Ekstraordinært bøvl i Svinebugten

Tegneserie - Clément Lemoine, Michaël Baril & Elric: “Splint i Cuba”

Forlaget Cobolt har udgivet et nyt ekstraordinært eventyr i serien Splint & Co. I albummet “Splint i Cuba” bliver vores venner Splint, Kvik og journalistveninden Myg hvirvlet ind i en politisk rævekage, som for den historisk bevidste læser handler om krisen i Svinebugten.

Eller rettere optakten til krisen.

Splint og Kvik lander i New York for at dække den cubanske præsident Fidel Castros tale på FN-topmødet. Der er en spændt stemning, for frygten for kommunismen er stor, og der skal ikke mange forkerte ord til fra Kvik, før der er balladen i tolden.

Men heldigvis bliver Splint og Kvik reddet fra en hårdhændet toldundersøgelse af agent Longplaying. En CIA agent, som Splint og Kvik tidligere stiftede bekendtskab med.

Longplayings møde med Kvik og Splint handler om professor Champignacs geniale gamme-atom-generator. Et våben, der ikke rigtigt er noget våben, men et redskab til at flytte ting. Selv meget store ting. Måske endog ideologier.

Mens agenten Longplaying er i færd med at indvi sine sortklædte agentkollegaer i den forestående sag, er præsident Castro ifærd med at afsløre en forræder i egne rækker. Der bliver brugt både ild og vand og store ord.

Alt imens er Splint fejlagtigt taget for at være piccolo på hotellet, og de sortklædte US-agenter sender ham ned til el Presidente med en pakke. Splint banker på døren til Castros værelse for at overrække.

Så forsvinder Splint.

Journalistveninden Myg er i Havana, Cuba, for at lave reportage om den revolutionære stat. Her møder Myg både styrets hårdhændede paranoia og selvfølgelig kommunist-ikonet Che Guevara.

“Splint i Cuba” skrevet af Clément Lemoine og Michaël Baril, tegnet af franske Elric, er underholdende på den slapstick-agtige måde, som Splint og vennerne tit har stået for.

Men som ekstraordinært eventyr er turen til Cuba ikke helt så ekstraordinær, hvis der sammenlignes med Èmile Bravo’s tegneserie i fire bind “Håbets tid” (Cobolt) eller Frank PÈ og Zidrou’s “Borneos Lys” (Cobolt).

Selvfølgelig skal Splint og vennernes eventyr ikke nødvendigvis reflektere alvorlige historiske, samtidige problemer eller kriser for at være læseværdige.

Der er brug for at kunne smile eller grine af alvorlige historiske begivenheder. Og det er underholdende at se, at CIA agenter er kluntede, at kommunistiske soldater og proamerikanske guerillaer er komiske.

Men hvis skaberne forsøger at gribe tilbage i historien for at finde lidt lys, så er slapstick faconen måske ikke den mest oplagte.

Men “Splint i Cuba” underholder. Og referencen til Che Guevara t-shirten taler måske intertekstuelt til episoden med skabelsen af Shit-Happens t-shirten i filmen “Forrest Gump” (Robert Zemeckis, 1994).

I kolofonen skriver skaberne af albummet: “Til Franquin, Greg og Jidéhem samt alle dem, der har en T-shirt med Che Guevara. Dette album var ikke blevet til noget uden jer.” Så T-shirten har betydning, måske som et greb tilbage til Lemoine, Baril og Elrics egen ungdom. 

Men der er god grund til, som læser, at være taknemmelig for, at Splint og vennerne bliver holdt i live, og på den måde bærer “bande dessinée” arven og de tegnede stregers” kultur videre.

Endelig er “Splint i Cuba” en påmindelse om alle de gamle Splint & Co. eventyr, som på deres helt egen måde var ekstraordinære.