Læsehesten – en upåagtet kulturinstitution
Presset inde mellem den trafikale hovedåre i Aalborg - Vesterbro - og det markante bysymbol Sygehus Nord, ligger Læsehesten. Det særlige ved Læsehesten er, at den ikke har ændret sig særligt siden åbningen for snart fire årtier siden.
Det er stadig en butik, hvor tegneserier, blade, magaziner, dvd skiver, vinyl, cd’er og bøger for børn, for unge og for voksne bytter hænder. Det er stadig en specialbutik for nørder og nostalgikere. Men det er også en kulturinstitution, som gør sit til at gøre Aalborg til en kulturby.
I spidsen for Læsehesten er ejer og bestyrer Lars Christensen, der har gjort byttehandel til sit levebrød. Det er Lars Christensen, der har skabt Læsehesten. Det er Lars, der er Læsehesten. Og gennem en livslang indsats i beskedne lokaler sammenlignet med andre kulturinstitutioners interiør og udsmykning har Lars Christensen gjort Læsehesten til et ikon for Aalborg.
Hvordan vi oplever, at Læsehesten er mere end bare Læsehesten, altså et ikon for byen?
Vi sælger i tonsvis at bøger, sammen med mange andre andre ting som spil og vinylplader.
Og vores kunder kommer gerne langvejs fra, for at bladre og browse igennem vores kasser og hylder for at finde en overraskelse, noget spændende eller lige det, der mangler til samlingen.
Læsehesten er naturligvis ikke en kulturinstitution på helt samme måde som Aalborg Teater, Aalborg Kongres & Kultur Center, Musikkens Hus eller Kunsten. Læsehesten er en privat virksomhed, der har overlevet tidens tand og nye trends.
Men trods forandringer i aalborgensernes kulturforbrug har Læsehesten fat i noget helt centralt. Læsehesten har det, som brugerne gerne vil have, og vil bruge tid på at få gravet frem.
For os betyder netværk alt. Netværk er så vigtigt, når der skal varer på hylderne. Jeg tror, at godt købmandskab ikke bare er vigtigt for en butik. Det er også vigtigt, hvis man vil være en kulturinstitution.
Det er så vigtigt at vide, hvor man skal være, på det helt rigtige tidspunkt. Og så skal man vide, hvad den skal koste. Jeg gør forretning ud fra princippet om at kunne “sælge bunden”.
Det betyder, at jeg ikke skal lave stor profit på den enkelte vare, men kan stadig give det højeste bud til sælgere. Det var dengang, jeg gav et bud på nogle flyttekasser med tegneserier og Playstation spil. Uden at kigge gav jeg et bud på 15K. Men da jeg fik kigget ordentligt efter, var der flere interessante ting. Så greb jeg knogle og ændrede mit bud, så familien fik 5K mere i kassen.
Og det er sådan jeg gerne vil have, at folk ser Læsehesten. Vi kan være hårde i vores bud, men vi vil hellere være fair end hårde. Der var en anden gang, hvor jeg var ude hos en ældre dame, der havde kasser med lp’er. Hun ville ikke af med dem, og havde tænkt, at det ville give mere at sælge dem over nettet. Hun sagde, at jeg ikke ville få dem. Men hun fik et rigtigt godt tilbud og en forklaring. Og jeg fik samlingen.
Læsehesten har som andre kulturinstitutioner et arkiv. Arkivet er ikke kun på adressen i Reberbansgade, men på flere andre adresser i Aalborg. Og Læsehesten har næsten alt på lager. Men Lars Christensen har nogle principper, så hans egen samlertrang ikke gør livet trangt i privaten.
Selvfølgelig har jeg samlinger. Jeg har samlinger af lp’ere og dvd’er. Men jeg holder dem i butikken. Jeg har den regel, at jeg kun må have to meter derhjemme. Så hvis noget nyt skal ind, så skal der noget andet ud.
Eller der skal findes plads til det et andet sted. Og nej, jeg har ikke set alle de film eller lyttet til al den musik vi sælger.
Men når det er sagt, så har både jeg og Læsehesten en bred smag, når det kommer til vores ting. Og jeg tror på, at det er den brede smag, der gør, at Læsehesten i 2023 både er en god forretning, men netop også et sted vores kunder nyder at komme tilbage til, igen og igen.
Lars Christensen læser overraskende nok ikke så mange tegneserier. Men han læser mange bøger, og har meget klare holdninger til, hvad bøger kan som medie.
Der er jo en grund til, at det hedder Læsehesten. Det at kunne læse, og at kunne skabe sin egne billeder i hovedet, det har betydning.
Ja, jeg ved godt, at det måske lyder gammeldags, og det kan godt være, at gamle idioter som os ikke helt har forstået alt det nye.
Men bare fordi der kommer nyt til, nye spil, nye film, nyt legetøj, så behøver man jo ikke at glemme bøger.
Og vi sælger som sagt rigtigt mange bøger. Det er gerne forældre, der kommer ind med deres børn og fortæller, “at som barn læste jeg den her bog, og den var rigtig god”.
Jeg har også været ude på skoler for at fortælle om Læsehesten, og hvorfor vi sælger, det vi sælger. Og jeg plejer at sige: Tag en bog og giv det lige en chance.
