Erindring og død

Digte - Niels Legêne Thomsen: “Du og jeg i hver sin kasse under jorden”

Efter otte års tavshed dukker Thomsen op med endnu en digtsamling, der består af fire suiter, der for de flestes vedkommende kredser om erindring og død, men på en sådan måde, at læseren igennem digtene alligevel bliver bekræftet i livet.

Sprogligt spænder samlingen dog ikke over så bredt et register, men til gengæld behersker Thomsen det register, han gør brug af.

Sproget er let tilgængeligt, hentet ud af hverdagssproget med formuleringer som “mig og …”, men det gives af og til energi gennem brugen af enjambement.

“slukker det lys jeg vil se

for der er mange ting

jeg ikke kan huske

før de er trukket fra

i et med rød kuglepen skamferet kladdehæfte

selv mørket må vige

når et slukket lys

sniger sig om hjørner

jeg ser brøkerne i pi

som vilde blomster

på vej mod vandet

bider lidt sammen

så de guldtænder

jeg får hen ad vejen

er på plads når manden

i krematoriet ser sit snit”.

Her ses også en af Thomsens andre forcer. Nemlig at han ofte gør brug af en mild humor i dødens ansigt. Som for eksempel her, hvor man bider sammen for at holde guldtænderne på plads, når manden i krematoriet “ser sit snit”.

Dobbelttydigheden i snittet, det kirurgiske sammen med det at øjne en mulighed, sammen med anelserne tilbage til kz-lejrene, hvor guldtænderne blev lirket ud af de døde jøder. 

Humoren er der, men der løber en understrøm af det tragiske nedenunder. Man griner, og kløjs så alligevel lidt i det.

På den måde fungerer det, men samtidig er det ikke stor litteratur - og det skal det måske heller ikke være. Der er mange gode øjeblikke, men ikke nødvendigvis en masse, der kalder på genlæsning.

Ikke desto mindre en gedigen digtsamling.