Den menneskelige hest

Moacyr Scliar: ”Kentauren i haven”

Mærkelig er det første ord, der falder læseren ind. En kentaur er et fabeldyr, som ikke findes. Underkrop som en hest, forsynet med menneskekrop fra livet og op. Vi kender dem fra de græske myter og den græske kunst, hvor de hver gang fremstår som civilisationens modstykke.

Kentaurerne var til bryllup hos kongen over nabofolket. Men de kunne ikke tåle alkohol, og et stykke tid inde i festen begyndte de at forgribe sig på kvinderne.

Da dette også indebar den nygifte dronning, måtte menneskene svare igen, og det endte i et voldeligt opgør, som kun guderne kunne standse. På Akropolis i Athen har vi nogle af kunsthistoriens flotteste relieffer med kentaurkampen som motiv.

Athenerne brugte dem til at hylde sig selv for sejren over de invaderende persere, og symbolikken var tydelig: Perserne var barbarer, kentaurerne var ikke-menneskelige, og brugen af dem som symboler i kunsten fastlåser værdierne i os og dem:

Vi er de stærke, de civiliserede, de kulturelt overlegne, de rigtige. De andre er alt det modsatte.

Om det er denne association, der skal slås an i romanen om den 38-årige Guedali Tartakovskys omtumlede liv som kentaur, står lidt hen i det uvisse.

Det giver dog et særligt blik på den menneskelige natur at se os som sammensatte væsner. I hoved og overkrop sidder der lærdom, kommunikation, fakta og fornuft. I den dyriske underkrop hersker andre værdier: Et stort lem, en voldsom drift, grænsesprængende følelser og ustyrlig anderledeshed.

Vores hovedperson har indimellem en ustoppelig trang til at galoppere trommende hen over det hele, landskabet, skovene, markerne og alle de andre.

Han er nemlig udenfor, født som kentaur og dømt til at være marginal. Umuligt at læse ham på anden måde. Han må skjules, holdes i ave, se verden som fjendtlig. Hans familie prøver det bedste, de kan, men de kan ikke skærme ham fra sjælens ubodelige ensomhed. De redder ham ved at isolere ham.

Scliar gennemfører hele fortællingen om mandens barndom, ungdom og voksenliv med tungen lige i munden og uden at ryste på hånden. Det er vel magisk realisme, men det fortælles så let som en blot temmelig lang dyrefabel.

Guedali stikker af hjemmefra, lever i cirkus og på en fjern gård, hvor han – surprise! – støder ind i en kvindelig kentaur.

Deres forhold bliver omdrejningspunktet, og trangen til at høre til får dem til at gennemgå en livsforandrende operation, så de kan spille mennesker. De får et liv, møder venner, skaber karriere og endda familie.

Resterne af deres hestedel forsvinder langsomt, og de integreres, som var de rigtige mennesker, på vagt og pinligt selvbevidste om deres særegenhed realiserer de dog det almene.

I deres 30’ere kommer krisen, både mellem dem og i hovedpersonens selvbillede. Den utilpassede, hvis tilpasning er lykkedes, ønsker sig nu tilbage til sin oprindelige tilstand. Og deres ubrydelige alliance svinder i styrke i mødet med det ganske almindelige liv.

Der er undervejs tegnet streger til et tidsbillede af det brasilianske samfunds udvikling i perioden. Kolonier i urskoven, den store befolkningsblanding, væksteventyr og sociale forskelle i beskyttede boligkvarterer. Militærjunta, skrøbeligt demokrati og revolutionære bevægelser.

Men først og fremmest er det den eksistentielle tone, der trænger ind i læseren: Hvordan kan man være sig selv i det moderne, når man ligner alle de andre? Hvordan håndterer man den grundlæggende skam, det er at være anderledes?   

Kentaurens historie er mærkelig, og måske udspringer noget af dens styrke fra forfatterens jødiske position. Det evige mindretal, der mistænkeliggøres og ses skævt til, udkantskulturen der forgæves tilpasser sig mainstream.

Romanen er fra 1980 og regnes af mange for den store forfatter Scliars (1937-2011) hovedværk, men på trods af dens umiddelbare, menneskelige appel følte denne læser sig udenfor skildringen over lange stræk.

I slutningen af bogen lader fortælleren f.eks. vores to hovedpersoner genfortælle skildringen uden kentaur-delen, som en helt realistisk coming-of-age fra underklasse til succes. En fordobling af historien, der undrer.

Skal vi forstå det sådan, at der sættes parentes om alt det magiske, der ellers har båret fremstillingen? Eller skal vi få et blik for, at den mytiske vinkel på en sær måde er den mest præcise skildring af de voldsomme følelser, ethvert menneske gennemlever i opposition til de andre?

Allerede i det græske stof er der kentaurer, der har identitet, overskud og opdragende evner. Måske er det udkantskulturen og minoriteten, der har fat i den lange ende. Måske er subjektiviteten sandheden.