Skip to main content
Film

Grusom familieferie

FILM - "Familien Addams 2"

Den grufulde familie er tilbage på det store lærred. Perfekt timing til skolernes efterårsferie og årets halloween.

Denne gang er uhyggen flyttet ud af Addams-huset og ind i en hjemsøgt, vampyrinspireret autocamper, da far Gomez føler, at familien trænger til at blive rystet sammen igen.

Det kommer især af, at den melankolske teenager Wednesday ikke dukker op til familiens ”tyggeritual” – altså aftensmad, fordi hun i bund og grund ikke føler sig som en ægte Addams.

En advokat dukker op, lige som familien er ved at læsse autocamperen, og forlanger en DNA-prøve på datteren, eftersom hans klient er overbevist om, at klienten er Wednesdays rigtige far.

Hr og Fru Addams vifter advokaten væk og skynder sig afsted. Tværs over USA det går. Kursen er sat mod Death Valley, og ruten er – ret så forudsigeligt - Route 66.

Fortællingen omkring Wednesday har svært ved at komme i gang, for en masse sideløbende fortællinger skal præsenteres inden, og først halvvejs gennem filmen er Wednesday på vej ud for at finde sit sande jeg.

Animationsfilmen har et rodet plot, og hver karakter i filmen har sin egen mission, der stikker væk fra hovedfortællingen.

Og den meget langsomme start resulterer desværre i, at afslutningen også forbliver uforløst.

Det store kaos, der sker til slut, er proppet med så mange sløjfer på forskellige ender, at man knap kan huske, hvad der faktisk skete de sidste ti minutter af filmen, efter man har forladt biografsalen.

Man skal selvfølgelig have in mente, at det er en børnefilm, men alligevel kender vi andre animationsfilm, der både kan være interessante og sjove og have en fornuftig afslutning, der giver mening – og det sker desværre ikke i ”Familien Addams 2”.

Små, sjove detaljer er dog til at finde, og i en scene fra stranden i Florida, solbader familien i skyggen, bygger et sandslot som en guillotine og svømmer rundt med en hajfinde på ryggen. 

Her bliver der skabt en sammenhængende scene, der er sjov og fortællende, og som giver os indblik i den skøre familiens (u)hyggelige stunder sammen.

Desværre er Onkel Fester svær at forstå, og selvom Andreas Bo er kendt for at lave sjove stemmer, så er det svært at tro, at selv de mindste vil kunne forstå hans råbesnak som den skøre onkel.

Stjernerne i ”Familien Addams 2” findes faktisk i de to karakterer, der ikke taler, nemlig Tingen – den afhuggede hånd – og butleren Lurch.

Fantastisk er det, når Lurch og Wednesday står over for en flok vrede bikere, og hun siger:

- Lurch, vis denne barbar, hvad dine døde, kolde hænder er i stand til.

Og den store frankensteinlignende mand løber tværs gennem rummet og hen til klaveret for at bryde ud i sang med ”I Will Survive” af Gloria Gaynor (1978).

Det er dejligt uforudsigeligt, og den ellers langsomme og brølende butler viser sig at være en sand sangstjerne.

Tingen - den afhuggede hånd - gør sig også bemærket, for det er bare sjovt, at der hele tiden er en ekstra hånd, uden nogen synes, det er underligt - f.eks. når Gomez Addams grubler og mangler en hånd til at støtte sit hoved på.

Små corona-referencer dukker også op, hvor Tingen bader i håndsprit på køkkenbordet, og hvor Wednesday fortæller bikerne, at hun har holdt social afstand siden sin fødsel.

Animationsfilmen ”Familien Addams” er tilbage med den svære to’er, men familiens tur gennem USA er både forudsigelig og overfladisk med et rodet plot, der vil alt for meget.

Måske skulle nogle af de mange sidehistorier være gemt til en 3’er – for jeg vil egentligt gerne se mere til farmorens ”Lyfe-Festival”, hun holder i det store hus for at tjene nogle penge, mens resten af familien er væk.

Små (u)hyggelige glimt dukker op, men jeg savner, at man dyrker detaljerne og lader os komme ordentligt med ind i familiens univers, f.eks. når Wednesday lynhurtigt laver en DNA-prøve uden større forklaring. 

”Familien Addams 2” er en fin film til ungerne, men desværre ikke en af de animationsfilm, som man mener, voksne kan få noget ud af.

Og så må vi håbe, at de mindste kan holde koncentrationen i den ellers pakkede børnefilm.

Film

  • "Familien Addams 2" - Org. titel: "The Addams Family 2"
  • Komedie/Eventyr, United States/Canada, 2021
  • Instruktør: Conrad Vernon og Greg Tiernan
  • Danske stemmer: Cyrus Strange/Troels Lyby, Gomez/Casper Crump, Wednesday/Filippa Navarana Coster-Waldau, Fester/Andreas Bo, Morticia/Stine Stengade, Mr. Mustela/Magnus Millang, Pugsley/Albert Rudbeck Lindhardt, Grandma/Pia Rosenbaum
  • En time og 33 minutter - frarådes børn under 7 år
  • Premierer den 7. oktober 2021, bl.a. i Nordisk Film Biografer.
Arkiv