Det lød næsten for godt til at være sandt. Men det var ganske vist og helt rigtigt. Denne sommer har man kunne købe en billet, som giver adgang til alle tyske regionstog, busser, metro, færger og sporvogne i en måned for 9 Euro.
Tyskland er et kæmpestort land og har et net af offentlige transportmidler, der hænger sammen på kryds og tværs, så der er virkelig noget at komme efter for en symbolsk pris.
Partierne De Grønne, SPD og FDP vedtog i foråret en nødhjælpspakke først og fremmest for at bøde på virkningerne af inflationen og med et ønske om at støtte tyskere med alle typer af indkomster med at komme let og gnidningsfrit omkring i det store land.
Men initiativet har også en grøn dagsorden, og politikerne håber på at kunne lokke tyske statsborgere ud af bilerne for aktivt at medvirke i den grønne omstilling.
At det er ekstra svært for tyske borgere at opgive bilen kan jo ikke undre, da selve ideen om, at hver mand skulle have sin egen bil, stammer helt tilbage fra 1930’erne, hvor Adolf Hitler lancerede ideen som en del programmet ’ Kraft durch Freude’, der bl.a. førte til opførelse af Folkevognsfabrikkerne. En ide, der har vist sig mere end almindelig levedygtig også i Danmark
Vi købte en billet og kastede os ud i det tyske tog-eventyr. Her er lidt om, hvad vi lærte om offentlig transport.
Små glimt fra en togrejse
Vi mødte i begyndelsen af sommeren op på Aalborg Station med en vis nervøsitet for overfyldte toge og lange stræk med ståpladser og besvær med bagage. Men der var på alle strækninger en siddeplads.
Deutsche Bahn (DB) har udviklet en app, som gør det nemt at orientere sig i det vidtstrakte net af regionstoge og planlægge rejsen ned til mindste detalje.
Undervejs flyder det med informationer gennem digitale skilte, højtalere i toget og på perroner, oversigtstavler, venlige togkonduktører og medpassagerer.
Toget standser ved alle små og store stationer, da DB ikke er gået amok med at nedlægge de små stationer i lokalområder med lav befolkningstæthed.
De store positive gevinster var på tæt hold at opleve mange sider af vores store naboland – se, hvordan byggestil og hverdagsliv spiller sammen med kulturelle kendetegn i delstater og lokalområder, og dog er man ikke et sekund i tvivl om, at det her er Tyskland.
Alt er velordnet, rent, venligt, moderne og farverigt. Og DB drives effektivt og punktligt. Bekymringerne ved turens start blev helt og afdeles blev gjort til skamme.
Men det ukomplicerede rejseliv fik en brat ende, da vi nåede til Flensborg på hjemrejsen. Netop på den varmeste sommerdag med temperaturer op til 38 grader aflyste DSB det tog, der skulle have bragt os til Fredericia.
300 mennesker var efterladt på perronen – kun med en besked om, at der snarest ville komme togbusser. Sikke et kaos!
I Fredericia bliver det ikke meget bedre. Tog til Århus og Hobro var forsinkede – og så endnu mere forsinkede. Endelig kørte der et tog ind på perronen.
Et tog der allerede var overfyldt, og hvor aircondition var brudt sammen. Her stimlede vi sammen bare for at få at vide, at der endnu ikke var mødt en togfører ind – mere ventetid i saunaen.
Togføreren ankom i løbet af en halv times tid, og han begyndte dagens vagt med at fortælle, at toget desværre var endnu mere forsinket, da toget fra Padborg havde problemer med at lukke dørene. Og vi måtte vente på, at det problem blev løst.
Endelig – lige før midnat - ankom vi til Hobro Station, hvor der ventede endnu en togbus. Her havde vi dog opgivet og fået gode folk til at hente os.
Offentlig transport er en offentlig opgave
Der kan ikke herske tvivl om at offentlig transport er en offentlig opgave, men forsøg på privatiseringer af offentlig transport har her i landet forplumret billedet.
Skiftende politiske flertal har siden det store sammenbrud i togtrafikken i 90’erne valgt at omorganisere togdriften i Danmark den ene gang efter den anden. Og dog er der stadig problemer bare med det mest basale – en sikker drift. I øjeblikket kan man på de danske stationer se store plakater med DSB’s 4 miljømål. Her ville jeg ønske lidt mere nøgternhed og opfordrer til kampagner for 4 driftsmål.
Det kunne være:
1) Flere nye driftssikre moderne tog, der kører til tiden
2) Vedligeholdelse af skinner, stationer, signaler
3) Mere personale på stationerne og mere kommunikation undervejs
4) Alle lokalområder er knyttet til tognettet
Hvis dette skal føres ud i livet, nytter det ikke med omorganiseringer, lappeløsninger og nærige investeringer.
Der skal store investeringer til, og det er vel ikke for meget forlangt, at skattekroner går den vej?
Det er politikernes og ingen andres ansvar at støtte den offentlige transport, og det almennyttige kan i øjeblikket gå hånd i hånd med den grønne omstilling. Hvis det offentlige transportsystem fungerer, kan det være et seriøst alternativ til privatbilismen, men det skal netop være et driftssikkert system.
Fremtid
Jeg ved godt, at Japan er et helt anderledes land end Danmark, men derfor kan vi jo godt lade os inspirere. Her ved politikerne, hvad det vil sige at have ansvaret for offentlig transport for alle borgere uanset geografi og indkomst.
For eksempel skete der på øen Hokkaido i 2014, at en beslutning om at lukke en lokal station, Kyü-Shirataki, blev forpurret, da de lokale togmyndigheder får en meddelelse om, at der er et ungt menneske, der bruger stationen for at kunne gå i gymnasiet. Dette får myndighederne til at udsætte lukningen, indtil hun er færdig med gymnasiet i 2016 og med lovning om, at den genåbner, hvis der viser sig behov derfor. Her er der høj bevidsthed om, at offentlig transport ikke er en forretning, men et gode. 
I min optik er bilismens dage talte – ganske enkelt fordi kloden ikke har ubegrænsede naturressourcer. At bilismen tilmed har så store konsekvenser for klima og landskaber, der skæres igennem af motorveje og udfordrer diversiteten i naturen, burde få enhver politiker til opprioritere de offentlige transportsystemer, hvor også godstransport burde fylde mere.
Vi kunne gå foran her i Aalborg og bygge et spor mere til jernbanebroen og tilføje et spor til busser og lastbiler til tunnelen. Og vi kunne opgive den vanvittige ide om at føre en motorvej over naturperlen Egholm.
21 millioner har købt en Euro Ticket (ud af en befolkning på 83 millioner) og er alene derfor en ægte succes. Hvor meget billetterne så vil blive brugt og af hvilke målgrupper og til hvad, må vi vente med at vide noget om til efter august 2022, hvor eksperimentet løber ud.
Desværre ville en 9 Euro Ticket ikke kunne blive en succes her i landet. Dertil fungerer transportsystemet alt for dårligt, og dertil mangler dén væsentlige koordinering mellem tog og busser, der skaber tillid til, at man kommer frem nogenlunde til tiden og uden at have brugt alle kræfter bare på at rejse.
Så kære beslutningstagere – kom i gang med arbejdet – det bliver kun værre af at vente og udsætte.