Skip to main content
Rød stue/Blå stue - de kulturpolitiske klummer

Gør Aalborg Midtby mere levende

Her ved indgangen til 2021 er vi alle stillet i positioner, hvor vi skal tænke alternativt og finde de små åndehuller i byen. Jeg vil i klummen her fokusere på Midtbyen i Aalborg, blandt andet fordi det er her, jeg bor og lever.

Under coronaen må vi alle tænke over, hvordan vi gebærder os. Men heldigvis kan vi altid bevæge os ud i byen, og i Aalborg er vi med tiden blevet velsignet med en midtby, der på mange strækninger vokser sig smukkere og mere indbydende end nogensinde før. Men der er selvfølgelig også plads til forbedringer og forandringer hist og pist.

Jeg nyder at gå ture i Midtbyen. Der et et hav af turmuligheder. Min gåtur har ofte som første stop det smukke område omkring Frederikstorv. Torvet var tidligere parkeringspladsområde, men byrådet besluttede i 2017, at der fremover skulle skabes et nyt og levende torv med plads til mennesker - og ikke biler.

Tolerancens lavpunkt

Det har skabt en større debat på sociale medier og andre medier, hvor tolerancen for hinandens holdninger indimellem bevæger sig på et lavpunkt. Det gjorde mig trist, for hvis vi skal udvikle noget rundt omkring, så må det være en præmis, at vi taler pænt og respektfuldt til hinanden uanset holdninger. Og at holde sig til sagen og ikke nedgøre personen.

Men... nu er omdannelsen af torvet i gang, og jeg har store forhåbninger til, at man på torvet kan skabe et nyt liv, hvor forskellige grupper kan mødes, og nyde livet og hinanden. Grønttorvet får en opblomstring, og der etableres en legeplads i foråret 2021. Kunstnere, musikere, eventmagere og en masse andre kan bruge pladsen, som de lyster.

I Aalborg kommunes kulturpolitik lægges der op til - at kunsten og kulturen skal ud i byen - og skabe liv og glæde. Det ville være oplagt, hvis Frederikstorv blev brugt, som legeplads for alle former for kunst og kultur.

Kunst og kultur ud i byen

 Men... også alle andre torve og pladser skal leve, og de har brug for nytænkning. Det Hemmelige Teater var tidigere en fast bestanddel af livet i Midtbyen, hvor folk blev en del at teatret. Hvor er de henne i dag! Og hvor er Aalborg Teater og TeaterNordkraft henne! Mig bekendt er de ikke meget uden for teatrenes tykke mure.

Huset i  Hasserisgade havde også tidligere et spændende koncept, hvor rullende koncerter - ud af Huset - fandt sted fra ladet af en Christiania-cykel.

Huset i Hasserisgade ønskede at gøre hele byen til en scene og udforske de små og skæve hjørner af byen, hvor musik og omgivelser kan smelte sammen. Gerne meget mere af det.

Ud på gaden

Som der også står i Aalborg Kommunes kulturpolitik: Uddannelsesinstitutionerne skal inddrages i udviklingen af byens rum. Her kunne gøres meget mere både politisk, kulturelt og på uddannelsesinstitutionerne.

Kom nu ud i livet på gaden, hvor livet også udfolder sig, og brug alle jeres praktiske, kreative, æstetiske talenter på Frederikstorv, Gabels Torv, CW Obels plads, Louises Plads, men også i kirker, på Nordkraft, i gågaderne etc. Specielt i en tid, hvor meget undervisning er henlagt til indendørs rum, hvor man sidder hver for sig og gaber. Mindre grupper kan i dag skabe liv i byens rum, og læring og udvikling kan foregå på andre måder end det digitale univers.

Og hvor er kunsterne med deres billedkunst. Det ville være oplagt, at de indimellem flyttede fra atelieret og galleriet og ind i det levende byliv.

Byråd vågn nu op

Meget er godt, men der er også plads til forbedringer.

Byrådet må simpelthen afsætte flere midler til udvikling af byen. Det koster, hvis det skal gøres ordentligt. Helt banalt er det en skandale, at byrådet ikke snart får afsat lidt håndører til offentlige toiletter i Midtbyen. Begriber ikke,  at det kan være så svært. Man vil gerne have folk ind og nyde og opleve byen, men de kan for f.... da ikke holde sig, til de er hjemme igen. Come on.

Det er også godt og rigtigt med opprioriteringen af byens torve og pladser, men det nødvendiggør altså også ansættelse af en koordinator for udviklingen af oplevelser og event. Det havde man tidligere på Frederikstorv, men hun røg ud med badevandet. Få nu ansæt en ny Midtbykoordinator, der kan være med til at berige og koordinere livet i byens rum i Midtbyen.

Godt gået

Men alt i alt synes jeg, at Aalborg langt hen af vejen er lykkedes med byudviklingen de senere år.

Budolfi Plads er et forbilledligt eksempel, og jeg har store forventninger til projektet fra Nytorv til Nordkraft, hvor der også lægges op til, at det er oplevelser og mennesker, det er i centrum, og ikke biler og busser.

Nytorv kan blive et oplevelsesrigt kulturelt Mekka med en en god forbindelse ned til Slotsparken og Fjorden, og med Gabels Torv som en perle i midten af det hele ned mod Nordkraft.

Jo, fremtiden tegner lys i Midtbyen og vi kan alle være med til at sætte vores præg på den.

Godt nytår.

Rød stue/Blå stue - de kulturpolitiske klummer

Jørgen Andersen er tidligere SF-byrådspolitiker, formand for Midtbyens Samråd og formand for Vand- og Kulturhuset Haraldslund.

Klummen skrives på skift af Jørgen Andersen, Vibeke Gamst, Per Clausen og Maja Torp hver tirsdag på kulturen.NU

Arkiv