I klimakamp med kulørte søstre

Tegneserie Dany & Yann: “Splint og Den Blå Gorgon”

Forlaget Cobolt har udgivet endnu et blændende Ekstraordinært eventyr med Splint & Co. Det er igen tegneserieskaberne Dany (Daniel Henrotin) og Yann (Yannick le Pennotier), der tager os med Splint, Kvik og egernet Spip på et øko-eventyr.

“Splint og Den Blå Gorgon” starter på en eksotisk strand, hvor skuespilleren Lara er i færd med at indspille en reklame for den globale burgerkæde Mac Burgy.

Men selvom vandet er vådt, og solen stegende, så er det ikke så lige til at lave en burgerreklame, når miljøet ikke må Mac-belastes. Det er nemlig ikke ok at smide den tomme burgerboks i de blå bølger.

Instruktøren og Lara (eller Coleria Blaukopf) kan ikke blive enige om at lave et nyt take, og Lara trækker primadonna kortet og smækker med døren. Men så lyder der et skrig.

Autocamperen er tom, Lara væk, og på skuespillerens spejl står med blåt: Død over lortemad! Den Blå Gorgon vil sejre! Kidnapning og afpresning venter, og eventyret er skudt i gang.

“Splint og Den Blå Gorgon” er en klimategneserie, for selvfølgelig tager tegneserier tidens store temaer og kriser op.

Og det er ikke første gang at Splint & Co tager livtag med miljøspørgsmål og den menneskelige mangel på forstået af verden omkring os, og hvad vi gør ved den (fx Borneos Lys, Cobolt 2016).

“Splint og Den Blå Gorgon” er dog en langt mere fornøjelig klima comic end de andre, som er udkommet i det seneste årti (fx Jean-Christophe Chauzy’s øko-dystopiske “Resten af Verden”).

Men selv når det ser sortest ud, så er Splint & Co universet farverigt og fornøjeligt. Det ligger ligesom i striberne.

“Splint og Den Blå Gorgon” handler om “lortemad”, og hvordan kapitalistiske interesser forsøger at få klimabelastende kost til at glide lidt bedre ned for både børn og voksne.

Bag Mac Burgy kæden gemmer den gemene kapitalist Simon Santo sig. Og Santo er ingen engel. Snarere tvært imod. Om Simon Santo er tænkt som en karikatur af en tidligere amerikansk præsident, må læseren selv slutte sig til.

Gruppen Den Blå Gorgon er en gruppe kvindelige klimaaktivister, som af autoriteterne kaldes “økoterrorister”. Kvinderne er klædt i blåt og bærer en “gorgon” maske (Gorgon var den anden af Medusas søstre).

Men slangemasken får ikke Simon Santo til at blive til sten. I stedet er Santo som en sten. For skuespilleren Lara er hans partner, og han ønsker ikke at betale nogen løsesum.

“Splint og Den Blå Gorgon” er fyldt med Splint & Co troper og figurer, og selvfølgelig er Grev Champignac og hans udtræk af forskellige svampe med.

Men det store plottwist kan ikke komme bag på nogen - selv ikke yngre læsere. Men det er fornøjelig læsning.

Historien og stregen har usædvanlig høj kvalitet. Dog vil en del læsere sikkert undre sig over, hvorfor tegneren Dany ikke har lagt det idealiserede billede af kvindekroppen i tegneskuffen.

Uden at afsløre for meget ender denne del af Splint og Kviks ekstraordinære klima eventyr på en eksotisk strand, hvor Kvik ovenpå alle ydmygelserne og forureningsfarerne bare har lyst til “en enorm bakke fritter med tredobbelt mayo”.

Bemærk, ingen burger, bare fritter. Lidt mindre “lortemad”.

PS: Forlaget Cobolt har allerede næste kapitel om den Blå Gorgon (“Den Blå Gorgon vender tilbage”) under forberedelse.

Og det ser ud til, at den Blå Gorgon har tænkt sig at strække sit slangehår et godt stykke ind i fremtiden.