Den danske cykelkultur er markant og velkendt – ikke mindst blandt os danskere. ”Det cyklende Danmark” indgår ofte i det billede vi glad viser frem for omverdenen.
Da Tour de France i sidste uge startede startede med tre danske etaper, ville vi igen formidle fortællingen om cykellandet Danmark til verdenspressen, med indlagte highlights som en kronprins, der fragter sine børn på en ladcykel, samt ”en af verdens mest befolkede cykelstrækninger” (Dronning Louises Bro).
Fortællingen er ikke bare et PR-stunt, der skal øge landets turist-indtægter. Vi tror selv på den, og de fleste danskere opfatter vistnok sig selv som ”cyklister”. De fleste af os er i stand til at holde balancen på to hjul, og almindeligvis disponerer vi over en cykel, vi kalder ’vores egen’ (selvom det ganske ofte er konens eller børnenes).
I den virkelige verden er det daglige cykleri i tilbagegang, udfordret af en voksende to-bils-kultur, samtidig med, at vi i voksende omfang ikke tør sende vore børn alene ud på cykel til skole og sport . Samtidig er en voksende elektrificering af livet på vore cykelstier ved at ændre landets trafikmønster.
Sidstnævnte er dog ikke nødvendigvis et trist tegn på en cykelkultur i forfald. Den peger måske frem mod en anderledes, men positiv fremtid.
Cykelkulturen på tilbagetog?
Det er vanskeligt at overse, at den danske cykelkultur har ændret sig i de senere år. Forleden fortalte Vejdirektoratet os, at danskerne, -”på trods af der er afsat milliarder til nye cykelstier”- , i dag cykler mindre og kortere, end de gjorde for 20 år siden. Især den del af befolkningen, der er 30+ og bor ”udenfor de store byer”, holder mere igen med cykleriet end tidligere.
De moralske pegefingre blev ivrigt luftet, da massemedierne lancerede nyheden. De gentagne henvisninger til milliard-investeringerne i nye cykelstier samt til vort krævende klima (”mørke, våde og blæsende mandag morgener”), efterlod et indtryk af de ikke-cyklende danskeres skammelige utaknemmelighed og dekadente blødsødenhed.
Fakta er imidlertid, at Danmark blev et cykelland af simpel nødvendighed, og på trods af klimaet.
At forestille sig, at mennesker med bopæl, eksempelvis i Støvring, en regnfuld mørk november-morgen, positivt tilvælger at transportere sig selv til Aalborgs centrum på cykel, vidner kun om, at man selv lever en beskyttet tilværelse.
Sandsynligvis i et storbyområde med max. tre kilometer til arbejde, eller man alternativt er i panikalderen og i færd med at træne til en ironman.
Det interessante er ikke, at mennesker, der har råd, vælger bilen som dagligt transportmiddel, men derimod at et voksende antal borgere vælger en anden, relativt ny mulighed : De sætter strøm til cyklen .
Cykler & el – den geniale kombination
Vi er i disse år vidne til eksplosions-motorens udfasning som trafikalt fremdriftsmiddel, og dermed begyndelsen på elbilernes regeringsperiode . Samtidig sker der også noget spændende på cykelstierne.
Stadig flere cykler får elstøttet drift. Udviklingen er relativt ny. Globalt set startede den i 1992, da man begyndte at introducere elcykler med lithium-batterier på markedet. Forud var gået små hundrede år, hvor man siden 1895 havde bøvlet med at udvikle effektive batterier, der muliggjorde længere køreture, end ned til den nærmeste bager.
Da der efter årtusindskiftet kom gang i udbredelsen herhjemme, blev den nye type cykler mødt med både skepsis og masser af fordomme.
På den ene side blev de i det offentlige omdømme knyttet til mennesker, der havde et aldersrelateret problem med at benytte en almindelig cykel.
Som konsekvens blev det opfattet som stærkt usexet, for yngre mennesker under 45 at vælge denne trafikform. På den anden side advarede man i stærke vendinger mod at lukke disse potentielle fartdjævle på 65 år+ ud på cykelstierne med en støttende elmotor. Man påpegede det nødvendige i at beskytte medtrafikanterne, og ikke mindst de ældre selv.
Eventuelt med et totalforbud mod den slags udskejelser. Med en maksimal hastighed på beskedne 25 km/t og påbudt cykelhjelm forekom retorikken en kende skinger i tonen, og kravene om et forbud stilnede da også efterhånden af.
Den afgørende begivenhed skete, da den elektrificerede ladvogn ramte markedet. Sådan en man kan transportere børn i.
En oplagt genial mulighed for den unge familie med små børn, samt et tilsvarende dagligt problem med at få transporteret de små til daginstitutionen uden bil, og uden at bruge en halv formiddag på projektet.
Konsekvensen blev, at de 65åriges+ monopol på elcyklerne hurtigt forsvandt. I dag har vi så en situation, hvor byernes trafik vrimler med en bred palet af forskellige eldrevne transportmidler, som ladcykler, - mountainbikes, - racercykler samt naturligvis den klassiske bedstemorcykel, med lav indstigning, forhjulstræk, samt batteri på bagagebæreren.
Et broget skue.
Tilføj invasive sværme af el-løbehjul samt et langsomt, men støt voksende antal speed pedelec’er med en max. hastighed på svimlende 45 km/t., og det bliver tydeligt at trafikbilledet i og omkring vore større byer er ved at ændre karakter.
Den bæredygtige – og virkelig irriterende cyklist
Jeg ser ikke en fremtid, hvor bilerne forsvinder fra bybilledet.
Men jeg håber på en fremtid, hvor privatbilismen opdateres yderligere i en klimavenlig retning, og hvor den offentlige trafik langt om længe bliver et reelt og attraktivt alternativ – også i Nordjylland.
Omvendt kan jeg sagtens få øje på en masse fremtidige udfordringer, også for trafikken på cykelstierne.
Når jeg i dag, på min ’almindelige’ cykel kæmper mig over Limfjordsbroen, håber jeg altid meget, at der ikke dukker en væg-til-væg ladcykel op foran mig.
Jeg synes, at de er geniale, men de er også i den grad en udfordring for medtrafikanterne. Endnu mere stresset bliver jeg, hvis jeg får øje på en nybegynder på et el løbehjul, der helt savner elementær køreteknik, men alligevel forsøger at tjekke sine opdateringer undervejs.
Jeg er helt med på at fremtiden tilhører den eldrevne trafik, og håber den fremover vil antage nye, hybride og innovative former, men alle trafikanter bør stadig opføre sig ordentligt, uanset om de sidder på en ladcykel med to glade børnehaveunger, eller kører solo i en diseldreven Audi.