Yderst chamerende sci-fi romantik

FILM: "Drømmemanden"

Den tyske film ”Drømmemanden” er en sci-fi romantisk-komedie instrueret af Maria Schrader. Filmen er yderst charmerende, og den sender én ud af salen med dybe tanker om vores teknologiske fremtid. Den er stensikkert en tur i biografen værd.

Vores hovedperson, Alma (Maren Eggert), er forsker i oldtidstekster på Pergamonmuseet i Berlin og har en succesrig karriere. Alligevel mærker seeren, at hun længes efter mere og føler sig ensom.

Modvilligt har hun sagt ja til at deltage i eksperiment, hvor hun skal teste en ny menneskelignende robot. Det er sådan hun møder, Tom (Dan Stevens), som er specielt designet til at repræsentere lige netop hendes drømmemand.

Både Tom og din Netflix algoritme har det tilfældes, at de begge udvikler sig, efter de bedømmelser de får.

Det resulterer i en lettere akavet start i forholdet, hvor Alma ikke just er imponeret over robotten. Alligevel flytter Tom nu ind i hendes lejlighed i tre uger. 

Begge hovedpersoner leverer en pragtpræstation i deres roller som det umage par.

Maren Eggert formår at gøre Alma til en tydelig skeptiker, som til tider er så ukomfortabel i situationen, at den bliver akavet. Samtidigt tilfører hun Alma dybde, og gør hende meget relaterbar i rollen som en karrieredrevet singlekvinde.

Dan Stevens optræden som menneskelignende robot gør i sig selv filmen værd at se. Hans mekaniske bevægelser og sprog er særdeles morsomt, især inden hans algoritme bliver helt fintunet.

Selvom karakteren i starten skiller sig tydeligt ud fra menneskerne omkring ham, har han en meget tydelig udvikling igennem filmen. Det gør Dan Stevens et fænomenalt job med at skildre, så man hurtigt får sympati og kommer til at holde af robotten Tom.

Det er ikke store scenografier eller overvældende landskaber, der fylder i filmen. Alligevel overrasker den en gang imellem, når vi får smukke udsigter over enge og skove. Her blander billedet sig med filmens underlægningsmusik, som er en blanding af jazz og klassisk musik.

Begge disse elementer lægger sig dog i baggrunden, og er ikke de udtryk, som fylder mest når man går ud af salen.

Det, som fylder mest, er sammenspillet mellem Tom og Alma. Deres dialoger med hinanden er sjove og overraskende og fremkalder både grin og krummede tæer. Selv endte jeg med at holde af de to karakterer sammen og håbede på, at Alma ville få hendes romantiske gode slutning.

Der findes klassiske rom-com elementer i filmen, men der er også mere dybde og intensitet.

Tom er meget analyserende og nysgerrig på menneskelige følelser, og derfor ender han og Alma flere gange med at have samtaler omkring hendes følelsesmæssige bagage.

Disse scener er især effektfulde, fordi det er to modsatte poler, som fører en dialog med hinanden. På den ene side et følsomt menneske og på den anden en kølig maskine.

Menneskers forhold til maskiner er netop et af hovedelementerne i filmen. Den prøver at vise både plusser og minusser ved idéen om, at mennesker ville kunne have et intimt og romantisk forhold til en robot. Det lykkedes filmen i høj grad med, da publikum selv skal tage stilling til, hvad de mener om dilemmaet.

Undervejs i filmen sad jeg selv med en splittet følelse omkring, hvad jeg ønskede, der skulle ske med parret. En god kærlighedshistorie er altid rar, men på den anden side, så føltes det heller ikke naturligt. Selv gik jeg grublende ud af salen, og jeg var særdeles underholdt undervejs.