Mon ikke der var mange, der ligesom jeg fik kaffen galt i halsen, da de forleden søndag så TV Avisen på DR ? Indslaget handlede om overbelægning på vore hospitaler.
DR havde lavet en grundig kortlægning af alle hospitalsindlæggelser i Danmark siden 2016, og undersøgelsen dokumenterede, at hver syvende patient, der indlægges på danske hospitaler, havner på en overbelagt afdeling.
Det var en udpræget dårlig nyhed at få serveret sammen med aftenkaffen, men den skulle blive værre. Meget værre. Især hvis man bor i Nordjylland.
Det viser sig nemlig, at Aalborg Universitetshospital sammen med Nykøbing Falster Sygehus er de to hospitaler i Danmark med den største overbelægning. Konkret drejer det sig om, at 4 ud af 10 patienter på disse to hospitaler ligger på overfyldte afdelinger. Men ikke nok med det, historien bliver værre.
Den egentlige nyhed var ikke, at danske hospitaler generelt er ramt af overbelægning, men at der er geografiske forskelle i overbelægningen.
Som udsendelsen formulerede det: Jo længere du bevæger dig bort fra sygehusene omkring Aarhus, Odense og København, desto større er din risiko for at ende på en afdeling der mangler senge eller personale. Overbelægningsproblemet vokser simpelthen, jo længere bort man bevæger sig fra de tæt bevoksede områder (Citat : Thomas Emil Christensen, speciallæge i intern medicin).
Allerede denne nyhed tangerer at være en ægte skandale. For har borgerne, selv i de yderste hjørner af Vendsyssel, Himmerland og Lolland, ikke de samme patient rettigheder som man har i Nordsjælland og på Østerbro i København ? Naturligvis har de det. Skattetrykket er desuden cirka det samme.
Mig bekendt udløser den markante overbelægning ikke nogen skattelempelse i hverken Pandrup eller Skelund. Min første reaktion var derfor en vis ophidselse over den sociale ulighed i vores lille og relativt homogene nation, som de regionalt betingede forskelle er et udtryk for.
Det overraskede mig egentlig, at jeg ikke blev mere ophidset end tilfældet var. Selvom nyheden var træls, kunne jeg samtidig godt forstå, at det måtte være sådan. Som så mange andre har jeg over tid vænnet mig til den omstændighed, at det kræver et godt helbred, at bo på tyndt befolkede lokaliteter.
Sådan er det bare.
Men så begyndte jeg at tænke nærmere over formuleringen: ”overbelægningen vokser, jo længere bort du bevæger dig fra de tæt bevoksede områder”, og sammenholdt den med nyheden om, at overbelægningen på Universitetshospitalet i Aalborg i 2021 var på 42,6%, mens den kun var på 12,5% på Aarhus Universitetshospital, og 1,4% på Rigshospitalet i København.
Det mærkelige er i denne forbindelse, at Aalborg Universitetshospital, der åbenbart indtager førstepladsen som Danmarks mest overbelagte hospital, er placeret i landets tredje største kommune og midt i den fjerde største by (begge dele målt i indbyggertal).
Det tyder på, at områdets befolkningstæthed ikke er nogen overbevisende hovedforklaring på overbelægningen. Der er tydeligvis andet end en lav befolkningstæthed, der skaber overbelægning.
Trængsel, travlhed og dødelighed
Hvad er så konsekvenserne af forskelle i hospitalernes belægning? Betyder det ikke bare, at jeg som nordjyde har større risiko for at havne i en seng ude på hospitalsgangen, end mange andre danskere ?
Desværre nej.
Vi taler ikke bare om højere risiko for træk og uro, samt det trælse ved at vågne op i et skyllerum. Vi taler om noget mere alvorligt. Vi taler om dødelighed.
I en rapport fra Region Hovedstaden skrev man i 2020, at ”overbelægning på akutområdet medfører en stigning i dødeligheden blandt patienterne”. Og tilsvarende stod der i en rapport fra Region Midtjylland i 2021, at ”overbelægning udgør en væsentlig risiko for patientsikkerheden”.
