Livet som hjemløs forfatter

Tegneserie - Lars Kramhøft: ”Husvild”

Inden vintermørket for alvor nåede at sænke sig over landet, landede Forlaget Fahrenheit den grafiske samtidsfortælling “Husvild” af Lars Kramhøft. Og denne anmelder er helt vild med “Husvild”.

Det tog lige et par læsninger, men så begyndte mellemrummene mellem stregerne at bevæge sig. For det er en bevægende fortælling om den navnløse forfatteraspirant.

Nu skal bevægende ikke oversættes til “tårevædet”. Men der er en ærlighed i Lars Kramhøft streg og story om at leve i et velfærdssamfund, som har det meget ambivalent med, hvad man for et par årtier siden kaldte den “kreative klasse”.

Vores navnløse forfatter kommer til København, og første opgave bliver at finde et sted at bo. Den opgave viser sig at være en løbende opgave, for det er ikke let at finde et sted at bo i København, hvis man er forfatter af den ikke-helt anerkendte klasse.

Vores navnløse skribent støder ind i en række kvinder, for selvom han ikke vælger at identificere sig med Ernst Hemingway, så har kvinder trods alt en plads. Men det er ikke ukompliceret, altså det med kvinder.

Den ene er en ung kvindelig stof-kurer. Den anden er en sorthåret femme fatale og influencer udstyret med en irriterende selvoptagethed. Den sidste må gå i kategorien “moden kvinde”, som på den ene side er meget omsorgsfuld for vores unge forfatter, men vist også ser ham lidt som en “trophy boy”.

Så det er tre forhold med tre forskellige sæt af problemer, oveni en gedigen skriveblokering. Så der sker noget på det hvide lagen, men ikke på den hvide side på den bærbare computer.

“Husvild” er på en gang morsom og ekstrem seriøs. Den handler om reelt ikke at have noget “hus” eller noget hjem. Vores forfatter kastes fra det ene tvivlsomme lejemål til det næste. Hans mor er død.

Hans far er ved at miste både sit ene ben og den jyske bolig, som på et eller andet tidspunkt må have været forfatterspirens barndomshjem. Og kvinderne bidrager heller ikke til nogen form for rodfæste eller fodfæste.

“Husvild” ender på en meget tvetydig måde, som er helt i tråd med Lars Kramhøfts “Noget frygteligt er altid lige ved at ske”, som vandt Pingprisen i 2020. Det er rigtigt, at rigtigt mange har det svært.

Men det har mænd altså også. Og hvor går man hen, hvis man ikke rigtigt har nogen base (“man Cave”), eller en partner, der vil en mere end bare det frække, eller nogen moralsk støtte fra familien. Hvor går man hen? Også selvom man er en intellektuel skribent med store uskrevne værker i støbeskeen.

“Husvild” er vildt alvorlig. Men der er også nogle sjove referencer, eller det er måske for meget at kalde dem sjove…

F.eks. forsidebilledet som med lidt god vilje godt kunne være vrangbilledet på en anden tyndhåret skribent, der også altid er på vej, men dog har et slot at trække sig tilbage til.

Billedet ligner logoet fra den animerede “Tintins Eventyr” fra tidligt i 1990erne.

Den anden reference er litterær på en anden måde. Den unge forfatters intellektuelle forbillede er britiske George Orwell. Intet mindre. Så forstår man, hvorfor der kan forekomme skriveblokeringer.

Men betydningen af referencen til Orwell er den dystopiske undertone. Det kan godt være, at vi kan grine lidt af lidt slapstick humor i Kramhøfts tegnede fortælling, men alvoren, faren, ubehaget ligger lige under overflade. Måske næret af rusmidler.

Nu skal man som anmelder passe på med, hvem man sammenligner en kunstner med, og hvordan man gør det. Men der er noget over Lars Kramhøfts stil, der bringer mindelser om G. B. Trudeaus “Doonesbury”, som i den grad mere søger at kalde på fornuften og den kritiske sans i de tegnede streger. Det kan også være, at det er en overlæsning, der i den grad er på udebane.

“Husvild” bør være den foretrukne mandelgave her til jul. Uanset om der er ris a la mande på julebordet eller ej. For det er en historie om, at vi ikke behøver at vende blikket mod Øst, eller Syd for at finde rigtige problemer.

“Husvild” som mandelgave kunne være en invitation til den nye generation, om ikke bare at ville gentænke identitet og diversitet, men lidt mere jordnært spørge: Hvordan skaber man et hjem, eller en base, så man ikke er husvild.

Tak, Lars, for én for vild “Husvild”!