Film - ”De lydløse"
10. august 2008. Dansk Værdihåndtering bliver udsat for et bevæbnet røveri. Udbyttet er 70 mio. kr. Heraf er kun 4 millioner efterfølgende blevet fundet.
Filmen her bygger på virkelige begivenheder, og hvis du nu har en vis indbygget skepsis overfor danske film, der prøver at lege barske og actionprægede …
Ja, så kan du godt droppe det. For den her har virkelig godt fat i sin røver- og røverihistorie.
Med til at give skildring autentisk farve har også været, at en af røveriets bagmænd, Steffen Andersen og journalist Peter Sloth har været tilknyttet som konsulenter på filmen.
Sammen skrev de to bogen ”Røver” om kuppet.
Bokseren Kasper (Gustav Dyekjær Giese) har været ude i ”noget pis”, men træner nu flittigt og hårdt. I håb om at blive Danmarksmester i sin vægtklasse. Bor i Ballerup med samlever og datteren Sara.
Men så en dag vil den smykkesælgende svoger gerne se ham i butikken. En marokkansk mand, Slimani (Reda Kateb) vil gerne tale med ham. Han har et godt tilbud til vores bokser, men Kasper takker i første omgang pænt nej.
Satser på boksekarrieren og kommer så alligevel i tvivl. Vil godt være med i planlægningen men ikke deltage aktivt i selve røveriet.
Sådan kommer det imidlertid ikke til at gå. Og snart er planlægningen i fuld gang.
Kasper har nemlig en plan, der vil lukke hele politistyrken ned. Med spærrende skraldebiler, partisansøm, sorte Audier og passende bevæbning i form af kalashnikov.
Så er røveriet pludselig i gang, og nu du kunne godt ønske dig et sikkerhedsbælte monteret på din biografstol. For det kører derud ad i hektiske 25 minutter. Tjekket filmet, der sagtens kan måle sig med amerikansk, strømlinet action.
Her bygger det bare på en meget bedre historie.
Adrenalin-suset er nærmest til at føle på i den febrilske og hektiske skildring af røveriet.
I en lille sidehistorie møder vi også sikkerhedsvagten Maria (Amanda Collin), der gerne vil ind til politiet og som pligtopfyldende kommer i farlig nærkontakt med røverbanden.
Gustav Giese har vist brugt mange timer i træningscenteret for at blive six-pack-fit og muskuløs overbevisende til denne rolle, men han magter også at tilføje sin rolle ”svaghed” og ømhed. I forholdet til sin datter, men også overfor medmennesket.
Modsat ham skildrer den franske stjerneskuespiller Reda Kateb sin karakter, som skruppelløs og voldelig psykopatisk, men også med respekt for danske Kasper.
Genkender både dræberinstinktet og en hård opvækst i sin danske makker.
Tjek lige Kateb i filmen "Profeten". Gyselig god.
På facitlinjen nederst står der – nu ved du en hel masse om, hvordan de røvede 70 millioner, og i første omgang satte politiet total skakmat. Men du ved meget lidt om de barske drenges baggrund, og hvorfor de gjorde det.
Du kan savne mere psykologisk baggrund og viden om, hvorfor Kasper blev, som han blev, men du kan ikke tage fra filmen, at den her historie er højeffektivt og godt fortalt.
Med en lille indbygget morale om, at selv om du måske slipper afsted med pengene, så koster det altid - og altid mere på den menneskelige side.
Du mister noget værdifuldt for dig selv, når du bliver kriminel.
Selvom du måske har en køletaske proppet med 500 euro-sedler gravet ned i udkanten af Malaga.
PS: Undrer du dig over filmtitlen, så til oplysning – ”de lydløse” er slang for kontanter i kriminelle kredse.
Film
- ”De lydløse”
- Danmark, 2024
- Instruktør: Frederik Louis Hviid
- En time, 50 minutter
- Tilladt fra 15 år
- Danmarkspremiere, 31. oktober, bl.a. Biffen, Nordkraft, Aalborg.