor jeg jævnligt får mine korsangere til at synge fra den. Nu er der kommet en ny udgave, og den står øverst på min ønskeseddel til jul, og jeg glæder mig til at opdage nye sange og genopdage de kendte sange.
Vi skal rumme mange fællesskaber - ikke bare vores eget
Men der er noget, vi har misforstået (eller: ikke helt har forstået). Højskolesangbogen skal være omfavnende og rumme ikke bare ét - men mange fællesskaber. Jeg har for eksempel mine præferencer i højskolesangbogen. Det er nogle sange, der taler til mit hjerte, min hjerne og mit sind - og andre kan jeg ikke mærke. Men sangene kan sagtens betyde noget for et andet menneske, og det er dét grundlag, højskolesangbogen er bygget på. At sangene har en plads i vores bevidsthed i form af musikalsk fornøjelse, millioner af minder eller en følelse, der ikke kan beskrives med ord.
Fællessangen og fællesskabet skal, som navnene antyder, være fælles, og det allerbedste ved et fællesskab er, hvis det forener mennesker, man aldrig havde troet, man skulle stå side om side med.
Sangbog ikke skabt til splid
Højskolesangbogen er ikke blevet til for at skabe splid, og er der en sang, man ikke bryder sig om i bogen, er der heldigvis over 500 andre at vælge imellem, og der er så mange smukke, sjove, skønne sange, der bare skal opdages.
Forleden var jeg til et fællessangsforedrag med Phillip Faber, som vist ikke behøver nogen yderligere introduktion. Her blev jeg virkelig inspireret af, hvad han fortalte om den danske sangskat, som jo er kæmpestor og indeholder mange tekster og melodier, vi danskere holder af. Men han nævnte også noget, som jeg finder vigtigt at huske på: At vores opfattelser af den danske sangskat ikke nødvendigvis har sammenfald med din egen personlige hjertesangbog. Og netop det er vigtigt at huske på. Du kan altid selv vælge, hvad du kan lide at synge, men det kan aldrig skade at prøve en andens sang - måske falder du for melodien.
Brug din stemme og bliv gladere
Jeg tror, at det kan gøre noget godt for folkesundheden, hvis vi synger sammen. Sang taler et sprog, som er meget personligt og derfor meget dyrebart, uanset om man kan synge eller ej.
Jeg kender mange, der finder det grænseoverskridende at synge alene foran andre, men de samme mennesker giver den gas i kirken om søndagen eller foran scenen på Nibe Festival, fordi der er man en del af noget større - et situations-kor, der synger en fællessang. Det virker som et selvtillidsboost og en krammer på afstand at være en del af en melodi, og det kan man kun blive glad af.
Lad os skabe og bevare det fællesskab, vi finder i de svære tider, og dyrke det, når de glædelige begivenheder sker - uanset om du går rundt med “Mallebrok”, “With a little help from my friends” eller “Lyse nætter” i din indre sangbog.