Kræft, komik og venskab

Film - ”På kanten af livet”

Når livet byder på kræftdiagnose, ved man, at det er på tide at få gjort alt det, man endnu ikke har nået. Eller har drømt om at gøre.

Her er det to gamle kostskoleelever, lægeprofessor Arthur (Fabrice Luchini ) og livsanarkisten César (Patrick Bruel), som pludselig må tage stilling til hinanden, venskabet og livet, da døden pludselig truer.

Det hele er lidt indviklet, fordi César lige er blevet sat ud af sin lejlighed af pantefogeden og her uheldigvis kom til skade. Så er det godt, at Arthur låner ham sit sygesikringsbevis, så han kan blive ordentlig scannet og undersøgt.

Men det er Arthur, der efterfølgende bliver indkaldt til en seriøs, alvorlig lægesamtale. For han har nemlig fået konstateret uhelbredelig lungekræft.

Men det er jo ikke ham, men César der er dødsmærket.

Det kan lyde tungt, men det er fransk komedie på højt niveau. Elegant og præcist bliver der driblet rundt i forviklingerne, der også omfatter Arthurs eks-kone Virginie, datteren Julie, og den kønne kræftterapeut Randa (Zineb Triki).

Det er såmænd også en smule usandsynligt, at Arthur så længe og vedholdende kan blive ved med at holde fast i misforståelsen. For César tror virkelig, at Arthur skal dø.

Charmøren får handlekraftigt via en fornærmende ”falsk” e-mail til Arthurs chef sørget for at denne bliver suspenderet. Og så er der jo fri leg på casino, restaurant, diskotek og måske bordel, hvor de to på skift får lov til at udleve deres inderste drømme.

Tonen er munter og lejlighedsvis også alvorlig med disse to klasseskuespillere på ganske slap, men også spændstig, overraskende linje.

Der kommer meget godt ud af det usandsynlige, og her er mange forrygende enkelscener – f.eks. den hvor César skal lære Arthur, hvordan man lægger an på en kvinde.

De to er så forskellige som nat og dag. Fabrice Luchini i form af lægen er regelret, kontrolleret, en anelse småborgerlig, mens Patrick Bruel gir den gas som impulsiv charmør og her-og-nu livsnyder.

Men de møder hinanden i venskabet, og så går der roadmovie i historien om de to modsætninger, hvor der forude venter fest og farver, skænderier, far-opgør og andet godt.

Du er godt underholdt hele vejen igennem i bedste franske feel-good stil, og så er det da ikke så lidt af et kunststykke, at filmen faktisk lykkes med at skifte fra komedie til en mere alvorlig tone.

Så den kroger os på flere måder. Kræft og komedie i et ganske velafbalanceret miks, der kalder på både grinet og en enkelt tåre.