Skip to main content
tv-serie

Hvor ligger Løkken? Og hvor ligger lykken?

TV-SERIE: "Hvor ligger løkken"

Spørgsmålet er superrelevant, når man har set denne serie. For hvor ligger Løkken? Måske er spørgsmålet mere dækkende, hvis man spørger: Hvor ligger lykken?

For et år siden fik vi første sæson. Henri (med fransk udtale) og Stephanie var på vej til Paris på kæresterejse, men så bliver turen aflyst i sidste øjeblik. Kufferterne var ellers lagt i bagagerummet på den ventende taxi.

Corona, du ved.

I stedet cykler parret til Løkken, hvor Henris datter driver en restaurant.

Henri er kok. Michelin-kok.

Stephanie er madanmelder.

Begge er de temmelig temperamentsfulde og temmelig jaloux.

I sæson 2 er kufferterne igen ved at ryge i bagagerummet på en taxi. Målet er igen Paris. Denne gang skal parret giftes i Midteuropas Aalborg - eller hvad de nu kalder Paris dernede.

Igen aflyses turen. Epsilon-varianten af corona har lukket Paris. Igen bliver det nye mål Løkken, hvor den lokale sognepræst vil gifte dem. Sidste år var det en roadmovie på cykel. I år er det en sail-movie, eller hvad det nu hedder, når man vil sejle sig frem mod målet.

Sejle til Løkken i en lille lystbåd?

Hmmm.

Men det passer jo meget godt med seriens generelle kendskab til den danske geografi. Sidste år fandt vi ud af, at Rubjerg Knude lå blot 15 minutter til fods uden for Løkken... I år ligger Løkken for enden af en blid fjord omgivet af bløde bakker. Og kirken i Løkken ligger i grønne omgivelser med et bedårende gadekær lige foran.

Hmmmm.

Jeg tror, de med serien har stavet lykken forkert. For det er altså ikke vores, nordjyske Løkken, de finder for enden af regnbuen.

Sidste år var der en skurk: Conrad. Stephanies chef som for enhver pris ville i bukserne på hende.

I år er der en skurk: Conrad. Stefanies chef, som for enhver pris vil forhindre brylluppet, selv om han siger, at han har været i terapi og er forandret. Og ikke vil i bukserne på hende.

Hmmm - den tror vi så ikke rigtig på.

Det tyggegummi, der klæber episoderne sammen, er, at Henrys restaurant er ved at gå konkurs. 

Ja - i år er det krukkede Henri lagt på hylden. Nu hedder han Henry.

Der er kun fem afsnit. En start og en slutning og så tre i midten, der foregår på hver sin lokation et solbeskinnet sted i Danmark. Kystnært naturligvis, for vi er jo til båds...

Det er et meget tegneserie-agtigt univers med nogle groft karikerede figurer. Det er såmænd udmærket, når man kun har fem episoder af 14 minutter at arbejde med.

Det betyder også, at dette skal betragtes som aldeles uforpligtende underholdning, som helst skal ses fra stuens blødeste lænestol eller smådøsende på sofaen. For der er ingen finere nuancer

Vi kommer dog ikke uden om, at Lise Baastrup og Nicolaj Kopernikus gør det udmærket.

Der er jo megen falden-på-halen-komik lige her, og den genre mestrer de. De er også aldeles glimrende til at tegne seriens mange pinlige optrin på et splitsekund alene med deres mimik. Så hurra for det.

Sidste års sæson var noget mere originalt end denne, som blot er lavet for at malke videre på en succes. Men femte og sidste afsnit er faktisk både hyggeligt og sjovt, om end der stjæles med arme og ben fra andre film/serier.

Gennem hele serien har Volbeats monsterhit "For evigt" fyldt en del. Det er da også lidt sjovt, at i seriens sidste scene sidder to frontfigurer fra Volbeat på en sejlbåd og skåler i et par dåseøl. Mens musikken spiller.

Der er fine grin undervejs, og med denne tv-serie får du fin underholdning i fem kvarter. Heller ikke mere. Men på den anden side: Vi er på den tid af året, hvor der er masser af stunder, der lige trænger til fem kvarter, hvor man kan slå hjernen helt fra. Hvis det handler om det, så er "Hvor ligger Løkken" helt perfekt.

Arkiv