Tæt på en so

Film -”Gunda”

Gunda er et stridbørstet svin – en so med et kuld smågrise.

Og det er hende, som er hovedpersonen i denne sort-hvide film med nogle høns og køer i birollerne.

I halvanden times tid følger vi livet ude på landet – på et landbrug, hvor dyrene får lov til at leve i rimeligt naturlige omgivelser.

Filmen åbner med soen Gunda liggende der i åbningen ind til svinestalden, tilsyneladende sovende. Men hvad er nu det, der dukker op der i mørket bag hende – noget pusler bagved.

Gunda er såmænd ved at føde og snart kravler, puffer, sutter og skubber smågrisene omkring hende for at komme til de strittende patters livgivende mælk.

En 12 stykker har hun vel født. Sådan går der et godt stykke tid, hvor vi bare sidder og følger med i det naturligt svinske liv. Her er ingen forklarende fortællerstemme eller indlagt baggrundsmusik.

Bare insektsummen, fuglekvider og brøl fra den norske gårds andre dyr.

Lidt senere dukker nogle stærkt forpjuskede høns op. Forsigtigt får de sig skubbet ud af transportkassen og sætter for første gang hønsefødder på rigtigt græs.

Er det måske plagede burhøns?

I hvert fald er det første gang, at de med plirrende, dybt forundrede øjne oplever den vidunderlige, virkelige verden.

Og snart ser vi hvordan de afpillede langsomt genvinder troen på, at det er værd at skrabe efter føden og livet.

Vi ser også en flok køer blive lukket ud på forårsgræs, i muntert spring og galop, indtil hegnet endelig stopper, og de snusende begynder at gå i gang med det nye græs.

Der sker ikke ret meget og alligevel en hel masse, mens du sidder på sidelinjen og følger med, nogle gange tæt på i close up, andre gange i fornemme landskabsbilleder, og bare følger med.

Du kan falde i staver og tænke tanker om dyrevelfærd undervejs. Køerne, som står der med store vemodige øjne. De ender som kød i vore frysediske.

Du kan komme til at tænke på, hvordan vi egentlig behandler de dyr, vi spiser, i det topmoderne, industrialiserede landbrug.

Skuespillet virker ganske troværdigt ned til mindste grisehvin og grynt, billedsiden er sort-hvid realistisk, men også magisk smuk. Manuskriptet er måske ikke epokegørende nyt, men skrevet af Moder Natur i løbet af mindst et par årtusinder.

Der sker ikke en skid, og det er netop filmens styrke. Du kan selv tænke dit eget ind i filmen og måske komme til at tænke på, hvordan landbruget engang så ud med grise, køer, høns, heste og får og en langt mindre forjaget måde at producere føde på.

Det giver denne lille sort-hvide film dig rig lejlighed til. Og det er vel egentlig en gave, ik?