Skip to main content
Rød stue/Blå stue - de kulturpolitiske klummer

Aalborg bør udnytte potentialerne

Sidder i min dejlige lejlighed i Midtbyen og skriver på denne klumme, mens karnevalstrommer og karnevalsmusik giver masser af energi og glæde.

Opvarmningen til selve karnevallet er i gang. Karnevallet er tilbage efter tre års tørke. Dunkelfolket, Poco Loco og en masse andre grupper fra hele Europa er igen ude på gaderne for at sprede glæde i byen. Hvor fantastisk at Aalborg er hjemsted for dette unikke kulturelle fællesskab, og at hele byen bakker op.

Ja, der er gang i byen. I sidste uge kom vinderforslaget på udviklingen af Sygehus Nord-grunden. Jeg må sige, at det ser meget lovende ud. I Midtbyens Samråd har vi været til Workshops og møder med en af investorerne, Kim Jacobsen, og vi har store forventninger, som ser ud til at blive indfriet.

Grunden i Reberbansgade er noget ganske særligt, og kan kun forskønnes. I dag er den et ragnarok med trafik, der vælter hovedløst rundt, og et sygehus der vel er en af de grimmeste bygninger i kongeriget. Det nye projektforslag vil forskønne bygningen på mange måder, og planen er i omgivelserne at lave folkepark, cafémiljøer og masser af grønt.

I selve bygningen påtænker man blandt andet at lave ungdomsboliger, seniorboliger/seniorfællesskaber etc. Genialt.

Og… parkeringen vil blive i en underjordisk kælder og intet parkeringshus. Sådan skal den skæres.

Kan lige se kvarteret i fremtiden udfolde sig som en form for latinerkvarter, som forbinder Vestbyen og Midtbyen. Projektforslaget skal nu i høring i diverse fora, og man kan kun have de allerbedste forhåbninger til, at der lyttes til borgerne.

Spritten, Havnefronten og travbanen

Jeg tror nemlig meget på, at investorerne er særligt opmærksomme på, at borgerne skal føres godt ind i en sådan proces. For mange byggeprojekter i Aalborg er blevet tonset igennem uden folkelig opbakning og inddragelse.Tænker med gru på det kaos, der har udfoldet sig omkring Spritten, hvor området ved havnen nu på andet år ligger brak og stinker.

Håber da at Martin Nielsen, Enggaard og kommunen snart finder hinanden, så det område også kan komme til at sprudle med masser af liv og aktiviteter og måske med Aalborg Teater, som en del af et kunst og kulturmekka.

Havnefronten er noget særligt og indbyder til kreative udfoldelser og tiltag. Snart er området øst for Limfjordsbroen færdigt som en lille oase. Hvis det så også var muligt at få by- og landskabsforvaltningen til at tage initiativ til en snak om, hvad man gør ved Havnebadet, som aldrig er kommet op at køre, så ville det være dejligt. Havnebadet bør åbnes meget mere op ud mod havnefronten i stedet for at ligge som en fæstning og et fort ud mod omgivelserne. Få dog nu indkaldt diverse interessenter og aktører, samråd, ungebyråd etc. til et møde om fremtiden med det havnebad.

En sidste bemærkning herfra skal handle om travbanen i Vestbyen. Den ligger på et smukt og indbydende grønt område og benyttes kun sjældent. I midten af travbanen ligger et kæmpe grønt område, som kunne benyttes til koncerter og andre arrangementer. Bare en ide.

Rød stue/Blå stue - de kulturpolitiske klummer

  • Denne klumme skrives på skift af Jørgen Andersen, fhv. byrådsmedlem for SF, Formand for Midtbyens Samråd og formand for brugerrådet i Haraldslund og Vibeke Gamst (K), Per Clausen (EL) samt Mikael Simonsen (V).
Arkiv