Katastrofe-komedie med fed parodi på Trump

FILM: "Don't look up"

Hvad nu hvis kometen kommer? Altså den komet, der med 99,7 procents risiko vil styrte ind i jorden og udslette alt liv.

Det handler denne film om. Og nej: Det er ikke en skrækfilm. Det er ikke science fiction. Det er ikke en katastrofefilm i gængs forstand. Det er en komedie.

Egentlig er det mest af alt en satire over det amerikanske system og de amerikanske politikere.

I selve de indledende sekvenser ser vi astronomen Kate Dibiasky (Jennifer Lawrence) finde den løsslupne komet. Hun kigger på supernovaer og opdaget ved et tilfælde kometen. Om seks måneder og to uger vil den styrte ind i jorden og udslette alt.

Jamen så er der vel blot tilbage at fortælle myndighederne derom, så man kan sende et arsenal af atombomber i den rigtige retning og få bæstet til at skifte kurs. Længere er den såmænd ikke. Det er peace of cake, som man siger på de kanter. Så de allerbedste astronomer og forskere får foretræde for præsidenten Janie Orlean, spillet præcist, dumt, tunghørt og grænseløst egoistisk af Meryl Streep. Hun er formidabel i den rolle.

Satire skrev jeg ovenfor. Og hendes rolle er en fin karikatur på Donald Trump. Hendes gode råd til forskerne er: Slap af. Kom tilbage lidt senere. Det går nok over af sig selv.

Mere Trump: Resistent over for fakta. Har ansat sin søn som uduelig stabschef. Har problemer med sit og andres sexliv (altså politisk set). Er modtagelig for bestikkelse. Alt er galt. Meryl Streep spiller en langhåret udgave af Trump. Og det er morsomt.

Forskerne går til pressen, og her går det ikke meget bedre. De kommer i tv-showet The Daily Rip, som er en amerikansk pendant til Aftenshowet herhjemme: Alting sovses ind i jovialitet, i privatsnak, i talen ned til folk og i forsøget på at få kendte i studiet. Og da Kate Dibiasky skriger: "Vi skal alle dø!" - så bliver hun til grin i hele landet.

Det er en komedie, og der er gode smil undervejs. Men det er først under rulleteksterne, at jeg for alvor får latterkrampe.

Satiren giver sig også udslag i, at præsidenten allierer sig med verdens tredje rigeste mand (i den virkelige verden er det Bill Gates), som har fundet ud af, at når en komet på størrelse med Mt. Everest er på vej mod jorden, så er den spækket med sjældne mineraler. Var det ikke bedre at udnytte disse mineraler end blot at sende dem på afveje.

Den er præsidenten naturligvis med på. Man skal jo også tænke på sin hovedsponsor - altså verdens tredje rigeste mand - og der er et midtvejsvalg på vej.

Der er også fin satire i, hvordan myndighederne konstant forsøger at lukke munden på vores forskere. FBI er lige her dummere end politiet tillader.

Så jo - det er en ganske underholdende sag.

Netflix står bag, så det er også en produktion, der egner sig til tv-skærmen. Det er tydeligt, at billedsiden passer bedre til 65 tommer på væggen derhjemme frem for 50 kvadratmeter lærred i biografen. Men biografen kan jo stadig noget særligt, som et tv aldrig kan klare.

Filmen er stjernespækket. Ariane Grande er med, og hun fylder for meget. Hun synger en sang i filmen, og den får vi i hele sin udstrækning. Det bliver for langt. Men der er masser af karakterer, hvor vi finder skuespillere, der ikke blot er kendte, men også hamrende gode. Leonardo DiCaprio er den i starten distræte professor, der ender med i stedet at være den supersexede professor. Cate Blanchet er overdådig som studieværten Brie, der æder magtfulde mænd til morgenmad. Hun bekender blandt andet, at hun har to eks-præsidenter som tidligere sengekammerater. Og hun får da også hevet DiCaprio med en tur i kanen.

En anelse for lang er filmen - 2 timer og 25 minutter. Men der er altså god satire undervejs. Og altså som nævnt et skraldgrin under rulleteksterne, som jeg sent vil glemme.