Åbenhed overfor det nye, men samtidig at insistere på “det gamle” er præcist det, der kendetegner en kulturinstitution. Men Lars Christensen oplever også, at kundegruppen har forandret sig. Det er ikke blot de ”gamle” trofaste, der kigger ind i Reberbansgade.
Der er mange flere studerende, der kommer for at se, om deres lærebøger kan købes for billigere penge. Men måske er det ikke så meget vores kunder, der har forandret sig, som det er Aalborg, der har forandret sig.
Det kommer der jo af at ville vokse. Og at blive større kræver udbygninger. For os betyder udbygninger nedlukninger, og det giver kaos. Og det gør det svært at komme omkring. Og også at komme hen til Læsehesten.
Og jeg skal hilse at sige, at Reberbansgade er et brændtpunkt, når det kommer til kaos i trafikken. Det er så en ting. Men forandringerne har også at gøre med generationer.
Hele den generation, der kan huske Danmarks Radio og på gode dage Svensk TV-1 og TV-2, de tjekker jo løbende ud. Det er selvfølgelig sådan, det er. Men jeg er da glad for, at selvom verden ændrer sig, så har de nye generationer med deres smartphones og streaming stadig plads i deres kulturliv til at tumle med “gamle” medier som vinyl, gameboy spil, bøger og tegneserier.
Læsehesten er Lars Christensen sammen med den “familie” af ansatte, som uge efter uge får fyldt på og får tømt lagrene, får stanget ting og sager over disken, og får givet gode råd til, hvad der kunne være interessant at få med hjem til samlingen. Men Læsehesten er også et personligt brand, som det hedder.
Jeg ved godt, at kunderne synes, at vi har en hård tone her i butikken. Vi siger, hvad vi tænker i situationen. Og jeg mener, at det er helt ok, at man ikke har den her glatte måde at møde sine kunder på.
Det kan godt være, at det ikke for alle er lige autentisk, når jeg beder dem om at spise burgeren færdig udenfor. Men vi er nu en gang, dem vi er.
Det kan godt være, at tonen hos os er meget anderledes end i andre butikker. Men vi har sådan en kode. Hvis jeg lige hidser mig op over et eller andet, så ved mine folk godt, at de lige skal give det 5-10 minutter, så jeg nede igen.
Og hvis det lige er lidt mere end godt er, så får jeg koden “FS”.* Og så er vi helt på bølgelængde igen.
Selvfølgelig læser Lars Christensen tegneserier, og i 2022 var Læsehesten med til at støtte tiltaget ComixCraft, som med foredrag og et online magasin slog et slag for både den lokale og den nationale tegneseriekultur.
Men jeg læser faktisk ikke så meget tegneserier mere. Jeg kunne godt lide Flip & Flop og de der andre “crazy” tegneserier. Og selvfølgelig har jeg læst de her krigshæfter i lommeformat.
Tintin er selvfølgelig noget særligt, og vi har da også her i butikken nogle eksemplarer, som er til absolut toppris for dedikerede samlere. Men jeg mener selv, at jeg har en bred smag.
Tegneserier er en ting, men vi sælger i disse internet tider stadig lægeromaner og pornografi. Ja, vi kan lige så godt sige det som det er.
Og selvom hverken lægeromaner eller porno er sådan særlig god smag, så glemmer kulturfolkene, at lyster tager mange forskellige former. Jeg er da også opdraget med, at lægeromaner ikke var noget særligt.
Men når man lytter til, hvad voksne kvinder fortæller om de her kvinderomaner, så forstår jeg, at der er masser af erotik og masser af følelser på spil. Så jeg siger, at hvis Læsehesten er en kulturinstitution, så forsøger vi inspirere til, at nye generationer har et åbnet sind.
Læsehesten er altså ikke kun for nørder og nostalgikere. Det er for alle dem, der gerne vil ud for at rode i kasser, og være en del af et kulturelt område, hvor der ikke er noget klart skel mellem publikum og dem, der er på scenen. Men hvordan med Troldspejlet, Lars Christensen?
Jo, jeg ser da Troldspejlet, men jeg synes altså, at Stegelmann giver et lidt skævt billede af, hvad populærkultur også er. Ja, monstre og Star Wars, og masser af gamle tegneserier, og computerspil.
Jeg er helt med på at være nørdet, men man kan også være nørdet på en ekskluderende måde. Altså en måde der ikke inviterer mere fra de glemte hylder ind. Men kultur er jo smag og behag. Og vi får jo ingen licenspenge eller kommunal støtte.
Fra denne tegneserieanmelder skal lyde en tak til Lars Christensen for muligheden for at få indblik i Læsehestens historie og hverdag. Og i forhold til tegneseriekulturen så er der meget mere på Ordkraft 15. april 2023 under temaet ComixCraft. Og på ComixCraft bliver der måske løftet sløret på, hvordan næste generation vil omfavne kulturinstitutioner som Læsehesten.
PS:Koden “FS” står for “fede svin”, men skal ikke forstås ondsindet, men kollegialt-kærligt.
Besøg Læsehesten online:
ComixCraft 2023: En ny æra for tegneserier!
Podcasten Athene: Tegneseriekultur - både for børn og voksne!
https://open.spotify.com/episode/5rca9jKSZx2THliqtpT2sm