I hospitalsverdenen har man et mål, man kalder ”Hospitalernes Standardiserede Mortalitets Ratio” - i daglig tale: HSMR.
HSMR’en udregnes ved at tage antallet af faktiske dødsfald på et hospital, og dividere det med det forventede antal dødsfald gange 100, hvor det ’forventede antal dødsfald’ er udregnet på en måde, så der er tager højde for patientgruppens diagnose, alder, køn og indlæggelsesmåde.
HSMR påvirkes således ikke af forskelle mellem de respektive patientgruppers gennemsnitsalder eller af deres indlæggelsesprofil.
Hvis vi nu ser på forskellen mellem de forventede og de faktiske indlæggelsesdødsfald i henholdsvis Nordjyllands, Københavns og Midtjyllands Region (4. kvartal 2015) så var der i Nordjylland flere dødsfald end man skulle forvente.
Konkret var der 642 faktiske dødsfald mod 573 forventede. I København var der derimod færre faktiske dødsfald (1846) mod de forventede (2154). Sådan var det også i Midtjylland, med 1142 faktiske- og 1199 forventede dødsfald.
Nu er der givetvis flere faktorer end overbelægningen, der har indflydelse på patientdødeligheden, men omvendt er det vanskeligt på baggrund af tallene at afvise, at overbelægning faktisk påvirker dødeligheden på vore hospitaler, samt at systematiske forskelle i overbelægning derfor vil resultere i systematiske forskelle i patientdødeligheden.
Mellem Nordjylland og resten af landet.
Udefra kommende katastrofer eller en rigtig træls planlægning ? Nu vil læseren måske spørge, hvad det alt sammen har med hverdagsliv at gøre? Svaret kunne være, at da hverdagsliv handler om, hvordan vi lever, så bliver det også relevant at overveje, under hvilke omstændigheder vi dør.
Som speciallæge Thomas Christensen har formuleret det, så er lighed i sundhed og dermed hvad angår dødelighed en illusion, når vi helt entydigt får en ringere behandling for den samme sygdom, afhængigt af hvor vi bor.
Sundhedsminister Magnus Heunicke udtalte da også, at ”den geografiske ulighed i overbelægningen er urimelig: ”… der bør ikke være et dårligere tilbud til de folk, der bor i Holbæk eller Thisted, end til dem der bor tæt på Rigshospitalet”.
Det kan man kun være enig med ham i.
Samtidig synes politikerne hen over midten generelt at have en forkærlighed for at forklare problemerne med årsager, de ikke har noget direkte ansvar for. For eksempel med faktorer som: Den aldrene befolkning, landdistrikternes affolkning samt hospitalernes problemer med at rekruttere medarbejdere.
Tilbage står imidlertid, at forskelle i overbelægning mellem regionerne tydeligvis ikke udelukkende drejer sig om demografiske forskelle, samt at man visse steder planlægger ud fra en forventet overbelægning, og i denne forbindelse lukker sengepladser for at opnå besparelser.
Her er det vanskeligt at opfatte en øget investering i den kommunale akuthjælp hos den enkelte borger (= det aktuelle udspil til ny sundhedsreform) som andet end en lappeløsning. Selvom megen statistik fortæller os, at hospitaler er et farligt sted for mennesker at opholde sig, så gælder sloganet fra ældreplejen: ”længst muligt i eget hjem” ikke ubetinget, når vi taler om syge mennesker.
Endelig savner jeg stadig en rigtig god forklaring på, hvorfor specielt Nordjyllands største hospital, placeret i Danmarks fjerde største by, har landets største overbelægning, samt en forventet dødelighed, der er højere end i regioner vi normalt ønsker at sammenligne os med. – Eller gør vi ?
Når man hører politikere udtale sig, kunne man undertiden få det indtryk, at det alt sammen er noget Nordjylland må leve med. Men det kan vel ikke passe?