Skip to main content
Rød stue/Blå stue - de kulturpolitiske klummer

Sygehus Nord-grunden: En kæmpe udfordring

Aalborg Midtby har gennemgået en forrygende udvikling over de senere år. Flere pladser og områder har fået et betydeligt løft, og byudviklingen prioriterer byrum, der har fokus på det grønne, fælleskaberne, det arkitektoniske og tryghed for borgerne.



Vi har fået en Budolfi Plads, som er i spil til diverse priser, og som aalborgenserne i høj grad har taget til sig. Det var godt, at de mange borgerprotester mod de første udkast til pladsens udformning gav resultater. Nu fremstår pladsen grøn og åben med et flot byggeri og spændende forretninger, helt i modsætning til den tidligere plads med parkering og en stor grim bankbygning.

Projektet fra Nytorv til Nordkraft er godt i gang, og første etape indvies 5. november. Det foreløbige resultat ser godt ud, men jeg kunne godt tænke mig endnu mere grønt, og det er muligvis på vej. Fint.

Et kritisk blik falder hen over de store bankbygninger på Nytorv.

Bankerne ud af byen

Spar Nord og Jyske Bank ligger helt centralt på Nytorv og fylder alt for meget. Håber de banker snart finder andre græsgange. Der er jo egentlig ikke nogen grund til at ligge inde midt i byen, når det efterhånden er meget få, der direkte besøger bankerne.

Bygningerne kunne huse noget helt andet og lægge op til kulturelle og sociale aktiviteter. Det ville være et scoop for Nytorv.

Men… hvor er det velsignet, at der endelig sker noget i et område, som har været et stort misfoster med biler, busser, cyklister og gående i kamp for at komme rundt i den helt centrale del af Aalborg.

Et tredje område, der nu står overfor en stor og spændende forandring, er Sygehus Nord-grunden i Reberbansgade.

I dag udfolder den sig på samme måde som Nytorv gjorde tidligere med et virvar og kaos i forhold til trafik og mangel på tryghed og grønne områder.

Sygehus Nord

Men… nu er Sygehus Nord-grunden solgt, og en masse muligheder åbner sig på alle måder.

By og landskabsudvalget har tidligere haft en debat om området, og områdets muligheder har været sendt i høring blandt borgerne.  Mange muligheder er blevet bragt på banen.

Først og fremmest har der været ønsker fremme om, at området skal indeholde en bypark med plads til leg, boldspil, musik, teater, kunst etc. Helt enig.

Samtidig kunne der laves en plads med cafeer og udeservering. Alt i alt vil det være fantastisk, hvis man kunne få området til at fremstå som en form for latinerkvarter, som området i høj grad indbyder til.

Multihus/kulturhus

Hvis højhuset bevares, bliver det nødvendigt med en renovering og forskønnelse, men så kan jeg også se en masse muligheder i huset.

Jeg kunne forstille mig, at en del af huset kunne bruges som en slags kulturhus, som Vestbyen og forskellige aktører derude efterlyser. Et hus der kan bruges til alle mulige former for sociale og kulturelle aktiviteter.

Seniorfællesskaber og andre former for fælleskaber kunne også være oplagte at etablere i huset. Der er mange, der efterspørger en god seniortilværelse tæt forbundet med andre mennesker. Huset vil være ideel i den sammenhæng?

Gode idéer efterlyses

Men generelt kunne jeg ønske, at huset blev et hus præget af mangfoldighed, hvor folk i alle aldre kunne bo på en af de mest attraktive pladser i byen og forhåbentlig til en fornuftig husleje.

Højhuset skal selvfølgelig tænkes i sammenhæng med de mange smukke mindre huse, som sygehusgrunden også indeholder, og som kan bruges til både boliger og erhverv.

Nu er der sat en proces i gang, hvor det er muligt for alle at byde ind med gode ideer til den fremtidige plads.

Jeg håber, at Enggaard og politikerne vil lytte godt og grundigt til alle input, som kommer fra samråd, borgere og interessenter på samme måde, som man gjorde ved Budolfi Plads,

Rød stue/Blå stue - de kulturpolitiske klummer

Denne klumme skrives på skift af Jørgen Andersen (SF), Vibeke Gamst (K), Per Clausen (EL) og Maja Torp (V). 

Arkiv