Vrede og tilgivelse

Dokumentar - ”Faderen, sønnerne og Helligånden”

Vi er helt nede på bunden af misbrugs-Danmark, Hvor der bliver drukket stærkøl Brutalis og røget joints i et væk, mens de to brødre Henrik og Christian Ernst i fælles omtågede konspirationsteorier prøver at finde ud af, hvad de skal stille op.

Først og fremmest med deres far Preben, som de stadig mener, har været med til at snyde dem for en millionarv efter deres rige badehotels-morfar.

Filmen her er en opfølger til dokumentaren ”Testamentet”, der skildrede, hvordan arvesagen splittede familien af.

Men her går vi først og fremmest helt tæt på de to brødre. Den godmodige, men også selvynkende Henrik, som vi møder netop som hans søn Alexander skal konfirmeres.

Derfor har Henrik skrevet et brev til den far, han ikke har set i 12 år og fortalt at børnebørnene gerne vil se ham. Så – skal vi ikke tilgive hinanden?

Men far Preben møder ikke op. Det gør den overtatoverede narkobror Christian til gengæld. Gensynsglæde og snart følger vi brødrene i stærkt vådt og rygende hamp, mens de endnu engang opsøger deres far for at få styr på det der testamente, som snød dem.

Ikke bare for penge, men også for et ordentlig liv.

Det er faktisk ganske ulideligt at se de tos evindelige bortforklaringer og manglende vilje og evne til at se deres egne fejl i øjnene. Mens de nusser om deres grønne hampplanter, drikker sig studedumme og sender truende sms’er.

Dokumentaren er optaget over en 14 års periode, og instruktør Christian Sønderby Jepsen kommer nådesløst tæt på de to og deres familie.

Hold nu bøtte, hvor man håber på, at Alexander nu også kan få tingene til at fungere på Viborg Gymnasium, hvor han er blevet optaget med minimumskarakteren 5.

Imens tåger brødrene og filmen videre i sin dokumentariske skildring. Især Christian virker fuldstændig uden for fornemmelse af sin egen ulykke. Totalt ude af stand til at reflektere over sit liv, sit misbrug og sin aggressive lunten-er-altid-kort holdning til alt og alle omkring ham. Selv sine egne sønner.

Det er en barsk og hård film. Skånselsløs. Ubærlig. Og rigtig og allermest slem, når de to brødre bare giver hinanden ret i, at det ALTID og ALTID har været de andres skyld.

Men Henrik viser sig så alligevel at have styrke nok til at begynde at bearbejde og forstå sig selv. Og hvorfor han er blevet, som han er. Plaget og samtidig handlingslammet af sit eget ynkelige selvpineri.

Det er en dokumentarisk skildring af misbrugets anatomi og samtidig kampen for at kæmpe sig videre til et godt liv – at undslippe den sociale arv, dømt som taber på forhånd. På den grusomme, nærmest pinligt afslørende måde.

Christian finder til sidst en udvej ved at tilslutte sig en højreradikal, religiøs farvet organisation Holy Europa, også kaldet Hellige Danmark, og får dermed fundet ikke bare en syndebuk, men en hel flok.

De fremmede, muslimerne, alle dem, som ikke er danske.

Der viser sig et lille lys for enden af den mørke, mørke helvedes-tunnel, som filmen skildrer. Og tak for det.

Ellers havde det næsten heller ikke været til at bære at se denne film.

Vi kommer rigtig tæt på de her mennesker, også Henriks kone Ceci, der både kæmper med de grønne ølflasker og med at holde sammen på sin familie, og samtidig får vi lært en masse om afmægtigt had og vrede, der vel egentlig kun kan opløses med tilgivelse.

Så – hvis du tør, så følg med ind i biografmørket og se den!