Skip to main content
Oscar-nomineringer

Vildt: Danske film nomineret hele fem gange

Dansk film kan sole sig i det største antal Oscar-nomineringer nogensinde. Ikke færre end fem nomineringer er i spil til prisfesten, der holdes 27. marts i Los Angeles.

Filmen ”Flugt” slår alle rekorder med ikke færre end tre nomineringer. Den deltager i konkurrencen om at være Bedste internationale Film, Bedste Dokumentar og Bedste animerede Film.

”Flugt” er lavet af Jonas Poher Rasmussen. Det er en film, der handler om 36-årige Amin, der er flygtning fra Afghanistan og netop står over for at skulle giftes med Karsten. Det er en film, der blander såvel animation som dokumentar. Det er derfor, den rammer så mange kategorier på én gang.

”On my Mind” af Martin Strange Hansen skal dyste i den kategori, der hedder Bedste Kortfilm. Dan Laustsen deltager i kategorien Bedste Fotografering for sit arbejde med filmen ”Nightmare Alley” (billedet)

Endelig er der lidt ære, som vi skal dele med normændene, for den dansk-norske instruktør Joachim Trier har gået på filmskole i Danmark. Han har en dansk far, selv om han nok er mest norsk. Men han er med i to konkurrencer for sin film "Verdens værste menneske". Den er med i kampen om at have Bedste originale Manuskript og Bedste internationale Film. I den sidstnævnte kategori kommer han så i kamp mod blandt andet ”Flugt”.

Arkiv